Skrevet
Kære Thomas
Kære Thomas,
Tak for din mail, tak for din interesse. Måske misforstår jeg, men jeg fornemmer et slet skjult hån i sætningen “Så jeg tænker på Michelle, hvordan hjælper DU andre mennesker til at opnå det de ønsker?” – men jeg kan jo tage fejl.
Egentligt så tænker jeg, at jeg slet ikke skylder dig, at retfærdiggøre mig selv, ved at liste op hvad jeg går og gør. Men siden at du ikke er den eneste der spørger, langt fra endda, så får du nu et svar. Det var min første kronik nogensinde i søndags, jeg vidste ikke at jeg i den grad skulle “retfærdiggøre” at jeg tillod mig at åbne munden, før jeg åbnede den. Det burde jeg måske have regnet ud? Så blev jeg klogere, det er altid rart. Måske er min naivitet min største styrke?
Her er en lille oversigt over nogen af de ting jeg gør, uselvist for andre mennesker, for at hjælpe dem. For at undgå misforståelser, må jeg hellere allerede nu indrømme, at det ikke er helt uselvisk, idet jeg nemlig har opdaget, at jeg faktisk får det rigtigt godt selv, når jeg hjælper andre. Jeg håber det er ok? (med et glimt i øjet)
Jeg vælger at skrive “Glimt i øjet”, fordi jeg i søndags lærte, at en kronik som er skrevet med afsindigt meget glimt i øjet, kan blive læst helt uden at glimtet skinner igennem, det kan være ret fatalt for stemningen. Derfor skriver jeg det tydeligt her. GLIMT I ØJET. Nogen jeg holder meget af iøvrigt.
Jeg er ambassadør for Julegaveregn på 4 år. Vi samler penge ind hvert eneste år for at sikre, at børn på danske børnehjem får en ordentlig julegave. Jeg mener at huske at budgettet er på 150 kr pr barn. Vi samler ind til vi sikrer at børnene får for omkring 1.000 kr. De børn savner så meget i forvejen, det mindste vi kan sikre, som velfærdsland, er at de får en ordentlig gave at åbne og glæde sig over. Det er jo jul!
Jeg er også ambassadør i Klub100 for Røde Kors. I den sammenhæng har jeg lavet en hel del events, hvor jeg bidrog med ideer og tid, ulønnet naturligvis. En ret tung (og berigende arbejdsindsats, efter mit almindelige arbejde, når egne unger sover). Det var bl.a. i det regi at jeg opfandt konceptet Überbanko, du kan google det hvis du har lyst? Überbanko har vel i skrivende stund samlet ca 2 millioner kr. ind til velgørende formål. Alt i alt har jeg været involveret i projekter som i alt har samlet mere end 6 millioner kroner ind, det er jeg ret stolt af. Jeg bliver iøvrigt inviteret til Roskilde Festivallen hvert år af Klub100, så jeg ved ikke om jeg så må være stolt af mit engangement her, eller om jeg i virkeligheden bare “rager til mig”?
Det er iøvrigt en gængs opfattelse, at jeg udelukkende skriver som jeg skriver, fordi jeg aldrig har været arbejdsløs. Ellers kunne jeg umuligt være så “ufølsom”! Jeg har en slags sort bælte i at være arbejdsløs. Jeg skal sige dig, jeg blev kylet ud af gymnasiet i maj måned i 3.g. Virkelig tumpet. Jeg gik op i fuldt pensum, alle fag og bestod, det eksamensbevis lukkede vist flere døre end det åbnede! Jeg har prøvet ikke at have penge til mad til min søn og jeg har før drukket kaffe med fogeden.
Jeg har også sort bælte i at blive fyret. Jeg har haft alle tænkelige jobs, handicaphjælper, køkkenassistent, bartender, telemarketing, oldfrue, vikar, medhjælper. Jeg ved godt at det må være slet irriterende, men jeg fik det sgu ikke serveret på et sølvfad. Runningdinner.dk var iøvrigt min 3. virksomhed, de 2 første måtte jeg lukke, jeg var ikke dygtig nok. Min succes, hvis man kan tale om en sådan, er bygget på et solidt fundament af nedtur…
Jeg tror iøvrigt at det er de færreste som har gavn af at falde ind i en offerrolle. Personligt prøvede jeg det af i forbindelse med min skilsmisse. Jeg blev mere og mere miserabel og federe og federe, mens jeg fordelte skyld på alle andre end mig selv. Jeg fandt ud af, for mit vedkommende, at handlekraften kom igen da jeg tog ansvaret. Det er det der er så fint med at tage ansvar, at handlekraften kommer lige i hælene. I stedet for at tude og æde – løb jeg en maraton.
