Skrevet blogs.bt.dk
Man skal være stærk for at blive syg
Hvad er det nu, julen drejer sig om? Det er hjerternes fest, siger man – men hvad betyder det egentlig?
Sjældent har man så meget anledning til at tænke over det, som jeg har haft denne december.
Få har (som jeg) i de seneste uger haft livet til revision. December 2014 – går for mig over i historien – som en måned, man ikke kan nå.
Mandag d. 2. december skulle jeg opereres – i hjernen. Jeg skulle frivilligt indfinde mig på Riget kl. 07 og gøre mig klar til en operation, man ikke forstår omfanget af – før bagefter. I dagene op til brugte jeg al min energi på at blive klar – mentalt og praktisk. Så ringede telefonen. Damen i røret ændrede – uden forklaring – datoen og forstod ikke, at min verden dermed blev lagt i ruiner. Hun kunne ikke se, hvordan jeg sank sammen henover æbleskiverne i Irma og slet ikke kunne få enderne til at mødes, for hvordan skulle det puslespil, der indeholdt både fædre og flybilletter, nu nå at gå op.
»Det anede jeg da ikke, da jeg ringede,« sagde den fremmede, da jeg insistererende ringede tilbage for at klage. Så hvis skyld var det? Min? Datoen blev fremrykket, og operationen var nu den 1.december.
Efter operationen gik det helt galt. Når jeg ikke jamrede, var jeg væk. Væk i min hjernes tåger. Væk i mig selv og morfinens rus. Det var hårdest for mine omgivelser. Jeg selv fik bare mere og mere smertestillende. Medicinen flød frit via stativet ved min hånd og droppet i mit højre ben (som stadig er hårdt og blåt).
Normalt dyrker jeg yoga fire gange om ugen. Bader i iskoldt havvand. Og løbetræner til et kommende maraton. På grund af træningen er min krop gearet til at klare det meste. Alligevel bukker den under og fyldes med smerter. Ikke dér, hvor jeg er blevet opereret. Men min ryg, mine arme og ben smerter – af at ligge stille. I ugerne efter operationen er alt forbundet med smerte. Min ryg gør ondt, fordi den ikke er vant til, at jeg ligger på den uafbrudt. En uge på en madras af meget ringe kvalitet gør det ikke bedre.
Det holdt hårdt at få skrevet denne klumme. Generelt er det hårdt at være indlagt… Men hvorfor er den eneste yoghurt, jeg kan lide, altid udsolgt? Hvorfor ligger der et brugt termometer (røv-model) på min morgenbakke ved siden af min uspiste morgenmad? Og hvorfor er de stakkels sygeplejersker ved at løbe sig ihjel mellem brækposer, når deres ansættelse byder dem at holde min hånd? Hvad går mine skattepenge til?
Heldigvis tager min mor over. Får mig over i en anden seng. Får købt den yoghurt, som er det eneste, jeg kan spise – lidt af. Men mine pårørende føler, jeg bliver mere og mere syg af at ligge på en fire mands stue med uro døgnet rundt. Bl.a. er en desperat pårørende, der taler i et væk, bag et gardin, ved at gøre mig sindssyg.
Syv dage efter operationen, i omtåget tilstand og for egen regning, bliver jeg flyttet til Vejlefjord Rehabiliteringscenter. Her kan jeg endelig få ro til at blive rask. Her er al ekspertise til at hjælpe mig samlet på ét sted. Her har jeg været en uge. Udover behandlingen svømmer jeg to gange dagligt. Jeg gør fremskridt hver dag, og har lige fået topkarakterer af neuropsykologen.
Nu glæder jeg mig til at komme hjem til mine unger. For jeg ved bedre end nogensinde, hvad hjerternes fest handler om – mine børn.