Skrevet
Alle folk vil hjælpe mig
Fra BT d. 27/10: http://blogs.bt.dk/michellehviid/2014/09/27/alle-folk-vil-hjaelpe-mig/
Jeg har verdens sødeste bankdirektør. Han vil passe på mig, og han vil mig det godt.
Bankdirektøren fortæller mig, at jeg skal rejse mindre. Spare op til min alderdom. Tage langtidssikrede voksne valg. Han peger insisterende på tal I kolonner og lader mig forstå, hvor jeg skiller mig ud og opfører mig umodent. På et møde fortæller han min revisor: ’Problemet er, at hun omgås folk, som tænker ligesom hende. Hun lever fra dag til dag, som om der aldrig er et imorgen, og hun tror, det er normalt’. Han siger det med glimt i øjet og dog med stor forundring. Jeg mærker tydeligt, hvordan jeg skal rettes ind. Jeg skal gøre som de andre, som forventet. Han er ikke den eneste, der vil hjælpe.
Til et vigtigt møde i et prestigefyldt netværk, lader en anden direktør mig vide, at jeg må få styr på mine prioriteter. Han lader mig forstå, at min prioritering er forkert, når jeg vil forlade mødet før tid, fordi jeg skal hjem og putte min datter. Han fortæller mig, at han til trods for alvorlig sygdom i sin allernærmeste familie, har prioriteret mødet. Samtalen finder sted foran en flok af mødedeltagere. 20 sæt øjne fra vigtige, indflydelsesrige mennesker følger forundret dialogen – det er mig, de forundres over. Jeg mærker presset, normen, de uskrevne regler. Men tager hjem og putter. For jeg er ikke i tvivl om, at det er det, jeg skal.
En kvinde i dansk erhvervsliv, som jeg har mødt flere gange, som jeg beundrer og holder af, skriver til mig via Facebook. ’Slet den update, du lige har skrevet, du skal ikke udbasunere dit privatliv’, hjælper hun mig – uopfordret. Jeg mærker tydeligt, at hun kommer med kærlighed. Hun vil mig det godt. Hun føler, at jeg udstiller mig selv, og jeg har tricket hendes moderinstinkt. Hun vil passe på mig.
Men jeg har det sådan, som jeg har beskrevet i updaten. Uanset hvor upassende, det måtte synes, så er det min sandhed. Og jeg nægter at føle mig forkert. Jeg insisterer på – også når alle andre ryster på hovedet – at følge mit hjerte, min mavefornemmelse, min intuition.
Min største frihed er, at jeg er ligeglad med, hvad andre tænker. Også dig. Jeg bilder mig nemlig ind, at hvad end du tænker lige nu, så har det ikke særlig meget med mig at gøre. Det handler nok mere om dig selv. Og din frygt. Din historie. Din tilgang – Om dine drømme.
Alt for mange, kan ikke finde ud af at mærke sig selv mere. Mængden af forventninger og input er enorm, men kravler man ikke ud af formen, bliver man meget let firkantet. Så jeg kravler ud – hver eneste dag.
I en verden, hvor alt for mange har mistet fidusen til deres egen intuition, er jeg blevet så god til at tro på min, at autenticitet er blevet min levevej.
De fleste gør som forventet. Hver dag står de op, når uret ringer, uanset hvor meningsløst det måtte forekomme. Derfor er det blevet min levevej at tage rundt i landet og holde foredrag om, at verden er større end 9-17. Jeg minder folk om, at det er gratis at tage hjem og elske med deres koner på en ny måde. Jeg minder dem om, at de ikke behøver alt det lort og dyre porcelæn og smykker, som de har fyldt depoterne med. At de kan sælge det, og tage på en vild rejse for pengene. Behovet for den slags påmindelser er stort, så det er blevet en god levevej. Så god, at bankdirektøren er oprigtigt imponeret. Så god at lektien, som direktøren til netværksmødet belærer mig om, preller af. Så god, at når jeg bliver forsøgt formet af alverdens gode meninger, holder jeg fast – i mig selv.
Jeg ved nemlig godt, hvad jeg har gang i. Der ligger mange overvejelser bag. Jeg har brugt timer, dage, døgn på at veje, hvad der gør mig glad, og hvad der gør mig frustreret.
Jeg opfører mig ordentligt og hjælpsomt, og så skylder jeg ikke mere.
Jeg lever. Fejler. Lærer. Elsker. Som Michelle Hviid. Mig. Hende er jeg god til at være. Så tak for al jeres hjælp – jeg tillader mig at sortere i den.