Skrevet
Offline vs Online
Offline vs Online
Jeg har været på ferie. Hurra for 14 dage i Thailand. Jeg har daset på øde strande med det fineste sand. Især har jeg nydt, at mine børn boltrede sig grinende i det varme smukke fiskefyldte vand. Deres største bekymring var, hvornår de kunne platte mig for den næste is. Ren lykke. Mine tanker var lige der hos min kæreste og mine unger. Lokalt på stranden. I sandet med fødderne i vandet. Offline.
Den første del af ferien tilbragte vi i Krabi og den sidste del af ferien i Phuket. I Krabi havde vi ikke wifi på vores hotel. I hvert fald gik der 7 dage, før vi fandt ud af, at vi, hvis vi stod på tæer på hjørnet af vores altan (hvis det ikke blæste) med strakt arm, kunne opnå svag og ustabil forbindelse til omverdenen. Det væltede ind med dårligdomme fra Libyen. Nyheder om Rønn og Pind. Jeg var nok lidt lykkeligere inden.
I Phuket havde vi wifi overalt på hotellets blændende smukke område. Det var vi ikke i stand til at administrere særlig hensigtsmæssigt. Øjeblikkeligt fra vi fangede forbindelsen, sad vi med telefonerne klistret til hænderne. Selvom vi var enige om, at det havde været federe FØR. Nu var vi vel online med 10 minutters mellemrum resten af ferien. Der var trods alt en krig under opsejling, et jordskælv, en tsunami og 4 løbske atomreaktorer. Der var skønne elskede Facebook og FCK skulle jo også spille kamp.
2 voksne, 2 børn og 3 iPhones. Den 4-årige måtte låne på skift, når vi kunne løsrive os, og ellers var der jo også iPad´en. Og når jeg skal på ferie næste gang bliver det det samme. Hvis der er mulighed for at stå på en grøn grøn bakketop, med hånden i vejret og dermed opnå forbindelse, så står jeg der. For jeg er afhængig. Nu har jeg erkendt mit misbrug, er det ikke første step i enhver misbrugsbehandling?
Og selvfølgelig var vi også tilstede lokalt, på stranden. Vi var tætte, nære, overskudsramte, forelskede, elskende, glade og grinende. Men den første uge var vi bare mere sorgløse, vi forholdt os ikke meget til virkeligheden. Jeg kunne ikke følge med i min yndlingsaversion; Milena Penkowa. Jeg var lykkeligt uvidende om at en atomkatastrofes defineres i 7 trin.
Jeg var rigtigt på ferie, ligesom i de gode gamle offline dage. Vi spillede endda yatzy. I en kort periode i den første uge, var min største bekymring, hvornår ungerne ville forsøge at platte mig for den næste is.
På billedet ser du mine elskede unger. Benjamin 12 år og Kamille 4 år. Kamille gjorde et ihærdigt forsøg på at drive Benjamin til vanvid. Benjamin får høje karakterer for overbærenhed og tolerance! Desværre var Elias (bonussøn) ikke med på rejsen, jvf. tidligere blogpost om ferie koordinering af skilsmissebørn. Vi savnede ham til tårerne løb.