Det er meget få mennesker, som udretter store mirakler, ved at gøre som de plejer. Derfor er jeg stor fortaler for at gøre noget nyt. Det var vel primært det den Kronik handlede om, for mig.
Tilbage til oversigten, over hvad jeg gør.. Der er Kvinder for indflydelse. Efter 3 år i Kvinder for indflydelse, under mellemfolkeligt Samvirke, har jeg netop trukket mig fra mit arbejde der. Kvinder for indflydelse arbejder for at hjælpe stærke kvinder i Afrika. Vi tror på at vi ved at styrke de stærkeste lokale ressourcer, kan hjælpe MANGE i de lokale områder. De første par år koncentrerede vi os om Zimbabwe, inden vi skiftede til Kenya. Jeg har været i begge lande, på egen regning naturligvis, for at besigtige de forskellige projekter vi har støttet. Det har været forrygende og lærerigt. Det kan du også google, det ret spændende.
Jeg tænker iøvrigt over, når det bliver påpeget, at min kronik var for unuanceret. Det kan der være noget om. Men dels er man jo fastlåst af x antal anslag, desuden er der jo den fare på lur, hvis man tager 17 forbehold og nuancerer løs, at man ender med at sige ingenting, det er der MANGE, som er meget bedre til end mig!?
De seneste 3 år har jeg hvert år kørt en koncept som hed Projekt2011, Projekt 2012 etc. Det gik i al sin enkelthed ud på at jeg tog 10 nystartede selvstændige kvinder “under vingerne”, gratis naturligvis. Jeg inviterede dem på frokost 10 gange på et år. Satte en hel dag af, de fortalte om deres udfordringer, jeg lyttede og hjalp hvor jeg kunne, åbnede mit netværk for dem. Delte ud af mine 20 års erfaring som selvstændig. Nogen af dem har skabt sunde spændende virksomheder, nogen af dem klarede den ikke. Helt sikkert er det at de dage som jeg (og de) investerede i det projekt, aldrig kommer dårligt tilbage. Det var så berigende.
Nåe ja, så er der alle de der hverdagssmåting. Du ved, dem hvor man aflyser et møde, fordi man ser en fremmed mand komme LØBENDE med en kuffert, og vælger at stoppe og køre ham i lufthavnen så han kunne nå sit fly. Han skrev til mig et halvt år efter, det havde taget ham et stykke tid at spore sig frem til mig. Han ville bare sige tak.
Eller der hvor man stopper bilen og bruger en halv time på at samle grøntsager op fra gaden, fordi en stakkels grønthandler er væltet med sin palleløfter, og hele hans dagsomsætning ligger spredt ud over gaden. Det er jo nemmere når flere hænder hjælpes ad. Derfor fik jeg også alle dem som stod i kø ved posthuset, og ventede på at det åbnende, til lige at hjælpe. Mange hænder løfter bedst. Ik?
Eller den gang jeg gav min eneste nøgle til min lejlighed, til 6 hjemløse gadegøglere fra Rumænien, fordi de ikke havde et sted at bo. Jeg inviterede dem til at bo hos mig i en uge. Det er nok det mest uselviske jeg nogensinde har gjort, lige den er jeg også ret stolt af. De var afsindigt søde, jeg lærte meget den uge.
Jeg finder det egenligt lidt usmageligt at jeg skriver denne her liste, men jeg er jo kun et menneske, jeg har i dagevis undertrykt trangen til at forsvare mig selv. Jeg ved at mange vil finde det patetisk, det er det måske også. Men samtidig synes jeg at det er vigtigt at folk tør blande sig i den offentlige debat, det er vel fundamentet for demokrati, hvis vi skal skrue helt op for de store sluser.
Når jeg så i dagevis bliver sat i bås med det 3. riges kommunikation, hvilket i mine øjne er helt grotesk, så begynder der at komme små huller i den teflondragt jeg eller havde iført mig. Så får man faktisk behov for at beskytte sig, hvad synes du? Uanset hvor meget usynligt teflon og kevlar jeg har iført mig, så er det ubehageligt at blive kaldt en klam fed kælling mm.
Nåe ja, så var der dengang jeg sendte 6.000 kr. (eller var det 8.000 kr) til en fremmed på Facebook. Hun beskrev sin situation i en status update og jeg fik lyst til at hjælpe hende. Jeg skrev at hun kunne se pengene som et lån, et lån uden deadline og renter. Jeg skrev at jeg var glad for at hjælpe, for det var jeg, hendes situation mindede mig om en situation min mor engang stod i, med 2 børn (min bror og jeg) i hånden og ingen penge og ikke flere muligheder. Det var virkelig tilfredsstillende at sende hende de penge. Jeg havde ikke selv mange penge på det tidspunkt, men jeg havde nok. Min mor fandt iøvrigt en udvej. Selv. Det lå ikke i kortene.
