Skrevet
Der er jo altid nogen der har det værre…
Der er jo altid nogen som har det værre.
Endda meget værre. Så uanset hvad det er der lige ramler for mig, så er der jo tudekiksen, for der er jo altid nogen som har det værre. Eller er sultne, eller slet ikke kan købe gaver til deres børn juleaften. Og skal jeg så finde glæden i det?
Jeg har købt og betalt den sidste gave, jeg har båret den hjem og jeg har pakket den ind. Og det kan jeg jo sagtens. Det er også hyggeligt ind i mellem. Men derfor kan man jo godt drømme om at man ikke havde den sidste vagt på den sidste bastion. Altid?
Og der er mælk i køleskabet og pebernødder i madpakkerne. Jeg har handlet ind, betalt, båret hjem. Og det kan jeg jo sagtens. Det er jeg vant til, sådan må det være. Men derfor ville det da være afsindigt rart, hvis jeg ikke havde den sidste vagt, på den sidste bastion. Altid?
Regningerne er betalt. Julestuerne er passet. Der er mad fra os på buffeten i klasselokalet. Der er advendtskrans i stuen. Flytningen er forestående. Det er organiseret, tilrettelagt, planlagt og klar. Og det er fint. Det kan jeg sagtens. Og jeg finder også glæden i det meste af det for det meste. Det kan jeg jo lige så godt, når det nu er sådan! Det er jo ikke det. Men nogengange, forestiller jeg mig, hvordan det ville være, hvis jeg ikke havde den sidste vagt, på den sidste bastion. Altid.
Nogen gange drømmer jeg om at få serveret en kop te. Eller få et tæppe lagt over mig.
Nogengange tænker jeg, at jeg gerne vil gribes og være en lillebitte pige. Nogengange tænker jeg, at jeg ville ønske der var nogen der havde min ryg. I hverdagen, i julen, i klasselokalet, i køleskabet, i hjertet. Nogengange drømmer jeg bare om at være lille lille bitte og blive grebet.
Jeg håber at jeg må have det sådan, ind i mellem, selvom der er mange som har det værre end mig. Og selvom jeg har det sådan ved jeg godt, at jeg er sindsygt priviligeret, for det har jeg også selv skabt. Og jeg forstår at nyde det. Bare ikke når jeg gerne vil være lillebitte. Og bare rolig, om lidt går jeg i bad, for jeg skal til et møde. Jeg tramper videre i pedalerne for jeg har ansvaret. For det hele. Altid.
Jeg tror det er blevet ulovligt at have ondt af sig selv. Det er sgu ellers meget rart ind i mellem?
Og den første som bare overvejer at skrive noget a la “Det kræver jo at du tør lade dig falde”, jo tak, det tør jeg så godt. For hvad er alternativet?
