Skrevet 18.02.2012

Jeg er lykkelig….

Rejsebrev fra Indien, Our Lands.

”Dont leave any foods on the table during the night, because of the vampires!” – Velkommen til Our Lands. Peter, min rejsefælle oversætter for mig, det er pga flagermus. Vampires er klart mere spændende. Vi bliver sejlet over til Our Lands, som ligger på en ø midt i det enorme Backwaters i Kerala, Indien. Vi ankommer i en kano som mest af alt ligner en udhulet træstamme. To indere padler. Den forreste, Ratheesh, er den yngste og han er en god guide. Han taler flydende engelsk og har en stor viden om lokale planter og fugle.

Han ser alting før os, men peger hjælpende vores blikke i retning af snakebirds, king fishers, rishejre m. fl. Ratheesh har venligt informeret os om, at der hverken er parasitter eller krokodiller i floden. Jeg spørger selv om der er slanger, det er der ikke. Plask. Jeg er i vandet. Bagerst i båden sidder Bhanu, han er lidt ældre og har rynker som vidner om et langt liv i solen. Han har så meget karakter og jeg kan godt lidt at se på ham, når han driver kanoen frem gennem vandet.

Da jeg dagen efter er ude at svømme en lang tur alene i floden, er jeg taknemmelig for at have hørt om ”The snakebird” (Slangehalsfugl). Det hedder den fordi dens besynderlige krumme hals og næb, ligner en slange når den svømmer i vandet. Jeg møder en hel flok af dem ude på floden og bevarer roen, det er jo bare en fugl. Jeg svømmer videre. Meget eksotisk!

Backwaters er et netværk af brakvandslaguner. Et enormt netværk af 38 floder og endnu flere små kanaler. Temperaturen her er behagelig. Vi nyder varmen, vi er ankommet direkte fra den koldeste vinter i Danmark i 20 år. Den kan de have for sig selv. Vi nyder den varme brise som omsvøber os. Vandet i floden er så varmt, at vi joker med at man i hvert fald bliver afkølet en halv grad af at bade. Ja, du kan godt være misundelig. Her er fantastisk.

Alt er grønt. Blomster, træer, palmer, vandet og mange søanemoner. Grønt, grønt , grønt. Her er frodigt, varmt og smukt. Our lands ligger på en lille ø lige midt i Backwaters. Vi er de eneste gæster på øen mens vi er her. Vi føler at vi er alene ved verdens midtpunkt og føler os meget privilegeret. Det er svært at finde steder så eksotiske som endnu ikke er berørt af masseturisme. Bortset fra et par amerikanere har vi ikke set ”hvide mennesker” i mange dage. Vi nyder det!

På vej i bilen til Our Lands, stopper vi en landsby for at hæve penge. Det er tydeligt at vi er et særsyn. Især børnene råber og vinker begejstret, vi møder mange undrende men smilede blikke. Vi føler os meget velkomne og smiler og vinker igen. Da vi går forbi en skole er der nærmest opstandelse, alle børnene hænger ud af vinduerne og vinker og hujer. Det er sjovt.

På Ourlands er vi alene med de 6 lokale som bor på øen og driver stedet. Vi får det lækreste mad serveret på vores lille terrasse helt ned til vandet. Lydene er et helt kapitel for sig. Vi føler vi er med i junglebogen. Især har vi meget sjov ud af at insistere på, overfor vores værter, at vi har hørt en abe. De holder insisterende fast i at det er en fugl. Jeg synes det er endnu sjovere at bilde dem ind at Peter har SET aben.. De vrikker lidt med hovedet, som kun en inder kan. Vi øver os på at vrikke med hovedet inder-style, men det ligner ikke rigtigt, det skal vist ind med modermælken. Jeg tror at de har erstattet et af leddene i nakke med et kugleleje. Meget indisk.

I den lille lokale by har jeg købt den smukkeste orange sari fyldt med pailetter, til den fascinerende sum af ca. 120 kr. Det ca. 7 meter lange stykke stof forekommer mig en kende kompliceret. Det er ikke ”bare lige” at vikle sig ind i den, så man ligner den hvide inder. Jeg får Kunjumol og Ponnamma, de to kvinder på øen til at hjælpe mig. Vi kommunikerer med fagter og smil og det er hyggeligt. Jeg synes det er sjovt, det synes de vist også. Med et par snyde sikkerhedsnåle kommer den til at sidde perfekt. Pyha, det er varmt at være klædt på som en traditionel inder, jeg holder ud i lige længe nok til et billede, så er jeg i bikini igen.

