Skrevet
Den halve sandhed
I forgårs blev jeg interviewet til iForm, om mit syn på, om kvinder tør stå ved deres succes. Vinklen på artiklen var, at det er meget svært for mange kvinder? Jeg svarede noget a la: Jeg tør godt. Men det har jeg ikke altid gjort. Indtil for ca 5 år siden, så ville jeg lyve om hvordan jeg havde opnået resultater. Eller i hvert fald kun fortælle den halve sandhed.
Fx så kontaktede jeg tit alle mulige mennesker, i et forsøg på at finde nye samarbejdspartnere, nye muligheder. Når det så lykkedes, så i stedet for at stå ved, at det havde været hårdt arbejde, og at jeg havde været virkelig aktiv og udadfarende for at få det til at ske, så ville jeg i stedet sige fx “Tænk engang, ved du hvem der kontaktede mig i dag?”
Jeg var simpelthen flov over at jeg opsøgte gud og hver mand, i et forsøg på at nå mine mål. Hvis “de” kontaktede mig, var det ligesom mere “rent”. Derfor tog jeg ikke æren for min egen ihærdighed.
Men, det holdt jeg op med for et par år siden. Primært fordi jeg synes jeg var et dårligt forbillede for andre iværksættere, som (hvis de troede på mig) ikke forstod hvor meget man rent faktisk skal kæmpe. Jeg valgte i stedet, at jeg ville være PAVE stolt af mine selvskabte resultater. Jeg begyndte at stå ved det.
Men…
Min mor er på ferie. Hun sendte igår en mms fra ferien med et skønt billede. Igår aftes i karbadet svarede jeg hende. Jeg skrev (nærmest i punktform) om hvor god en dag jeg havde haft, hvor godt det gik med bogudgivelse, foredrag, bestyrelsesarbejde, kærlighed, unger og så lige en kårring i Femina i dag, som en af landets 100 mest banebrydende og inspirerende kvinder. En remse om succes til min mor. Uden filter. Hun er jo min mor.
Jeg havde skrevet noget a la det samme på Facebook. Men der var alligevel forskel. Her er hvad jeg skrev på Facebook:
“har haft den mest blærede dag EVER rent karrierewise. Fanfuckingtastisk god nyhed i Runningdinner.dk regi. 4 foredragsbookinger idag alene (8 forespørgsler) og sidst men ikke mindst, totalt blæret og inspirerende møde på Rice. Jeg blev klædt på til at begynde mit bestyrelsesarbejde. Jeg er pavestolt. Rice er forbilledlig på så mange områder. Til gengæld måtte teenager bestikkes til at hente lillesøster 4 sekunder i sociale myndigheder og vi har spist aftensmad i IKEA..”
I modsætning til beskeden jeg skrev til min mor, har jeg på Facebook husket at gøre opmærksom på, at nok havde jeg en god dag karrieremæssigt, til gengæld haltede jeg en del som mor. Bare så læseren ikke fik brækfornemmelser af for meget succes. Vi er jo i Janteland.
Men ved i hvad. Det passer ikke. Efter jeg havde sendt mmsen til min mor, fik jeg en sms tilbage fra min mors gode veninde, som jeg kender GODT og elsker. Hun vil mig ALT GODT. Hun skrev “Nej hvor er det fedt for dig, jeg er glad på dine vegne”. Min mor havde nemlig sendt det billede til os begge to, og på iPhone havde jeg uden at vide det sendt min sms til både min mor OG min mors veninde.
Og sekundet det gik op for mig, tænkte jeg PIS PIS PIS… Jeg ville ALDRIG have skrevet sådan til andre end min mor. For jeg er jo i virkeligheden (på min egen skala), PISSE BANGE for Janteloven. Jeg kender den kun alt for godt. ALT FOR GODT! Jeg blev presset over at andre end min mor havde set den sms.
Nu fik jeg jo kun kærlighed retur fra min mors veninde, men det gjorde mig bare SÅ opmærksom på, at jeg (selvom jeg buldrer frem og kæfter op om antijante), faktisk stadig (på min egen skala), tager helt vildt meget hensyn til, at jeg ikke må træde folk over tæerne. Ikke for meget succes af gangen. Folk bliver sure!
For her er sandheden om igår. Ja. Benjamin tog Kamille med hjem fra skole, men velkoordineret og i god tid. Og ja, så kørte vi i Ikea (hvor vi spise aftensmad), men vi var der primært fordi at Benjamin, når vi skal flytte over til min kæreste d. 1. dec på Frederiksberg, får sin helt egen lejlighed på 80 kvm, på 2. sal oven på os.
Og vi hyggede os med at kikke på sofaer og lamper og tale om, hvordan Benjamin ønsker at indrette sig. Det var afsindigt hyggeligt. Vi tog os god tid og købte de første ting til drengens første “eget sted”. Han er kun 14 år OG BARE der ikke er nogen som bliver “sure” over den sindsyge luksus det er, at han får sin helt egen lejlighed (oven på os).
Bagefter gik vi alle 3 i Toys´R´us. Kamille fylder 6 år om 2 uger. Jeg gik i hælene på Kamille i en time, og hjalp hende med at lave den perfekte ønskeliste til hendes fødseldag. Jeg skrev sirligt en liste så lang, over alle de lyserøde dimser hun ønsker sig. Total overskudsmor.
Jeg ikke bare nedtonede det på Facebook opdateringen. Jeg forvrængede det faktisk af hensynsbetændelse. Jeg var bange for, at i allesammen ville BRÆKKE jer, hvis jeg på en og samme dag, havde været en kæmpe succes som både mor og karrierekvinde. Jeg vil jo helst ikke have at i får mig i den gale hals, eller endnu værre, kaster mig op!
Alt det gik op for mig, igår aftes i mit badekar. At jeg tør godt flage succes med den ene hånd, bare jeg flager det modsatte med den anden hånd samtidig. Hvorfor?
Journalisten som interviewede mig til iForm, udbrød, da jeg beskrev hvordan jeg tidligere havde løjet om hvordan jeg havde opnået min succes, “Sådan gør jeg stadig!“. Så sagde jeg til hende, at det skulle hun lade være med. Blot for at konstaterer, at jeg gør det stadig selv.
Hvorfor?
Og ved i hvad. Denne her blog er nok den sværeste jeg har skrevet. Jeg er pissebange. Hvorfor?