Skrevet
Hensynsbetændelse…
Jeg lider også af det. I ret mild grad heldigvis. Men netop den milde grad af hensynsbetændelse som jeg lider af, gør at nogle af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig, aldrig bliver fortalt. Jeg vil ikke udstille andre mennesker offentligt. Det er ikke klædeligt. Jeg gider heller ikke at gå i offerrollen, det er heller ikke klædeligt og den bringer intet godt med sig.
Der er også altid den risiko at det man siger, kommer til at fremstå som “hævn”. At man ytrer sig for at skade modparter, selvom det faktisk slet ikke er hensigten. Og deraf opstår hensynsbetændelse..
Nogle af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig, kan jeg ikke tale om, sætte til debat, uden at beskrive selve erfaringsgrundlaget. Hvad gør man så, når man ikke vil hænge modparten ud?
I sidste uge udvandrede jeg grædende fra et møde, fordi jeg blev behandlet afsindigt dårligt og respektløst, endda et sted hvor jeg fortjente stor anerkendelse og BLOMSTER. Jeg har siden fået både blomster og skriftlige undskyldninger. Mange kunne lære noget af den historie, men jeg vil ikke hænge nogen ud og dermed skade en god sag. Derfor får i aldrig andet end brudstykket her.
Det irriterer mig. Dels fordi der er vigtig læring, men også fordi jeg ikke bryder mig om, kun at skrive om når jeg er glad. Det er jeg ikke altid. Den dag var jeg frygtelig ked af det og løb i flyverskjul i min kærestes arme.
Helt tæt på, har jeg også mistet mennesker jeg holdt meget af, måske pga Janteloven, jeg skriver “måske” fordi jeg faktisk ikke forstod hvad der skete. Andet at det efterlod et tomrum, et savn og en masse ubesvarede spørgsmål. Men igen, jeg vil ikke hænge nogen ud. Så jeg, som ellers skriver om hvad jeg har på hjertet, holder kortene tæt ind til kroppen.
Det betyder at jeg, modvilligt, ligger under for et uskrevet regelsæt, som jeg i bund og grund foragter. Vi skal sige de svære ting højt, opmærksomhed på taburiserede emner er ekstremt vigtigt. Men hvor går grænsen? Hvad er rigtigt, hvad er forkert?
Og nu forstår jeg godt at jeg har pirret nysgerrigheden, mht de to ting jeg nævner herover, men det er ikke dem som denne her (forhåbentlige) debat skal gå på. Jeg ønsker at høre jeres syn på, hvor går grænsen, hvad kan man tillade sig at ytre sig om og hvornår er det bedst at tage hensyn.
I de to sager jeg skriver om her, har jeg jo allerede besluttet mig for hensynet, selvom det faktisk er pissefrustrerende..
Hvad synes du?