Skrevet
Året der gak
2013 var året gak
Jeg havde ikke rigtig nogen målsætninger med 2013, og så kan det være svært at måle om man har nået sit mål.
I 2012 jagtede jeg mål og nåede dem. 2013 var målløst. En af de få tydelige mål i 2013 var drømmen om at blive en af Danmarks dygtigste foredragsholdere. Og med mere end 60 bookninger i årets sidste 4 måneder, tænker jeg at det mål er nået. Den succes har jeg klamret mig til mens hele mit fundament sejlede. Mens kærlighedens vilkår udfordrede sinus.
Jeg svævede ind i 2013 på en lyserød sky af gensidig kærlighed. Jeg tumler ud af 2013 i et total uforløst gensidigt kærlighedskaos og med et gevaldigt overtræk på tårebudgettet. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var grundglad, jeg kan more mig, slappe af, men skyen hænger der og skygger.
Jeg kender 2 mennesker der bærer rundt på en sæk fuld af de smukkeste blomsterfrø, men uanset hvor de vil så, finder de ikke balancen mellem jord, sol, vand og vind. De vil så gerne så, begge to, og kærligheden vil så gerne gro, de vil så gerne gro sammen, men høsten slår fejl.
Jeg startede året med at flytte efter kærligheden. Sorterede mit liv i 50 kasser, forærede halvdelen af mine ting væk og flyttede hen til mit hjerte, som for længst var strandet på Frederiksberg. Jeg slutter året med at flytte. Væk fra kærligheden og hen i noget nyt og endnu ukendt. En ufrivillig flytning tærer. Jeg glæder mig til at få et hjem. En base. Jeg drømmer ikke om at flytte. Jeg drømmer om at blive.
2012 var året der gik. 2013 var året der gak. I 2013 er jeg ufrivilligt Julie i en moderne version af Romeo og Julie. 2013 vil altid stå tydeligt printet i min erindring, for det smukkeste, mest umulige, mest kærligheds- og sorgfyldte år.
Jeg græd gennem hele september. På scenen foran 200 advokater. I Irma. Når jeg afleverede børn. I søvne. Og jeg fik bekræftet hvad jeg allerede havde lært. Det er ok. Der er en utrolig frihed i at turde vise sin sårbarhed. Der er en utrolig forløsning i at ramle sammen. Det kan ligesom kun blive bedre.
Jeg tog til Læsø og kom hjem fuld af frustration. Fordi min forestilling om at producere indhold til de danske tv skærme, slet slet ikke stemte overens med virkeligheden. Definitionen af “dokumentar” kom på alle landets forsider og jeg overlevede en såkaldt mediestorm. Det behøver jeg aldrig prøve igen. Men jeg lærte meget. Læsø er vidunderligt.
I det hele taget lærte jeg meget i 2013. Mere end jeg næste kunne nå at synke. Faktisk til jeg næsten brækkede mig. Især på Læsø.
2014 coming up. Jeg går og tumbler med målsætninger. Jeg har lyst til at sætte mål for mig selv. Det er en fin guideline når jeg har svært ved at holde focus. Sundhed og sport skal fylde mere i 2014 end det gjorde i 2013. Det første sted jeg svigter under pres, er mig selv. Jeg vil spise mest sundt og gøre mig umage, så der er flest af de dage som kroppen takker for. Og jeg vil rejse. Igen. 2014 skal fyldes mest muligt op med verden.
I 2013 så jeg solen stå op i Indien, Dubai, New York, Cypern, Mallorca. Jeg så solen gå ned på Sri Lanka, Michigan og London. I 2014 skal jeg se solen stå op over Californien. Og nye mål. Jeg skal elske og elskes. De mere konkrete mål, dem arbejder jeg stadig på.
Og mens jeg går og gør mig lidt status over året der gak, så tænker jeg, at jeg trods alt som gik galt og udfordrede mig i 2013, er verdens heldigste menneske. Nogengange kommer jeg til at stikke hovedet op i røven på mig selv, så vralter jeg rundt og jamrer lidt over den triste udsigt og ubehaget, indtil det slår mig, at det står mig frit for, at trække hovedet ud igen. Mit liv sammenkogt af Facebook for 2013 :-)