Skrevet
Kære Hr. Ingalls
Nørrebro, d. 11. April 2012.
Kære Hr. Ingalls,
Det går rigtig godt. Jeg tænker tit på dig og alle vores gode minder. Vist var der hårde tider og vi mødte megen modgang, men det var et godt og simpelt liv. Meget har ændret sig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til dig, men jeg vil prøve.
Det er blevet ret normalt, for især kvinder, at få suget fedt ud af røven, for derefter at få sprøjtet det ind i kinderne. Det kvindelige ideal dikterer små røve og store læber, sådan har gud jo ikke skabt os alle sammen, men heldigvis har lægerne udviklet teknologier til at hjælpe os. Pyha. Barbie går rundt her i Danmark i virkeligheden, hun er skilt fra Ken og gift med Erik. Vi eeeelskeeeer at læse om hende. Og Gustav i Junglen. Og Paradise Hotel, Paradise Hotel er mere uhyggeligt end det der hotel i “The Shining”!
Jo, du læste skam rigtigt, lægerne. Uddannede læger. Læger som har skrevet under på lægegerningen og derfor er dedikeret til at hjælpe os i nød og udskrive recepter. Der findes piller mod alt. Sorg, stress, fedme. Heldigvis, så skal man ikke forholde sig så meget til hvordan man har det. Det kan gøre NAS MAND. Historisk set har pillerne vist sig at gøre større skade end gavn, men vi er ikke overbevist endnu. Vi tester det af på en generation mere, især vores drengebørn skal have medicin, så de ikke kravler rundt oppe i træerne!???? Ja…..
Vi er ikke glade for rynker. Heldigvis kan vi fjerne dem midlertidigt, ved hjælp af en lille men smertefuld behandling, vi fylder rynkerne ud med en slags gift, som dræber nerverne i hovedet. Det stjæler også en del af personligheden i de små bevægelser, men det er en lille pris at betale, for at se SÅ ung ud – selvom man er gammel. Vores statsminister har forstået det, hun kan tale om de vigtigste emner, helt uden at fortrække en mine.
Her i Danmark, får 15% af alle ældre noget vi kalder lykkepiller. Det hjælper dem med at blive glade i låget. Det ser ikke ud til at virke efter hensigten, de skal nok have en større dose, især medicinalindustrien er lykkelige. Problemet er, at de ældre er ensomme. De savner selskab og en at tale med. De bor godt nok side om side, men vores kultur har udviklet sig.
Det er fx blevet meget usædvanligt at besøge hinanden uanmeldt. Kan du huske på prærien, der kom vi altid uanmeldt. Så bød vi på hvad vi lige havde, brød i dårlige tider. Det har nu alle dage været god skik at bryde brødet. Mange af de ældre får nu til dags aftensmaden leveret med posten. Kan du overhovedet forestille dig det? Ding Dong, et brev og en pakke krebinetter, det havde Fru Olsen nok ikke set komme!
Jeg elsker at få uanmeldt besøg. Der kommer aldrig nogen. Faktisk anses det for at være skørt. Jeg insisterer på at besøge mine venner uanmeldt, jeg kører selvfølgelig nogen gange forgæves fordi de ikke er hjemme. Men så hører jeg lidt god musik i bilen. Det er nu meget hyggeligt.
Kan du huske hvor vi bøvlede med insekter og høsten som slog fejl. Vi har fundet effektive måder til at gøre agurker helt lige, lave vindruer uden kerner (det er livskvalitet), firkantede vandmeloner (det er meget effektivt når de skal sejles rundt om jorden, ikke så meget spildplads i containerne, det sparer CO2, den med CO2 får du i et separat brev).
Vi er faktisk i stand til at dræbe insekter i flere generationer, ved hjælp af sprøjtegift. Det siver måske ned i vores grundvand og snupper et par fisk med, det ignorerer vi lige lidt endnu. Det er jo ikke alarmerende på nogen måde. Der er jo altid nogle som skriger op, men hvad ved bønder om agurkesalat.
Og mon ikke lægerne snart finder en løsning på at al den barnløshed, som sprøjtegift og kemikalier synes at forårsage. Nogle af stjernerne er begyndt at importere de fattige børn, der slår man ligesom to fluer med et smæk! Brangelina er det helt store forbillede. De har 7 børn fra 14 forskellige lande, så man kan nok forstå at hun står i spagat på den røde løber!
