Tilbage til siden

Skrevet

Sommeren 2012

Sommeren er forbi nu, den nærmest fløj af sted. 2012 var min første sommer i 20 år uden udlandsrejser. Jeg ville opleve og nyde en dansk sommer. Det passer ikke helt, for faktisk valgte skat det for mig. De sendte nogle girokort som trumfede og afgjorde sommerens skæbne i Danmark. På et tidspunkt tog jeg til Sverige, der regnede det mere end her! Det skulle man ikke tro muligt, men det er sandt! Det griner vi af om 100 år! Måske.

Det evige minde fra denne her sommer vil handle om M&M. Om kærlighed. Om at finde det som føles som mit evige ståsted. Jeg har spillet kærlighedtetris på eliteniveau i årevis. Jeg stablede og stablede klodser. Kæmpede for ikke at ramme loftet og kollapse. Endelig fik jeg den brik, som fik alt det gamle rod til at forsvinde ud af skærmen. Helt ren skærm. Forfra på smukkeste vis. Ro. Tænk at sidde aften efter aften, og kikke ind i øjnene på en mand og tænke, – gid han aldrig holder op med at tale, -gid han snart fyldte rundt, så kunne jeg holde en tale, og fortælle hele verden, at han er det fineste menneske jeg nogensinde har mødt. Det fineste menneske jeg nogensinde har mødt.

Og så den fjollede. Jeg drak mig hønefuld. Kl. 16. Jeg fik den geniale ide at løbe en promilletur. Midt i min omklædning til løbetøj blev jeg tacklet og festen sluttede på et køkkengulv. Nøgen. Jeg vågnede (på køkkengulvet med dyne på), da aftensmaden blev serveret kl. 22.30. Lammefilet til perfektion, lækre salater og andet tilbehør, alt sammen drysset med kærlighedskrymmel, tilberedt mens manden tålmodigt trådte henover mig. Jeg har set billeder. Det var ikke yndigt. Det griner vi af allerede nu.

Og så var der bilen. Sommeren 2012 valgte min bil at begå selvmord på en polsk motorvej. 3 uger efter jeg betalte det sidste afdrag på 6.000 kr. Dagen efter jeg fik skiftet lidt blandede dimser på den – for 17.000 kr dimser helt nøjagtigt. Men, måske ville den bare ikke til Polen, den smed al olien, hostede lidt inden den blev kvalt. “Kaput”, sagde manden til min mor. Der stod min elskede mor sammen med min elskede datter, i 10 timer på polsk lortemotorvej og tyggede drøv på lidt morgenmad fra færgen.

Nu er jeg SÅ GLAD for min cykel, vi kommer hurtigt langt omkring. Desværre har min cykel et uafklaret kompliceret forhold med en regnbyge som stalker os. Bilen er bugseret til et værksted på Jagtvej. Jeg leger struds. Jeg har ikke ringet til værkstedet endnu, jeg tør ikke høre hvad det koster at få den fikset. På et tidspunkt ringer de vel til mig? Det griner vi af om 100 år og i mellemtiden er jeg begyndt at spille lotto.

Et andet gennemgående tema for sommeren 2012 bliver savn. Jeg har endnu ikke haft alle samlet omkring mig på en gang. Av. Jeg savner konstant enten min søn, min datter eller min kæreste. For når min søn kommer hjem så er min datter lige gået, når min kæreste kommer hjem så er min søn lige gået. Jeg er delekvinde. Jeg deler mit liv og mit hjerte og mit hjem med to børn og en mand. Manden hører til en anden matrikel hvorpå der også bor to børn. Så vi flytter os. Frem og tilbage. Jeg synes det er pissehårdt at rykke frem og tilbage i en taske. Og jeg tænker meget over, at det er så det jeg konstant byder min børn. De flytter sig en 11/3 ordning. Det har det gjort i hhv 12 år og 4 år. Jeg er på tredje måned og jamrer. Det vil jeg spekulere over altid og nok aldrig rigtig grine af, ikke engang om 100 år.

Her sidder jeg helt alene, onsdag aften. Jeg nyder det. For i morgen kommer min datter hjem. I morgen kommer min søn hjem. Fredag kommer min kæreste. Lørdag skal vi op til min storebror.  Sommeren er forbi nu. Den nærmest fløj af sted. Tak for en fantastisk sommer. Fyldt med især regn, savn, latter og kærlighed.

Kom til foredrag med Michelle og hør hele historien. Få svar på dine spørgsmål til Michelle. København 24. aug, Århus 23. aug eller Odense 30. aug, klik her for info!

(Vi blev fotograferet (mellem to byger), af fantastiske Tine Harden)

Jeg bliver ALTID utrolig glad for jeres likes, kommentarer og når i deler min blog. Det er min benzin til at skrive videre. Så del meget gerne, så er jeg glad og taknemmelig. Kh Michelle


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010