Skrevet
Kære far (og mor)
”Ligger du der og flyder”, en af min fars yndlingssætninger gennem min barndom og mine teenage år. Og sov vi lidt længe, min bror og jeg, så var man ofte så heldig at blive vækket lørdag morgen af støvsugerhovedet som knaldede mod døren. Jo tak far, jeg er vågen nu…
Og hvis man er gammel nok til at gå i byen den halve nat, er man også gammel nok til at stå op næste morgen.
Mine forældre er flittige som få. De har gennem årene hhv. bygget og restaureret adskillige huse. Mit første barndomshjem i Nødebo byggede de selv. Min mor bar tagstenene op i en trillebør, kørte dem ind over byggepladsen, over til huset, bar dem op til min far på taget, så lagde min far dem. Fuldtidsarbejde begge to. Min mor med skiftende arbejdstider på et børnehjem. Når hun arbejdede nattevagter havde hun stadig god tid til min storebror og jeg i hverdagene.
Min forældre imponerer tit. De har lige, i en alder af 62 og 64 år, lige købt et håndværkertilbud på tvangsauktion. Sideløbende med hver deres firma, bestyrelsesposter, fritidsinteresser etc. er de nu selv ved at rydde grunden (som ligner en losseplads), og sætte den kæmpestore bjælkehytte i stand. Det er en temmelig omfattende opgave. De sætter i gear og knokler sig igennem det. De er sikkert færdige før jeg fatter det. Huset ligger fuldstændig øde ude i skoven, for enden af en lang grusvej. Ikke ligefrem den typiske pensionistbolig. Men så igen, mine forældre har aldrig været særlig typiske.
De har kastet deres kærlighed på Tyrkiet. Naturligvis udser de sig et sted på toppen af et bjerg, midt i den tyrkiske bydel uden turister. Man skal så gå op af bjerget for at komme derop. Det gør de så, flere gange hver dag. Jeg er ved at dø, mine forældre tramper bare derudaf. Nåe ja, de har selvfølgelig også lært at tale tyrkisk, for det er god stil at skik følge eller land fly. Jeg kender bare INGEN andre over 60 år som kaster sig ud at lære tyrkisk. De har fået tyrkiske venner, for man involverer sig jo!
Mine forældre er to pragteksemplarer på gode forbilleder. Jeg ved godt hvor min trang til at udrette noget kommer fra. Man kæmper mod i årevis, men så en dag vågner man og opdager at man er blevet til sin mor. Faktisk ikke det værste i mit tilfælde. Min mor er den eneste i verden som er nået så langt på en uddannelse som puddelhundeklipper. De er bare altid i gang med noget imponerende. Altid. Jeg har til dato aldrig nogensinde oplevet, at en af dem snuppede en “morfar” på sofaen. Det er utænkeligt. Så vil min far hellere cykle en (lang) tur og min mor går i drivhuset.
Da jeg læste bogen ”Spis, Bed, Elsk”, hæftede jeg mig især ved det kapitel hvor forfatteren Elizabeth Gilbert, beskriver hvor svært det er for hende at holde fri og ikke at udrette noget. Hun voksede op med forældre, som knoklede fra tidlig morgen til sen aften – ledighed er jo som bekendt roden til alt ondt. Jeg var helt på bølgelængde med det kapitel. Jeg har i årevis haft et had/kærlighedsforhold til det at slappe af. Bare sådan. Der er jo altid noget man liiiige kan ordne. Gøre. Fikse.
Jeg arbejder hjemmefra med Runningdinner.dk og som selvstændig har jeg muligheden for at snuppe et powernap midt på dagen. Jeg gør det tit. I årevis sprang jeg op hvis telefonen ringede, tog den omgående og anstrengte mig virkelig for at lyde yderst frisk ”HEJ DET ER MICHELLE”. Tænk hvis nogen (læs min far) vidste at jeg sådan lå og flød midt på dagen, sikke noget sjusk.
Men jeg er blevet bedre til det. Rigtig god endda. Virkelig dygtig faktisk.….. Jeg har sendt min dejlige forældre mange kærlige tanker de sidste par dage. Så:
Kære far (og mor),
Jeg ligger bare og flyder. Maldiverne indbyder ligesom til det. Jeg spurgte Nyhavn Rejser til råds, hvor i verden kan man slippe af sted med at foretage sig mindst muligt? Og nu ligger jeg altså her og flyder. Dagen lang. Jeg skal nok tage mig sammen og udrette noget (stort) så snart ferien er slut.
Kh Michelle
(Husk at du ALTID er meget velkommen til at kommentere mine blogs, det er så hyggeligt)