Skrevet
En lille Ford med orange fjer, den ville ud og danse
Så lavede Christel den værste Facebook opdatering nogensinde, om hvordan hende og hele hendes store og kloge smukke familie med alle deres kloge og smukke børn, allesammen skulle på ferie sammen i noget græsk ferieparadis. Nå, siger jeg bare. Jeg blev godt gammeldaws jaloux. Røvhuller, faktisk.
Selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men sandheden er, at jeg var jaloux. Jeg har rejst så meget alene med mine børn. Jeg har ikke været god til at finde venner med børn på mine børns alder, og dem jeg har, som om har børn på mine børns alder, dem er det ikke lykkedes at koordinere rejser med. Og ellers er de nogle (søde) fattigrøve.
Og jeg ville så gerne på DEN rejse. På DEN rejse hvor små børn tumler rundt mellem hinanden og laver ballede og leger gemme og hygger sig så meget, at de voksne kan sidde med en drink og hygge sig til lyden af de legende børn, og glemmer at det pludselig er midnat, fordi alt bare er så gennemsyret harmonisk og hyggeligt. Og uden for synsvidde sidder der en flok teenagere og gør som teenagere nu gør.
Men jeg skal ikke på den ferie, det skal dumme Christel.
Og hvad gør man så. Man skriver på Facebook hvad man drømmer om. En ferie fuld af børn (på mine børns alder selvklart) og sjove voksne man kan dele tanker, solcreme, børn og opvask med. Et feriekollektiv. Og så opdager man at man er helt normal, for sådan ca. alle andre forældre har det åbenbart på samme måde.
Og da der jo ikke er langt fra tanke til handling, gik der ca 24 timer, så havde jeg booket det smukkeste slot i Bretagne, med plads til 28 mennesker. Og nu kører vi. Imorgen.
Og så springer jeg lidt i historien. I november sidste år, var jeg i Michigan og hente min søn hjem fra et 3 måneders privat arrangeret highschool ophold. Jeg kender familien han boede hos, fra da min storebror og jeg, med et års mellemrum, besøgte dem i 80erne. Der var 4 brødre i familien vi boede hos. Min storebror blev et år, jeg blev en måneds tid, 30 år senere sendte jeg min søn over i 3 måneder. Som det mest naturlige i verden tilbød jeg børnene af de 4 brødre, til enhver tid ville være velkomne i Danmark.
Og så i tirsdag, så skrev den ene, at hans 16 årige datter gerne ville på besøg. FEDT. Hvornår. På fredag lød svaret. Og selvom jeg ikke selv gør det i god tidstyring og lange varsler, så var det alligevel for heftigt for mig. Jeg forklarede at vi supergerne ville have hende på besøg, men at lige på fredag, da var jeg godt nok på vej til Frankrig (sammen med 24 andre mennesker jeg ikke kender)
Og der må jeg jo elske faren i den familie, han svarede meget løsningsorienteret, at hans datter bare kunne flyve til Frankrig. Der var det at jeg kom i tanke om, at jeg i december havde sagt, at hvis der var nogen utryghed ved at rejse så langt alene, så kunne man jo altid tage en veninde med.
Og sådan går det til, at mig og mine unger kører imorgen, på tirsdag samler vi to 16 årige piger op i Paris. Og skal det være, så lad det for helvede være. De har aldrig været i Europa før, så nu har vi forlænget og udvidet med Belgien, Holland og ikke mindst 4 dage i Berlin. Nu med tagbox, jeg nænner ikke at de der piger har det samme tøj på, på 1000 billeder fra 5 europæiske hovedstæder.
Jeg har ligget lidt søvnløs over den prismæssige udvikling i projektet. Ungerne og mig HAR nemlig været på ferie i år. På roadtrip i Californien, ikke såeh billig en tur, så det her skulle bare lige være en lille billig ekstra ferie. Nu er det Michelle og 3 teens og en lille pige gennem hele Europa i 23 dage. Skriver -treogtyve- dage. Det bliver noget med madpakker, noget jeg lige skal genopfriskes på, små billige hoteller lidt uden for byerne, pizza på stranden – og når mine forældre støder til i Berlin, kan vi gå på restaurant….
Tak til den fantastiske kvinde, som ud af det blå tilbød mig at vi kunne låne en lejlighed af hende i Berlin. Skulle samme mulighed byde sig i Paris fra d. 12-15 Juli (De skal lige have Bastilledagen med jo) så tager jeg imod med kyshånd.
Jeg blev så begejstret, for Berlindames generøsitet, at jeg straks lånte min lejlighed ud til en fremmed kvinde som skrev på Facebook at hendes og hendes 2 drenge drømte om en ferie i Kbh, men budgettet rakte ikke til hotel. De skal bo her, hun er jo bare er en ven jeg ikke har mødt endnu, det stod selv på en plakat på mit værelses væg i 1986. PS, jeg har lagt 3 bio billetter til jer på spisebordet, tag dine 2 drenge i biffen. Falkoner Bio er gå distance. Jeg ville låne dig min cykel, men den er blevet stjålet.
Jeg morer mig over, at hvis det her “Send dit hjem videre – men aldrig tilbage” fortsætter, så bor vi allesammen hulter til bulter inden sommeren er forbi.
Sommer 2014. Vi skal opleve, leve, leve meget tæt, få spat, grine af os selv, vende det hviide ude af øjnene, bade, danse, sole, skændes, spise, tæller stjerner og MÆRKE LIVET. Målet er at de piger, mine unger og mig ALDRIG NOGENSINDE GLEMMER sommeren 2014. Målet er at Bryan Adams skriver en sang til os “Back in the summer 14”
Jeg glæder mig helt vildt. En “lille” Ford med orange fjer – den skal edderrådme komme ud og danse. Fyldt med kærlighed skal den danse i byer, på autobahn og ved vandet. Og du kan følge med her på bloggen og på Facebook, jeg uploader nyt og billeder hver gang jeg finder (gratis) Wi-Fi.
God Sommer. Skab en fantastisk sommer for dig og dine. Kh Michelle
