Skrevet
Er jeg lidt for meget?
Torsdag så jeg filmen ”Milk” om Harvey Milk, han kæmpede for homoseksuelles lige rettigheder i USA. En fantastisk film med Sean Pean som hovedrolleindehaver. Det som virkelig ramte mig, var hvor mange mennesker Harvey Milk kunne mønstre i sin kamp. For der var virkelig en vigtig kamp at kæmpe. Uretfærdigheden var enorm, folk kunne ikke rumme det, de MÅTTE slås, de MÅTTE demonstrere osv.
Jeg kender mange mennesker uden en kamp af nogen som helst karakter. Først når vi bliver tilpas utilfredse, vækker det massernes handlekraft. Så kan man virkelig udrette noget. I Danmark har vi ikke været massivt utilfredse i lang tid. Slet ikke hvis man har krydset aldresgrænsen 30 år. Vi er mere sådan generelt mellemfornøjede eller nogenlunde tilfredse. Det er ikke det optimale habitat for handlekraft. Af mellemfornøjet og nogenlunde tilfreds kommer der ingen revolution…
Jeg kender faktisk ingen mennesker, som er deciderede utilfredse med noget som helst, sådan set i det store billede. Måske periodisk utilfredse med vægten, arbejdet, indholdet af køleskabet og benzinpriserne. Vi pipper lidt om at det er latterligt at Danmark lukker grænserne, men aftensmaden smagte skønt og der skal også slås mave….
Tænk hvis flere mennesker var drevet af en indre ild. De som er det, er ofte afsindigt inspirerende. Dem vil jeg gerne tale mere med. Dem ønsker jeg at lære af, sidde ved siden af, suge viden ud af. De virker som et stykke fluepapir på mig. Hvad enten det drejer sig om en umulig rejse, at åbne et herberg, opgive et herberg.
Ekstraordinær indsats er bare inspirerende. Indsatsen. Og handlekraften bag den indsats. Også når det ikke lige lykkes, forsøget i sig selv er en inspiration. Dem som virkelig fejler har stadig udrettet mere end dem som bare drømmer.
Jeg får ofte mails fra mennesker jeg ikke kender ”Kære Michelle, vi er meget ens. Jeg får, ligesom dig, en masse ideer. Jeg har godt nok ikke rigtig fået gjort noget ved noget som helst endnu, men ideerne vælter rundt i mit hoved”. Tak for din mail, men du er IKKE ligesom mig, du er ligesom alle de andre som ikke gør noget ved noget som helst. For en ide er intet uden handlekraft. Det er sødt af dig at skrive til mig, skriv endelig igen når du har gjort noget vildt og/eller skørt.
Jeg blander mig i alt muligt. Jeg kæmper for alt muligt, i en stor pærevælling, for jeg kan slet ikke lade være. Og jeg elsker folk som giver den gas. Tag fx de der galninge som vil gøre Danmark til Rumnation. De bruger al deres tid, penge og energi på at bygge en raket. Held og lykke, jeg beundrer jer! I want to be just like you!
PS. Idag fik jeg et brev hvor der stod: ”Kære Michelle, (….) er du ikke lidt for meget?”. Jeg tænker, hmm, måske er du lidt for lidt?