Vi har også fundet en genial måde at holde styr på priserne på råvarer på. Vi lader simpelthen bare kornet blive på lagre, så prisen bliver holdt høj. Ja, de sultne børn i Afrika undrer sig nok, men hvad de ikke ved har de ikke ondt af vel. De har så travlt med at vandre efter vand at de næppe når at læse avisen. Og vi skal jo også være konkurrencedygtige. Vi spiser kød som har været frosset ned i ÅREVIS, ligesom Walt Disney.
Kommer du snart på besøg, det håber jeg at du gør, hvis du ankommer med bus eller tog, så skal du vide følgende. Du skal ikke sætte dig ved siden af nogen, du skal sætte dig på den tomme plads længst væk fra den nærmeste medpassager. Alt andet anses for at være grænseoverskridende og småskørt. Jeg forstår det ikke? Men sådan er det altså. Jeg hilser nogen gange på de andre alligevel, jeg synes det var meget sjovt i starten, efterhånden gør jeg det ikke så tit, mine smil skyder ligesom “ved siden af”. Men jeg kan godt savne det.
Vi har fordelt goderne i verden, så få har meget, virkelig viiirkeliiiig meget og andre har intet, ikke engang vand. Vi har fordelt det ud geografisk smart, så os med meget, ikke behøver at se alt for meget på dem som intet har. Et par gange om året ser vi på dem en hel aften i fjernsynet, så kan det nok være at vi skillinger sammen. Det er en god aften, lidt ligesom juleaften.
Vi vil helst ikke have de fremmede ind i landet, kun da vi manglede arbejdskraft, det gør vi ikke mere. Og en fra deres slægt sprængte to tårne i luften og der går grænsen altså, der er jo ingen som ønsker at ende sine dage, med at få en flyver i hovedet! Så hellere sidde i små overvågede bygningerne og spise hjertet i sænk, hver for sig og følge med i verden på TV. For Guds skyld!
Lige mht Gud tror jeg vi er uenige Charles, jeg har svært ved at tro på at Gud skabte alt, på nær homoseksuelle. Jeg mener, hvis Gud skabte ALT, hvorfor er der så biskopper som insisterer på at homoseksuelle ikke må elske hinanden i Guds hus? Det virker lidt som om religion ikke er fulgt med udviklingen og forskningen, men i stedet bliver brugt til at undertrykke folk?
Der er mange fordele ved at holde fast i u-landene. Dem som intet har, er villige til at arbejde for ufatteligt lave lønninger, til gengæld kan jeg så købe produkterne afsindigt billigt. De fleste produkter bliver fragtet jorden rundt et par gange inden de når mig.
Er det ikke sjovt at tænke på. At jeg spiser tomater fra Spanien, appelsiner fra Sydamerika og går i sko fra Kina? Det er supereffektivt. Der kunne vi slet ikke følge med dengang på prærien. Kineserne kan endda lave æg uden høns, det kunne vi sgu ikke, vel. De putter også melamin i mælken, eller det er vist holdt op med det igen?!!
Nogle lande lider. Nogle befolkninger bliver undertrykt. Tibetanerne, de må sejle deres egen bjergsø, men i Afghanistan skal de ikke sejle i deres egen oliepøl, dem hjælper vi selvfølgelig. Jeg må spørge ind til det, næste gang jeg møder en voksen. Det er lidt pinligt at jeg ikke forstår det.
Regeringen arbejder på gode løsninger. Men hver ting til sin tid, oppositionen skal holdes i skak og der er også et vigtigt issue med nogle rygekabiner. Der er også frisører som vælger at gå på arbejde i høje hæle, det skal vi have stoppet. First things first.
Vi har iøvrigt en enkelt original som minder mig lidt om dig og gamle dage. Han hedder Bonderøven. Vi ELSKER at se på ham i fjernsynet. Originaler er altid sjove. Vi spiser slik i alle regnbuens unaturlige farver, mens vi kikker på hvordan kan lader som om at han ikke har en Netto i baghaven, han insisterer på at plukke fjerene af en fugl, selvom alle ved at IKEA leverer dyner i konkurrence med Dynelarsen. 2 for 999. Jeg ved faktisk ikke hvorfor han er blevet så populær. Men i Kina bliver de også ved med at spise med pinde selvom kniv og gaffel er opfundet. De fleste knive og gafler bliver vel produceret i Kina?
