Skrevet
Du bliver våd!
Efter et foredrag i sidste uge var der spørgerunde, jeg fik spørgsmålet:
“Har dine børn pligter derhjemme?”
Jeg tror på at børn føler sig som en større del af familien, når de bidrager til familien. Jeg tror på at børn har en stolthed i at være nyttige, fuldstændig som mig selv. Jeg har faktisk også tit brug for en hjælpende hånd, til at tømme opvaskemaskine, gå ned med skrald, dække bord eller løbe på tanken efter den fordømte manglende liter mælk til morgenmaden. Jeg sætter pris på det, det er altid rart at blive sat pris på, også for børn. Det kan også senere i livet, vise sig praktisk for børn, at være i stand til at tilberede et ordentligt måltid mad.
Til et forældremøde i min søns klasse for et par år siden, diskuterede vi holdninger til børns pligter. En far mente at det er meget kompliceret at være barn idag. At børnene, skal forholde sig til mange flere ting end vi skulle da vi var børn. At det er krævende for dem, at de derfor ikke magter mere, underforstået faste pligter. De havde ifølge ham, brug for tid og ro til at definere hvem de selv er. Uenig. Jeg tror at børn i høj grad definerer sig selv ud fra hvad de kan. At det opbygger dem at være selvstændige. Hjælpeløshed bidrager ikke i det regnestykke.
Jeg tror at vores generations “priviligerede”, er ved at opfostre næste generations umuliusser. Vores børn kan jo “ingenting”. Vi kører dem fra Herodes til Pilatus og tilbage igen hvis VI har glemt madpakken til dem. Hvad kommer der ud af det? Jeg bliver SINDSYG, når jeg bliver ekspederet af en søvnig bumset UMULIUS i en kiosk, som skal bruge en lommeregner for at regne ud hvad “100 kr over beløbet” er. Jeg får ind i mellem ansøgninger fra praktikanter hvor forældrene har skrevet dem, de forsøger ikke engang at skjule det: “Jeg tillader mig at skrive på min søns vegne”. STOOOOOP!!! Du er ved at underminere din søns muligheder for nogensinde at få hår på brystet!!!
Curlingbørn er for tabere. Bowlingebørn er det nye sort. Ud i keglerne med dem. Jeg står selvfølgelig klar med plaster og kærlighed. Skærmer jeg mine børn, ved ikke at lære dem at håndtere modstand, konflikt, nedtur og kaos? Jeg vil meget hellere ruste mine børn til at klare sig selv, også når himlen ramler ned i hovedet på dem – for det kommer til at ske. Jeg ønsker hellere at lære dem at kæmpe for deres drømme, bede om hjælp, vide at verden ikke er retfærdig. Planen er jo sådan set at de engang skal flyve fra reden.
Jeg afleverede Benjamin (6 år gammel) i skole d. 2 januar da han gik i børnehaveklasse, jeg læssede ham af ude på vejen og så ham gå ind i sikkerhed i skolegården, så kørte jeg hjem. Problemet var bare at skolen først åbnede d. 3 januar. Det var jo ikke med vilje. Benjamin sad i skolegården lidt og begyndte at undre sig over at han var helt alene. Da klokken (automatisk) ringede til time, regnede drengen ud at der var noget galt. Han gik ud på cykelstien, midt i København, stoppede en cyklist og lånte hans telefon: “Mor, jeg tror ikke skolen har åbent i dag”. Jeg var MEGET flov, Benjamin var MEGET stolt og jeg var faktisk meget stolt af ham. Han KUNNE noget, han kunne klare sig!
Jeg opdrager også temmelig gammeldags når det kommer til manerer og høflighed. Mine børn skal være i stand til at sidde pænt og spise ordentligt De skal sige tak for mad og tage ud af bordet. Min masterplan er at de skal have en valgmulighed når de bliver større og skal bestemme selv. Hvis de aldrig har lært det, har de jo reelt ikke nogen valgmulighed vel? Og sorry to say, men det er bare klamt at se hvad andre mennesker (også børn) har i munden når de spiser!
Jeg takker hermed mine forældre for altid at forlange meget af mig. Jeg forstod det ikke og jeg troede ind i mellem at jeg var 80´ernes Askepot. Jeg husker engang, hvor jeg i ramme alvor, proklamerede at jeg ville på børnehjem. De gamle rullede rundt på gulvet og græd af grin. Tak for det, det var sgu nok ret sundt.
Benjamin (12 år) var for et par år siden i biografen med et par kammerater. Efter filmen ringede Benjamin hjem fordi det regnede. Han ville gerne hentes, han forklarede mig at de andre klassekammerater ville blive hentet af deres forældre. “Well well Benjamin, du bliver våd” Du kan altid takke mig når du bliver voksen…..
“When I was a boy of fourteen, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be twenty-one, I was astonished at how much he had learned in seven years. ~Mark Twain”