Sathi er vores kok. Han har et virkelig løssluppen forhold til krydderier. Især chili. Maden bliver aldrig for stærk. Men den er dog så stærk at vi griner helt nede fra maven, vi kan mærke at vi lever. Vores smagsløg bliver kickstartet lige fra morgenstunden. Peter morer mig med at at sige ”Du har lige spist en akvariefisk” eller ”Tjek lige at der ikke er en fugleedderkop-pote i en banan du lige har plukket fra bananklasen”.

Og er du en af skeptikerne overfor Indien, indisk mad og baktier så kan jeg afsløre, at alle de sikkerhedsforanstaltninger jeg har medbragt hjemmefra et dansk apotek, i form af ”stoppende” medicin, indtil videre kun har været i vejen i kufferten!

Morgen middag og aften er maden er fantastisk. Frisklavet hjemmelavet ananas- mango- og bananmarmelade. Ananasmarmeladen smager som honning. Vi spiser lokale ris, karry og friske (akvarie)fisk fra floden, det lykkes mig at få lov til at være med til at rense indvoldene ud af min egen frokost, siddende på hug på kanten af floden, sammen med Kunjomol, jeg morer mig og de undrer sig vist. Det er mange år siden jeg sidst har siddet med en ny fanget fisk i hænderne. Our Lands er slowlife.

Backwater er et skatkammer af mad. Overalt hænger der friske mango, kokos, ananas, bananer, jackfruits m.m. Jeg har aldrig set jackfruits før. De ligner ”ananas møder pindssvin”, jeg lader mig fortælle at de kan blive så store at de vejer op til 50 kg.

Vi sover, taler, hviler, sludrer, bader, kikker, tænker, slapper af, griner, spiser og læser. Og forfra. En af de store beslutninger er, om vi skal bære en seng ud i solen, for at ligge på den, eller om det er bedre at tage en af hængekøjerne i skyggen. Alt livet foregår omkring vandet.

Vi sejler en lang tur i kanalsystemerne og ser de lokale fra kanoen. De bader i floden, vasker i floden, leger ved floden, fisker, læser avis. Alle kikker venligt og vinker når vi sejler forbi. Generte børn gemmer sig bag træer, det overvinder de nu hurtigt og løber efter os ”What is your name”.

Vi har også været i den lokale by. Meget larmende, virkelig kaotisk, forvirrende og skøn. Vi var begge glade for at se byen, alene busturen tur / retur med de lokale var en oplevelse. Men især var vi glade for at komme tilbage til roen og stilheden på Our Lands.

”Vil i på en midnatstur i kanoen?”. Prøv selv at forestille dig det. En kano som stille bliver roet frem, et enkelt stearinlys i stavnen, til lyden af fugle og cikader, i total mørke mens lyset fra husene ved bredden spejler sig i vandet. Aldeles magisk og på top 10 over fantastiske rejseoplevelser i mit liv! Ratheesh sagde inden afgang at Bhanu var virkelig dygtig til at ro helt stille. Men vores tur var ikke stille, Bhanu behøvede ikke at gøre sig umage for at ro stille, jeg græd af grin det meste af vejen fordi Peter og jeg havde det så sjovt. Jeg har grinet så meget i dag, helt nede fra maven at jeg (no kidding) har ONDT i mine mavemuskler!!?

Jeg er lykkelig her. Jeg savner selvfølgelig dem derhjemme. Især mine unger. Min datter er på ferie med sin far. Min søn er på Camp True North med 200 andre teenagere. Han har det vist godt. Han skrev til mig i går. ”Mor, jeg må have min telefon 20 minutter hver dag, de 20 minutter er gået nu”…. Jeg tænker at det er et godt tegn?!

Jeg griner så tårerne triller. I det fjerne, på den anden side af floden er der et lam som bræger uafbrudt. Peter har lige råbt til den ”Bare rolig, mor kommer om lidt, schyy”, måske skulle man være her, men det er sjovt.

Kærlig hilsen fra Peter og Michelle,

PS. Vi er IKKE kærester. Vi er rigtig gode venner. Det synes at skabe en del forvirring herude, derfor denne servicemeddelelse!

Se billederne og drøm dig ned til os!