Kineserne har forstået det med at holde styr på en hel befolkning. De kan bygge dæmninger kan du tro! I skrivende stund er det ved at kolonisere Afrika uden at Afrikanerne har opdaget det. Det er edderrådme smart! Kineserne opdrager deres børn efter et tiger mor princip, de kinesiske enebørn kan stave til disciplin før de får deres første violin i fødegave. Vi opdrager vores børn efter et curling princip, de må for guds skyld ikke mærke modgang og væmmelige realiteter, det skærmer vi dem for, koste hvad det vil i X-box og Playstation. Laura og hendes søstre blev vist opdraget lidt midt imellem. Gik det ikke meget godt med dem?
Alt omkring mad er afsindigt populært. Mange mennesker har mistet evnen til at mærke om de er mætte. Ja, det er i sandhed svært at forklare. Men vi spiser simpelthen videre til vi ligner en gæret dej. Vi har det ligesom dejen – lige inden den kollapser. Men så kører vi bare i biler over til Fitnesscentre, der er maskiner vi kan løbe på. Så løber vi side om side, på stedet, det koster lidt, men det er klart mere fleksibelt end naturen. Vi taler ikke sammen mens vi løber. Vi hører musik. Ikke den samme musik forstås, vi er nærmest i vores eget univers. Det er så superhyggeligt. Også der hilser jeg nogengange, så bliver de “bange” for mig. Lidt ligesom når vi gemte os bag et hjørne og råbte “BØH”. Ha ha..
Denne næste glæder jeg mig til at forklare dig. Den er så sjov at tænke på. Ca. Hver anden måned betaler jeg for at få smurt en klistret masse ud på mine ben for at få flået alle hårene ud ved hårsækkene, kan du forestille dig hvor ondt det gør. Det kan du gange med ti, doble op og veksle til italienske lirer, så ondt gør det. Når jeg har fået flået alle hårene af benene ligger jeg mig til rette mens jeg få plukket min øjenbryn med en pincet.
Derfra kører jeg over til frisøren og får flettet langt indisk hår ind i mit eget, det er så dyrt at min far ville gøre mig arveløs hvis han kendte til det. Ja du læste rigtigt. De indiske piger ofrer deres hår til templerne. Efterfølgende bliver det farvet i nøjagtig min farve og flettet ind i mellem mit eget hår. Jeg ved godt at dine døtre havde meget naturligt smukt hår, derfor virker det måske skørt, det er det ikke. Det eneste mit hår kan er ””Rul over og spil død”. Med det indiske hår føler jeg mig hel og lykkelig. Because I´m worth it. Du skulle se noget hår de har i reklamerne. Og nogle rengøringsmidler. Fru Ingalls ville gå i bro af benovelse over CilitBang og nanoteknologien!
Vi bruger afsindigt meget, faktisk det meste af vores tid på, at drømme om morgendagen. Vi venter på et tegn. Der er små tegn overalt, men de er ikke tydelige nok, så vi nægter at forholde os til dem. Når vi vågner i morgen, så gør vi alle sammen det samme som vi gjorde i dag og i går. Uanset om det gjorde os glade, kede af det eller vi følte os tomme. Hvis vi føler os helt tomme er der altid chokolade uden kakaobønner, solarier og plastikblomster. Det virker lidt skørt, det er det naturligvis ikke, men jeg kan ikke lige forklare det, men hvad er sansynligheden måske for at vi allesammen er blevet kollektivt skøre? Lille, ikke sandt.
Brevet er også blevet meget langt. Jeg ville også fortælle dig om Facebook, lightprodukter, omskæring af kvinder, analblegninger, Nordkorea, trafficking, VictoriaMilan.dk og terrorisme. Jeg ville gerne forklare dig hvad det alt sammen er, men det bliver simpelthen for langhåret. Længere end mit indiske hår.
Pas på dig selv min ven. Hvis du får tid til at svare, vil du så ikke skrive dine tanker om og din definition på sund fornuft?
Kh Michelle
PS. Charles, Prøv lige at forestille dig det her. Jeg har mere end 40 par sko!!??? 40 par!!!! De hænger i skabe på væggen, som dekoration, det er så pænt at det har været i boligmagasiner i 7 lande! Der er noget jeg kan være stolt af hva?! Det ER rigtigt. Det ene par alene har kostet 7.000 kr. Skriver syvtusinde kroner. Men de har også 10 cm høje hæle. Faktisk kan jeg bedst lide at gå i bare tæer!!! Ha ha…..
(Jeg ELSKER alle jeres “likes”og kommentarer. Det er min benzin. Tak!)