Skrevet
Der var engang
Da jeg blev alene med Benjamin (for 100 år siden), blev jeg pludselig virkelig bekymret for om jeg var en god mor. Om jeg kunne klare det ansvar alene. Jeg blev tvingende opmærksom på at ansvaret nu var mit og det skræmte mig. Jeg læste 50 selvhjælpsbøger på 10 minutter, i et latterligt og desperat forsøg på at blive klædt på til opgaven. Jeg kan intet huske fra de bøger, på nær en eneste lille historie. Den bed sig fast.
Den lille historie har til gengæld hjulpet mig tusinde gange siden, og når jeg simpelthen ikke forstår et andet menneskes handling, tænker jeg på den. Den handler om 2 familier, familie A og familie B, og i begge familier spiller de tennis.
Hos familie A mødes man hver søndag kl. 10 i en fin klub. Man kommer ikke for sent, det er en æressag. Man kommer i hvidt tennistøj og det er vigtigt at have udstyret i orden. De spiller en klassisk turnering på point og med dommer, der er stor anerkendelse til den som vinder. Efter turneringen spiser de frokost sammen og sludrer. Familien elsker deres tennissøndag.
Hos familien B spiller de også tennis hver søndag. Næsten hver søndag i hvert fald. Det foregår i den lokale park med picnictæpper og madkurve. Man kommer når man vågner og det gør faktisk ikke så meget om man lige har husket sin ketcher, det er alligvel den som kommer med den sjoveste hat på, som vinder. Familien elsker deres tennissøndag.
Familien A har en søn og familien B har en datter. En dag da begge børn er voksne, møder de hinanden og forelsker sig. De er vilde med hinanden og nyder hinandens selskab, deres forhold er nemt og ukompliceret indtil den dag, hvor en af dem foreslår at de skal spille tennis. Pludselig er de rygende uvenner og de forstår begge ikke, at den anden kan finde på at opføre sig så hensynsløst.
BUM…. Det forklarer mange situationer ik? Og hvis man VIL have ret, så giver man samtidig en anden uret, og nogen gange har begge måske bare ret, set fra hver deres meget forskellige perspektiv?
Og kender i den om indianeren som fortæller historier i bålets skær hjemme i lejren. Han fortæller at der findes en kamp inde i alle mennesker, han kalder det “Kampen mellem de to ulve”. Den ene ulv er grådig og misundelig, den bliver aldrig tilfreds, den er mistroisk og lever på evigt vagt. Den anden ulv er mild og tilgivende, fuld af empati og kærlighed. De to ulve kæmper. Børnene ved bålet spørger spændt den gamle indianer, “Hvilken ulv vinder?”, den kloge gamle indianer svarer, at det gør den ulv man fodrer.
This one goes out to Karen……
