Skrevet
Den sniger sig ind på mig
Jeg går i denne tid og glæder mig over de små rutiner som sniger sig ind.
Hverdag. Hjem. Familie. Ro. Stabilitet.
Jeg står op, og mens jeg laver havregrød, ser Kamille fjernsyn og tager tøj på mens teenageren er i bad. Mens de spiser, tømmer jeg opvaskemaskinen og lytter til deres sludder. Der er tændte stearinlys. Om eftermiddagen laver jeg mad klar i god tid, så der er tid til ungerne når de kommer hjem. Lækker mad. Simremad. Mad til sjælen. Bare det at handle ind, har været et mareridt, nu er Kamille med til at skære og skrælle og det er hyggeligt
I dag kunne jeg stille kyllingen i ovnen med grøntsager og ris, så det var klar da vi kom hjem fra dans. Det gør mig lykkelig.
For i MÅNEDER har ungerne fået havregryn med mælk, fordi jeg slet ikke kunne overskue at lave havregrød. Jeg har betalt mig fra at få opvaskemaskine hhv fyld og tømt, for hvordan skulle jeg overhovedet finde energi til det. Og ud over at vi har levet af sushi og indisk mad, så har kamille slet ikke gået til noget, for det var fuldstændig uden for rækkevidde.
Nu læser vi igen god nat historier og jeg nyder at høre Kamille stave sig gennem ordene i slowmotion. Teenageren glæder sig pludselig til gymnasiet og laver lektier og går til crossfit. Om aftenen når Kamille sover sludrer vi i sofaen.
Hver dag når solen står op over Rahbeks Alle, har jeg 20% mere energi end dagen før. Og pludselig forstår jeg mine veninder og min mor, de har tigget mig længe. Om at jeg kom tilbage. Den sniger sig ind på mig, lykken. Jeg var så flad at jeg ikke opdagede hvor flad jeg var.
Som en skrev til mig, et indiansk ordsprog, “Hvis din hest er død så stå af”, uanset hvor meget vi elsker hinanden, så er den hest død.
