Skrevet
Hvis jeg var arbejdsløs..
Ja.. Det må jeg forholde mig til, når jeg ofte “tordner” mod, at alt for mange bliver forsørget af staten. Og når vi nu VED at der ikke er jobs til alle, ja hvad ville jeg rent faktisk gøre!? Det har jeg tænkt meget over de sidste par dage. Jeg betaler så mange penge i skat. Virkelig afsindigt mange penge, når jeg pipper lidt om at jeg føler jeg betaler for meget, så får jeg af vide at jeg ikke er solidarisk. At skatten jo bærer samfundet.
Men ind i mellem bliver jeg faktisk modløs, når jeg føler at jeg knokler, tager chancer, er væk fra min børn, tænker så det knager, er søvnløs og smøger ærmerne op igen. Og igen. Jeg kan blive modløs, fordi jeg simpelthen føler at jeg får for lidt ud af min indsats. Først moms, så skat, så afgifter – så kan der ind i mellem komme en snigende fornemmelse, af at være en lille smule til grin. Jeg kunne sgu da bare lade være? Den følelse ryster jeg så af mig, det er mig alligevel for absurd.
Økonomi har alle dage været lidt af en gåde for mig. Jeg forstår det ikke. Jeg er ikke god til det. Min husleje er som udgangspunkt en uforudset udgift hver måned. Ægte. Når jeg taler med min meget pædagogiske revisor Anders, eller min meget tålmodige bankdirektør, Arne, så tror jeg nogengange at de tror, at jeg tager pis på dem. Det gør jeg ikke. Min løsning har altid været at arbejde lidt mere, tjene lidt flere penge – og give 3/4 af det tilbage til staten.
Jeg føler faktisk at jeg er et meget solidarisk menneske. Jeg vil afsindigt gerne bidrage til fællesskabet. Jeg vil afsindigt gerne løfte for en som ikke kan. Men når jeg kikker mig omkring, føler jeg alt for tit at jeg løfter, faktisk SLÆBER, for rigtig mange, som set herfra – GODT KAN – selv. Og så kan jeg godt blive modløs. Hvad har jeg gang i? Hvad har Danmark gang i?
“Jamen du lever jo i et velfærdssamfund Michelle”.. Ja det gør jeg. Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg ikke specielt imponeret. Mine børn går på en privat friskole, fordi de skoletilbud jeg havde i Københavns Nord Vest kvarter, ikke levede i nærheden op til de ambitioner jeg havde, på mine børns vegne, for en velfungerende skolegang. De går på en rigtig god skole, jeg er glad. Jeg er så glad at jeg betaler for det selv.
Da jeg var alene med begge børn, og vågnede møgsyg op midt om natten med høj feber, kunne jeg ikke få lægebesøg. Jeg skulle tage til lægevagten på Bispebjerg. “Jamen min datter på 1 år og min søn på 9 år ligger og sover?”. Ærgerligt ærgerligt. Så ringede jeg efter den private vagtlæge og betalte 2000 kr (igen) for at få en læge til at komme til mig. Det er da velfærd. Dobbelt financieret så vidt jeg lige kan regne ud?
Jeg var med min søn til bøjletandlægen, som medgav at det var da de skæveste tænder verden endnu havde set, men at jeg selv skulle betale de ca 50.000 kr for bøjlen, da drengen jo godt kunne tygge…. Nå… Jamen så kan drengen da bare holde sig for munden resten af sit liv, hver gang han smiler, fordi han er flov over sine tænder. Nu har han bøjle på!
Er det det velfærdssamfund vi er så stolte af. Og alle dem som faktisk får hjælp, er de glade og taknemmelige for den hjælp de får, eller læser vi primært om at de får for lidt? Og kan det virkelig passe af 2.2 mill danskere er uarbejdsdygtige? Jeg har siddet på en cafe hele dagen og arbejdet. Her er STUVENDE fyldt. Hvorfor er ALLE de mennesker egentligt ikke på arbejde. De fleste børnehaver og skolegårde i København er tømt for børn inden kl. 16 hver dag. Hvorfor skal alle de forældre ikke på arbejde.
Selv mig, som økonomisk analfabet kan da regne ud, at det ikke kan lade sig gøre?
Hvis du godt kan arbejde, men ikke forsøger, så betaler jeg med min tid væk fra mine børn, er DET solidarisk?
Og når jeg læser at “de rige (svin)” flytter til Schweitz og at Saxo.dk fremover modtager ordrer fra et land med en moms på 5%. Så er jeg sgu i tvivl om hvem der er den klogeste, mig eller dem….!?
Nå men hvad så hvis jeg var arbejdsløs? Hvad ville jeg så gøre? For jeg kan jo godt læse i aviserne at det er ret håbløst. Og hvergang jeg ytrer mig om hvor hårdt det er at være uden arbejde, bliver jeg slagtet. Så hvad ville jeg reelt selv gøre? Det der med håbløst, det ville jeg så aldrig lade mig spise af med. Så her er et par af de ideer jeg ville føre ud i livet, hvis det var mig som stod uden job.
