Skrevet
Jeg glæder mig så meget
I næste uge rejser jeg til Californien med mine to unger. Vi skal køre fra San Diego til San Francisco og opleve og smage alt på vejen. Og selvfølgelig glæder jeg mig, jeg har drømt om den rejse hele mit liv. Men jeg glæder mig som jeg aldrig har glædet mig til noget før. Det skulle lige være til den jul, hvor jeg havde smugkikket i mine julegaver og glædede mig til at få fingrene lovligt i DonkeyKong.
Jeg har været alt for meget alene med mine unger, for min smag. Da jeg var barn tegnede jeg aldrig en tegning af en mor med en søn med en far som var væk, og en lille pige med en til far som også var væk. Næe, jeg tegnede et hus med skorsten med en mor og en far og to børn. Det var min drøm.
Vi har rejst meget, børnene og mig, og jeg har elsket det og prioriteret det højt – og det har været pissehårdt. De første mange år hvor jeg rejste meget alene med Benjamin var det mentalt hårdt, jeg var i slutningen af 20erne og alle mine venner var ude at feste, jeg var på Gran Canaria og drengen faldt i søvn kl. 20, det gav mig godt 3-4 timer hver aften til at tænke over livet. Jeg følte mig ensom på de ture. Jeg elskede dagene og drengen, men jeg var ikke glad for de lange aftener.
Så kom der en masse år hvor jeg havde dårlig samvittighed over at Benjamin var for meget alene, mens jeg sikrede at hans lillesøster ikke druknede eller åd al sandet på stranden. Så kom de år hvor Kamille ikke samarbejdede med jet-lag, men Benjamin gjorde, det kunne gøre mit vågne døgn ca 21 timer langt, jeg var træt. Og jeg savnede stadig en at dele alle oplevelserne med, savnede en at tale med om aftenen. En voksen.
Af mange omgange inviterede jeg min mor med, det var dejligt, men stadig ikke min drøm. Tegningen var stadig forkert.
Så var der modellen hvor man sammenbragte to familier og glædede sig helt vildt, bare for at konstatere at det er tæt på umuligt at findes fælles fodslag og alle er lidt (læs: meget) frustrerede hele tiden. Børnene vil noget forskelligt, børnene kan noget forskelligt og sjovt nok vil de voksne det som deres egne børn kan og vil, og når det endelig er tid til at elske og smelte sammen, er der unger overalt.
I går aftes lavede jeg pandekager, ikke fordi det forventes af en god mor (dem har jeg stegt masser af gennem årene), men fordi jeg røvkedede mig på den gode måde. Kamille var løbet over til en ven, Benjamin var i biffen med en veninde, al vasketøj var foldet og jeg havde god tid. Vi havde spist hjemmelavede forårsruller til frokost, hakket og snittet sammen, vi var allesammen fyldt op.
Jeg har endelig to børn med den perfekte alder 7 og 15 år, de kan alting selv og jeg er et muligt tilvalg. Vi har det pissesjovt sammen og der er ingen som skal have pudset næser og de kan selv smøre sig ind i solcreme, næsten. De kan begge to læse og de forstår hvad der foregår.
Og vi 3 vi skal til Californien. San Diego, mexikansk mad, solopgange, nyt tøj, strande, god tid, solnedgange, amerikanske pandekager, bade, se, smage, hummer, Los Angeles, tale, nyde, San Francisco og opleve. Vi skal skabe minder. Benjamin er en kæmpe ressource og mega sjov og jeg går nok i seng før ham, Kamille er overalt men kan sagtens se hvornår det er tid til at underholde sig selv. De glæder sig begge to og nyder også hinandens selskab. For det meste.
I går havde jeg en klar fornemmelse af at jeg har overstået nogle rimelig hårde år, både praktisk og følelsesmæssigt. Og så stegte jeg kærligheds-kedsomhedspandekager, de smager meget bedre end dårlig-samvittigheds pandekager.
Jeg er og har altid været privilegeret, i know, men derfor har det stadig været fandens hårdt ind i mellem. Jeg har en følelse af at der kun er det gode tilbage. Jeg er i overskud. Det ser også ud til at de begge udvikler sig til at være normale langt over forventet niveau.
Min YNDLINGStegning er en tegning med Benjamin, Kamille og mig i Californien, jeg kan slet ikke få nok af at kikke på den tegning. Jeg har nok langt om længe sluttet fred med, at såden ser min familie ud. Mig og mine børn. Det var en hård kamel at sluge, men jeg har tygget mig igennem den. Hold kæft hvor jeg glæder mig. California – here we come!
Kh Michelle
Big Sur, jeg tænker at her gør vi (også) et stop.
