Skrevet blogs.bt.dk
Jeg ved ikke om jeg kommer hjem i nat
Min søn troede, at jeg var på vej til Jylland for at holde foredrag. Han havde selv udledt, at det måtte være arbejde, når jeg ikke var hjemme en lørdag aften – men faktisk skulle jeg på date. Det ville han ikke have vidst, hvis han var blevet hos sin far, hvor han hører til i ulige weekender. Men 16-årige færdes frit, og nu var han i min lejr i den weekend, hvor jeg leger teenager og opfører mig uterligt.
En del af mit liv, som mine børn normalt ikke er en del af. På vej ud af døren spurgte han mig ’Hvornår kommer du hjem?’
Jeg svarede, at jeg ikke vidste, om jeg kom hjem og sov. Han kikkede meget forundret på mig. Men sagde så smilende: ’Lev dit liv, mor’. Og lige nøjagtigt DET agter jeg at gøre.
Det er en meget fin balancegang, hvad vi fortæller, og hvad vi ikke fortæller vores unger. Hvad der rager dem, og hvad der ikke rager dem. Hvornår vores handlinger giver dårlig samvittighed, og hvornår vi er så sikre i vores valg, at al dårlig samvittighed preller af. Men dårlig samvittighed har ikke hjemme i opdragelse. Jeg er overbevist om, at børnene ’betaler prisen 2 gange’, når vi forældre ædes op af dårlig samvittighed. Først betaler de prisen for, at vi er væk , bagefter betaler de prisen en gang til, når vi forsøger at kompensere for de valg, som forårsagede den dårlige samvittighed.
Hvis jeg tager til Jylland og holder foredrag, nytter det ikke, hverken for mine unger eller mig, at jeg har dårlig samvittighed over ikke at være hjemme. Det forstærker bare følelse af, at det er forkert, at jeg går. Og hvis jeg tager på date, nytter det ikke, at jeg ikke kan vise vej gennem det valg. Jeg er forbillede for mine børn, og håber, de kommer til at træffe mange valg, hele tiden, og dermed styrer deres liv, fremfor at lade livet styre dem. Jeg håber, de vil tage på mange dates, kysse, elske, se, smage, danse og sanse. Elske. Meget.
For alt i verden vil jeg kunne se dem i øjnene og sige ’Lev dit liv’, uden at have en dårlig smag i munden, fordi jeg ikke selv har gjort det. Hvis min dårlige samvittighed drev mig til at blive hjemme, ville mine børn i sidste ende blive ansvarlige for, at mit liv var sat på stand-by. Den byrde skal de ikke bære. Jeg skal selv finde balancen og stå ved den.
De skal vide, at de er vigtige, prioriteret højt og elsket, men ikke hver dag – altid. Jeg er verdens bedste mor, en sej karrierekvinde og kvinde – men ikke på samme dag. Og det gider jeg sgu ikke at have dårlig samvittighed over.
Ind i mellem giver vi ungerne ansvaret i et kikset forsøg på at undgå konflikter. Nogle gange opdager vi ikke engang, at vi giver dem ansvaret, fordi vi ikke selv tør tage det.
For nyligt talte jeg med en teenagepige, jeg har meget kær. Hun var ked af det, fordi hun havde rodet i sin fars papirer. Min første tanke var, at det gør man ikke uden grund. Hun ledte efter noget, og hun fandt, hvad hun søgte – skilsmissepapirer.
Hendes intuition havde fortalt hende, at noget var galt, så hun snusede for at få svar, og finde ro. Skilsmissen var ikke det værste, (det var ikke hendes mor, som faderen skulle skilles fra). Det værste var, at han ikke havde fortalt noget. At hun selv skulle opdage det . Hun var ked af, at hun blev undervurderet og vejet for let til at høre sandheden.
Jeg tænker, at det værste var, at han uden at forstå det, havde givet hende ansvaret. For pludselig var det hendes problem at fortælle ham: ’Jeg ved, at I skal skilles’. Noget han som den voksne ikke havde haft nosser til at tackle. Pinligt.
Det kan være svært at holde balancen – som voksen. Jeg holder usigeligt meget af sandheden, også når det gælder mine børn. Min største frygt er at slå deres intuition ud af kurs ved at manipulere den i stykker med hvide løgne og dårlig samvittighed.
Så: “Ja, Benjamin, jeg skal på date. Og jeg ved ikke, om jeg kommer hjem og sover”