Der var engang en som skrev på Facebook at hun manglede en fjernsyn, så skruede jeg mit ned i soveværelset og fik det leveret ud til hende. Men det var næsten for nemt, så jeg ved ikke om den tæller?
Så tager jeg selvfølgelig praktikanter ind år efter år, selvom det er faktisk er meget krævende for mig. Men det skylder vi jo dem som har brug for at få fingrene i dejen. Hvert år lover jeg mig selv at det var SIDSTE gang, fordi det er virkelig krævende for mig, at agere chef for nogen, men året efter står der nogle skønne unge mennesker og VIL SÅ GERNE, så gør jeg det jo igen.
Var det det du mente? Har jeg retfærrdiggjort mig selv nok nu, ellers må du lige skrive igen, så skal jeg nok lave en længere liste. Jeg bilder mig nemlig ind, at jeg har gjort (og gør) mere end de fleste. Jeg forstod bare ikke før i søndags, da kronikken udkom, at man på den måde skal retfærdiggøre sigselv, for at have en politisk holdning til fx arbejdsløshed og placeringen af ansvaret omkring arbejdsløshed.
Hvis du stadig er frustreret, kan du måske glæde dig ved tanken om dengang, hvor jeg gennem en lang periode inviterede alle mine naboer (ca 20 + børn) til aftensmad hver mandag. Michelles Madmandage kaldte jeg det. Jeg havde overskuddet og de var alle småbørnsfamilie med fuldtidsjobs. Vi fik spaghetti og hurra, det var ikke det store kulinariske, men det var hyggeligt, vi så hinanden og blev mætte. De gav altid en hånd med opvasken.
Det var aldrig faldet mig ind, at jeg ville blive skudt i skoene at jeg er et uempatisk menneske, fordi jeg har en anden holdning? Naivt forstår jeg nu. Faktisk kunne jeg jo drille lidt og sige, at dem som skaber et system hvor mennesker bliver sat i en situation hvor de ikke føler sig i stand til at bidrage, er de uempatiske. For selvfølgelig kan ALLE mennesker bidrage! Og faktisk er jeg af den holdning, at jo mere man løfter i flok, jo mere man bidrager, des bedre får man det.
Hvis du har lyst kan du jo google Michelles Mission. Et ret stort projekt jeg lavede for et par år siden, fordi jeg fik ondt i maven af at se hvor integrationen i Danmark var på vej hen. Jeg havde en smuk naiv drøm om at jeg kunne gøre en lille forskel, så gjorde jeg det.
Jeg har lært en meget vigtigt ting siden Kronikken i søndags. Systemet omkring de arbejdsløse i Danmark er sindsygt, forældet, håbløst og latterligt. Det system låser dem som gerne vil, mere end det sætter dem fri til at handle, det er en fadæse. Det er meget tragisk. Det tænker jeg lige over. Det kan vi gøre bedre! Jeg får nærmest lyst til at gå i front for en revolution.
For helt ærligt, set i helikopterperspektiv, så er det da helt sindsygt at alle institutioner i Danmark, som tager sig af andre mennesker, værende vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, specialhjem, fængsler, plejehjem (find selv på flere), i den grad kører med underbemanding og for få hænder, mens tusindevis og atter tusindevis af skønne og veluddannede mennesker ikke er i stand til at finde et arbejde. Jeg forstår det stadig ikke. De fleste 3 årige kan finde ud af samle kasser ind i hinanden mere begavet end det?
Jeg tror stadig på at det er den enkeltes ansvar før det er statens. Især når staten fejler. Og tænk engang, jeg er taknemmelig for at jeg har været i alle de situationer jeg beskriver herover. Jeg tænker at jeg med smøren her retfærdiggør, at jeg så gerne må “få lov” til at have min holdning? Tænk hvis jeg tillod mig at have en holdning, uden at være så ihærdig, så skal man da først dukke sig? Hvis jeg nu, men denne blog, må have lov til at have min holdning, så kan vi måske diskutere emnet, arbejdsløshedssituationen i Danmark, hvad kan vi gøre, hvad kan du gøre, i stedet for at forsøge at pille mig ned?
Fik du svar på dit spørgsmål “Hvad gør DU Michelle, for at hjælpe andre?” ?
Jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at slutte af med at spørge, “Kære Thomas, hvad gør DU?”
Kh
Michelle