Jeg ville søge trøst hos mine nære, jeg ville græde ud i min kærestes arme, ringe til min mor, men jeg ville ikke brokke mig. Jeg ville vide at det var mit, og ikke statens, ansvar!
Jeg ville lave en lille taskforce sammen med 5-6 andre arbejdsløse. Jeg ville lave min egen lille gruppe af “ihærdige arbejdsløse”. Sammen med dem ville jeg dedikere minimum 2, helst 4 dage om ugen til at gøre noget ekstraordinært. Noget som hjalp nogen. Noget som gjorde mig glad. Noget som gjorde at jeg følte mig duelig. Noget uselvisk til nytte for andre.
Jeg ville, sammen med min lille taskforce af “Ihærdige arbejdsløse”, ringe på døren hos forskellige institutioner og spørge om jeg måtte gøre hovedret i deres puderum. Vaske alt ned, ryste puderne fri for støv. Jeg ville skrive til diverse malerproducenter og spørge om de havde noget maling mig og mit lille hold måtte få. Så ville jeg tage det med under armen og spørge på institutionerne, om de kunne tænke sig en stribet væg. Jeg ville nyde at aflaste nogle pressede pædagoger. Jeg ville forsøge at gøre mig ekstremt synlig, for alle de forældre som kom for at hente og afleverer deres børn, de repræsenterer allesammen arbejdspladser = netværk.
Jeg ville tro på at min projekt vakte opsigt. Jeg ville skide på om man må ringe på uanmeldt udenom en eller anden offentligt instans, jeg ville ikke spørge nogen om lov, kun dem i døren. Og blev jeg afvist, så ville jeg holde modet oppe sammen med de andre, og ringe på en anden dør.
Jeg ville sætte sedler op på lygtepæle og skrive at vi “De ihærdige abejdsløse” samlede soveposer og andet gavnligt for hjemløse ind. At vi ville tillade os at ringe på døren på søndag i løbet af dagen og hente de soveposer, og når jeg hentede soveposerne ville jeg med et glimt i øjet afleverer mit C.V.
Jeg ville skrive på Facebook “Jeg er en ihærdig arbejdsløs som gerne ville have et job. Indtil jeg lander mit job vil jeg gerne hjælpe dem som har pissetravlt fordi de knokler. Hvis du har et godt netværk, har mod på at tale lidt med mig om mine muligheder, skal jeg så ikke lave mad til dig og din familie en af dagene. I betaler råvarer, jeg serverer noget lækkert? Skriv til mig. Jeg vil helst lave mad hos nogen som har forstand på (Hvad end du gerne vil arbejde med)….
Jeg ville fuldt og fast tro på at jeg ville vække opsigt. Jeg ville fuldt og fast tro på at jeg ville være glad og stolt undervejs. Jeg ville fuldt og fast tro på at jeg ville skabe opmærksomhed nok til at få et job, snart.. Jeg ville vide at jeg i ventetiden gjorde en forskel. Jeg ville ikke være for fin til at lave noget andet end det jeg lige havde forestillet mig – i ventetiden.
Jeg ville “strikke tøj” til alle lygtepælene foran Christiansborg. I flotte farver. Så alle dem som skulle varetage min interesser ville smile på vej på arbejde, fordi skiltene havde pænt tøj på. Jeg ville tage billeder af mine værker og sende dem til relevante mennesker. Jeg ville more mig mens jeg gjorde det. Jeg ville sende breve uden porto og uden afsender, så modtager fik strafporto. Jeg ville starte med at beklage strafportoen og sige at jeg gerne ville arbejde min gæld af.
Jeg ville bage kager til et plejehjem. Jeg ville gøre alt muligt og umuligt.. Jeg ville ALDRIG bare sætte mig ned, og forvente at andre greb mig, når alle mine lemmer faktisk var funktionsdygtige. Og det er ikke noget jeg bare siger. Det er noget jeg rent faktisk ville gøre.
Heldigvis har jeg lavet det store fodarbejde, så jeg har et kæmpe solidt netværk i dag. Det netværk er bygget op af lige del mod og ihærdighed. Jeg beklager slåfejl og kommabøffer, det har jeg sgu ikke tid til at hænge mig i. Jeg skal videre..
Hvis jeg var arbejdsløs, ville jeg få et arbejde. De mest ihærdige er aldrig arbejdsløse. Bum. Hvis jeg blev syg ville jeg nyde velfærdsstaten…..
PS. Hvis du er en potentiel “De ihærdige arbejdsløse” – så må du få min ide kvit og frit. Og skulle der være en gruppe ihærdige arbejdsløse som vil aflaste mig lidt med at lave aftensmad, så handler jeg sgu ind til en blæret middag. Knus.
KOM OG HØR MICHELLE HOLDE FOREDRAG om livsmod og handlekraft.