Skrevet
Min mor (og lidt om teenagere)
Jeg har været på forældreworkshop her til aften, hos True North. Hvis du ikke har hørt om dem (og hvis du har en teenager eller en teenager in spe), så klik på linket – når du har tid til at fordybe dig. Det er et virkelig fedt initiativ til teenagere og forældre. Nå, men i dag var jeg så på forældre workshop, om “at din teenager gør som du gør, ikke som du siger”.
Og det var sjovt, lærerigt og tankevækkende. Jeg kommer hjem fyldt med taknemmelighed. Af (primært) 2 årsager.
1. Jeg har et aldeles ukompliceret velfungerende forhold til min teenager. Jeg er stolt af ham. Han tager (for det meste) kloge beslutninger. Han er sjov, omsorgsfuld, hjælpsom. Han er også doven og ugidelig, men det er jo meningen! Jeg har ikke tænkt over, før i dag, at vi har et meget lavt konfliktniveau. Vi har nærmest ikke nogen konflikter. Jeg er klar over at vi ikke er “i mål”, men jeg går alligevel hjem med en følelse af, at hos os går det rigtig godt. Pyha. Dejligt.
2. På et tidspunkt fik vi fik et par minutter til at skrive ned, i stikordsform, hvad vi mente var de vigtigste værdier i vores eget hjem. Jeg skrev, kærlighed, tillid, respekt, plads til at fejle og humor. Næste opgave lød. Hvem har været et forbillede for dig og hvorfor. I løbet af 1 minut havde jeg skrevet følgende:
MIN MOR. Fordi: Kærlighed, tillid, respekt, humor, et højt niveau generelt, høj integritet, turde tage store chancer, har rejst sig efter nederlag, en fighter, rummelig, omsorgsfuld, ukuelig optimist, ærlig, højt energiniveau, evigt ønske om at udvikle sig, selvironi, store ambitioner & RÅSTYRKE
Tænk engang. Det er sgu da imponerende…! Mor, når jeg bliver voksen – I want to be just like you! Og for en god ordens skyld, så gælder det også min far. Men jeg skulle vælge en!
Jeg lavede noget gruppearbejde med nogle forældre som var på et højt konfliktniveau med deres barn. De beskrev situationen og jeg tænkte, det barn er MIG. Jeg så sorg, skuffelse og frustration i deres øjne og tænkte, stakkels barn. Barnet lever til fulde op til deres forventninger, om at fejle. Åh hvor ville jeg gerne pege på alt det fantastiske. At det skønne, sjove, kloge – som det barn utvivlsomt også er. Påpege at der er mange veje i mål. Jeg er et levende eksempel på eklatante “om”veje!
Jeg fortalte dem om dengang, hvor jeg uden uddannelse, med et CV fra helvede, sagde mit arbejde op, i et akut anfald af sindsyge uden en krone på lommen, fordi Benjamin (4 år) sagde “Hvis der ikke er noget i HELE VER-DEN du hellere vil mor, så forstår jeg ikke hvorfor vi ikke skal på stranden”. Jeg sagde op, vi tog på stranden. Jeg var på spanden og min mors første reaktion var “Hvor er jeg STOLT af at have et barn der tør tage så modige beslutninger, mange kunne lære noget af dig!” – Og der er unikt. Det er virkelig en helt unik reaktion og mit fundament!!!!!!!!
Når Benjamin bliver bortvist fra fysik fordi han har sat strøm til en banan, så fokuserer jeg (også) på at det er virkelig sjovt og utrolig kreativt!
Vi får hvad vi forventer. Min mor forventer altid noget stort af Marck og jeg. Det er min største ambition at give DET videre til mine børn. Og et højt integritetniveau i alle aspekter af livet. Og lektien er. Jeg gjorde som mine forældre gjorde, ikke som de sagde. Benjamin gør som jeg gør, ikke som jeg siger. Jeg er ret fortrøstningsfuld… TAK!
Og her er de så, de gamle, i en jeep, i en temark, på toppen af et bjerg i Munnar i Indien, for 3 uger siden.
