Skrevet
Monday Morning Michael Sunrise
Da jeg blev alene med Benjamin for 13 år siden, havde jeg lige lukket min anden virksomhed. Den første havde jeg kørt i sænk af uvidenhed, men primært fordi jeg uheldigvis var jeg for fin, til at bede nogen om hjælp. Jeg havde heller ikke noget netværk. Så lukkede den. Så startede jeg nummer 2, en cateringvirksomhed op, sammen med en pisse dygtig kok. Min kæreste. Vi havde mega godt styr på det, eller ret godt i hvert fald, indtil han ikke ville være min kæreste mere. Så var jeg single mor og arbejdsløs, og da min husleje jo er en uforudset udgift hver måned, skulle jeg have et job.
Så jeg fik et job og blev fyret. Og fik et nyt job og blev fyret fordi virksomheden krakkede. Og fik et nyt job og blev fyret pga samarbejdsvanskeligheder. Og fik et nyt job og blev fyret fordi virksomheden krakkede. Jeg kan klart bedst lide de fyringer, hvor virksomheden krakker, dels er det ikke så personligt, og dels kan man trøste sig lidt sammen med de andre, klart federe end at snige sig ud som eneste fyrede.
Jeg fik arbejde som marketing koordinator hos Fredgaard. Min far mente, at det var en virksomhed jeg ikke kunne lukke, det kunne jeg, sølle 13 mdr senere lukkede Fredgaard samtlige 40 butikker over hele landet, og jeg var arbejdsløs igen. Igen.
Men inden da, havde jeg stiftet bekendtskab med Fredgaards reklamebureau, Sunrise, og deres direktør Michael Sølling. Ham kunne jeg godt lide. En stor mand med hjertet på rettet sted, solid og stjerne begavet. Da vi allesammen blev fyret, bare lige sådan, var jeg temmelig fortvivlet og tænkte at flugt var bedste løsning. Så jeg bookede omgående en tur til Fuerteventura, sammen med Benjamin som på det tidspunkt var 3 år. Altid en god strategi at bruge de absolut sidste penge på flybilletter.
Da jeg traskede ned af gangen, på vej ud af Fredgaard for sidste gang, mødte jeg Michael, direktøren fra Sunrise. Han gav mig et kæmpe knus, fortalte mig at han ikke var bekymret for mig. Og så fortalte han mig at Fuerteventura var berømt for deres fantastiske tomater og noget med at de blev vandet med saltvand. Jeg rejste.
Det der med ikke at være bekymret for mig, er iøvrigt en sætning jeg møder meget i disse dage, I er ikke bekymrede for mig. Det skal i heller ikke være, men i må godt have lidt ondt af mig og mit knuste hjerte og mine forliste drømme, ik?
Fuerteventura t/r. I charterbussen, ved opsamlingshotel # 5 en route mod lufthavnen på vej hjem til arbejdsløshed og København, var der et grøntsagsmarked ved siden af bussen. Jeg fik en pludselig indskydelse, om at jeg skulle købe en kasse tomater med hjem til Michael. Dagen efter cyklede jeg ud på Sunrise og afleverede en kasse Fuerteventuanske tomater og håbede at det var dem, at netop disse tomater var opfostret på saltvand.
Og så blev Michael en slags ven / mentor / sparringspartner. En mand jeg beundrer stort, altid lærer af og glæder mig til at se, de måske 2 gange om året vi spiser en frokost.
Og i sidste uge, umiddelbart inden mit liv kollapsede, som med en 6. sans inviterede Michael mig på frokost og endte med at sidde med en total kollapset tudemarie i armene. Nu har Michael inviteret mig indenfor hos Sunrise. Jeg sidder nu her og arbejder. Jeg er i rehabilitering. Det er dejligt. Her er hyggeligt. Det er rart ikke at være alene. De har mad. Der er hæve/sænke bord med indbyggede stikkontakter og lamper på bordene. Alle er søde. Netværk er godt. Tak Michael.
(Gratis tip! Køb tomaterne! Det er ikke nok kun at tænke på at købe tomaterne)
Følgende mailveksling fandt sted:
Kære alle
En spændende gæst.
For nogle år siden mødte jeg en marketingkoordinator hos fredgaard radio som nok var/er det mest fejlplacerede menneske, jeg nogensinde har mødt. Det viste sig senere at være rigtigt spottet – gudskelov. Heldigvis holdt vi begge fast trods fejlmatch og det har siden udviklet sig til et rigtig fint venskab.
Michelle Hviid som hun hedder – har senere vist sig som en fantastisk entrepreneur – og står bl.a. bag konceptet runningdinner. Samtidig er hun forfatter og i dag en af danmarks mest efterspurgte foredragsholdere. Trods succes’erne har hun brug for at komme ud blandt søde, positive og intelligente mennesker – og derfor har jeg tilbudt hende, at hun i en periode kan gi og ta’ lidt til solskinsbutikken på nørrebro.
For at I ved hvad der venter, så læs lidt mere nedenfor. Michelle sidder overfor malle og kigger nok ind fra i morgen.
Kh Michael
***
Kære Sunrise mennesker.
Jeg har nu siddet alene og arbejde hjemme i min lejlighed i ca 20 år, jeg bliver særere og særere. Jeg ejer Runningdinner.dk og Michellehviid.dk og min superpower er at mænd forlader mig. Det bliver jeg ikke mindre sær af. Derfor har Michael tilbudt mig, at jeg i perioder kan sidde på Sunrise og arbejde, og dermed langsomt kan blive socialiseret og klar til samfundet. Jeg har takket ja, så det kan være at vi ses. Jeg tror jeg elsker Michael lidt (også) for det tilbud..
PS – Nu har Michael har bedt mig om at skrive teksten om, så i ikke tror at der kommer en nervevrag ind af døren. Så jeg tilføjer. Jeg har skrevet en bog, en bestseller faktisk “Skru op for livet”. Jeg blogger (om at blive forladt og sådan) på Michellehviid.dk. Jeg er lige nu tv aktuel med et program på DR1 hver torsdag, Læsø kalder, som jeg ikke er stolt af. Men jeg er stolt af at jeg er en af landets mest bookede foredragsholdere, jeg inspirerer om livsmod og handlekraft. Jeg rejser meget med og uden mine 2 unger (som jeg har med 7 forskellige mænd). Jeg er ambassadør for hhv Dansk Røde Kors og Mellemfolkelig Samvirke, jeg har samlet en 3-5 mill ind til nødhjælp de sidste 5 år, via blandt andet konceptet Überbanko. (Er det bedre nu Michael?)
Kh
Michelle, 41 år.