Skrevet
Se mig!
”Du har et latterligt stort behov for anerkendelse!”….
Så fik jeg lige den. Den er tilbagevendende. Det bliver ikke sagt på den kærlige måde, jeg modtager det med isende kold luft løbende ned af ryggen. Jeg bliver faktisk ked af det. Som om at der er noget galt med at have et stort behov for anerkendelse. Er der det? Hvorfor?
Og hvad nu hvis man rent faktisk har udrettet noget, gjort noget særligt, gået det lille skridt ekstra, at anerkendelsen faktisk er fortjent. Og hvad hvis anerkendelsen fungere som benzin til at blive ved med at gøre ”det lille ekstra”.
Hvordan har du det med anerkendelse?
Jeg har nu tænkt over det i en hel uge. Jeg har forsøgt at forstå, hvad det er med mig og anderkendelse. Er det for galt? Er det fint? Er det normalt? Er det latterligt? For manden har jo ret, jeg HAR et stort behov for anerkendelse.
Jeg kender ingen som ikke elsker at blive anerkendt. Jeg kender til gengæld mange som ikke tør stå ved det. Så måske er forskellen faktisk så såre simpel, at jeg står ved, at jeg elsker anerkendelse. Jeg tør godt sige det højt, anerkend endelig min indsats, mit væsen, mig.
Jeg gør sjældent de ting jeg gør, alene for at høste anerkendelse. Sådan var det tidligere, det er jeg næsten vokset fra. Men når nu jeg har bedrevet noget jeg er stolt af, så vil jeg sørme gerne roses, ses, høres, aes.
“Se mig” er det mest naturlige for børn at råbe. Men vi voksne må pakke det smartere ind, hvis vi vil undgå at blive høvlet til. Hvorfor?
Til gengæld deler jeg også ros, anerkendelse og kærlighed ud i metermål. Både til “mine mennesker”, men også til dem jeg slet ikke kender. Jeg øser med glæde ud af både ord og handlinger. Måske fordi jeg ved hvor dejligt det føles.
Bt. d.d. 29 aug 2012
Steffen Brandt om Thomas Helmig. Fantastisk. Tak.
