Tilbage til siden

Skrevet

Sig efter mig, PYT!

I går sendte jeg ruter ud til Running Dinner i morgen lørdag d. 28. juli. Running Dinner går jo ud på, at en masse singler som ikke kender hinanden, spiser hjemme hos hinanden – på kryds og tværs af byen, i hinandens hjem. De laver mad til hinanden, lærer hinanden at kende og smutter videre til næste lejlighed, næste værtspar. Alle er selvfølgelig spændte, de glæder sig. Et par dage inden modtager de en mail fra mig, med info om hvem de skal følges med og hvor de skal spise. De fleste glæder sig til at modtage denne mail, komme i kontakt med de andre og begynde planlægningen. Det forstås.

Igår havde jeg muligvis mildt solstik, i hvert fald havde jeg lavet en fejl. Jeg var kommet til at lave et par med to mænd. Så da de to mænd modtager deres ruteplan, på email, bliver de forbavsede og reagerer de som følger (total opdigtede navne, hø hø)

Svar/reaktion fra Theis:

Kære Michelle. Jeg anser mig selv for at være en åben type. Hvis du mener at Søren er et godt match for mig, så vil jeg bestemt give det en chance. Jeg tænder så vidt vides kun på kvinder. Er Søren feminin? Skulle det bero på en fejl, så følges jeg bestemt gerne med en kvinde :-) Kh Theis.

Svar/reaktion fra Søren:

Jeg vil IKKE følges med en mand!!!!! Jeg har nok ikke tilmeldt mig en dating event for at følges med en af samme køn. Det forekommer mig ærlig talt en smule ustruktureret og jeg forventer at få en forklaring. – Søren.

Søren og Theis skal nu begge følges med en kvinde. Jeg er et menneske. Jeg laver fejl. Denne her var skide sjov hvis du spørger mig. Og Theis. Men ikke Søren. Og det fik mig bare til at tænke over, hvor stort et ansvar vi har over vores eget humør, vores egne reaktionsmønstre.

Kender i denne her situation. I modtager en mail som er sendt fra en fjern bekendt. Mailen er fuldstændig ligegyldig. Den vil sælge dig noget eller, måske leder en gammel kollegas søsters nabos hund efter et nyt hundehus, kan du hjælpe? Mailen er sendt til 325 modtagere, alle emails på samtlige modtagere er synlige i “til” feltet. Så er fanden løs.

Straks kommer der 293 lange vrede sure mails retur. Om spam og spamlovgivning og respekt for andre menneskers tid og privatsvære omkring emails, jeg tænker hver gang, det tager flere minutter at skrive den sure email. Og uendelig meget energi. Det tager under et sekund at slette en email. Slet dog lortet. Slet. Smil. Lev.

Det ville ikke blive kategoriseret som “et problem” i Afrika. Sig efter mig, pyt. PYT PYT PYT. Vandpyt.


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010