Skrevet blogs.bt.dk
Det er menneskeligt at fejle
Jeg er tit i tvivl og siger: ’Det ved jeg ikke’. Andre gange er jeg sikker. Taler. Og tager fejl. Så må jeg ændre holdning og sige: ’Det er menneskeligt at fejle…’
Da jeg var yngre, gjorde det nas at indrømme fejl. Jeg troede, jeg skulle dø, når det skete.
Nu ved jeg, at selv de klogeste er i tvivl, tager fejl – og bliver klogere.
I dag vil jeg hellere sige noget, end holde mund af skræk for at tage fejl. Men jeg er også 42 år og ligeglad med, om mine omgivelser kan lide mig.
Jeg er holdt op med at foregive og fake, jeg gider ikke. Engang tænkte jeg på ALT – hele tiden. På om mit tøj matchede moden. På mig selv. Og især på min tykkelse. Nøj, den har jeg brugt lang tid på. Jeg er blevet væk fra fester og venner for at tænke på min tykkelse…
Jeg har brugt meget længere tid på at tænke på den, end det ville tage at løbe en tur og begynde at tabe sig. Jeg åd endda, imens jeg tænkte. Og så prøvede jeg at undgå folk – som sgu da var ligeglade. De tænkte jo på noget andet, måske på hvor tykke de selv var blevet. Eller hvordan de tog sig ud. Om de var kloge. Kloge nok. Og på om de blev opdaget.
Jeg har læst, at det er vores største skræk, ’at blive opdaget’ – altså lige efter at stå nøgen foran en forsamling. Sikke noget ævl. Tænk en frihed vi ville føle, hvis vi blev opdaget og var nøgne? Så var der ikke mere at skjule. Så var vi fri.
Men vi gemmer os for hinanden. Jeg må tit gætte, hvordan folk har det, for mange af os smiler jo. Udadtil. Men ikke mindre end 480.000 danskere er på lykkepiller. Lykkepiller redder liv – men 480.000? Stil dem mentalt op på en lang række. 480.000 liv – mennesker, naboer, venner. Dig?
Pillerne skærer bunden (og toppen) af livskurven. Men det er jo meningen, at vi skal kunne mærke bunden, for at vi kan mærke toppen.
»Det skal gøre ondt, før det gør godt,« sagde min kloge farmor. I dagens Danmark må det ikke engang gøre ondt at føde, så får vi en blokade.
Vi skal lære at dele, ikke kun glansbillederne. Vi skal især dele, når livet er noget lort.
Så her er en hilsen til alle de udadtil perfekte, som går hjem og græder. Jeg græder, hvor jeg er – overalt. Ligesom jeg griner – overalt. Engang troede jeg, jeg ville skræmme andre væk med min facon, men det modsatte er tilfældet. Jeg er et fluepapir for alle dem, der ikke er som Hyacinth Bucket fra tv-serien ’Fint skal det være’.
Alt er aldeles uperfekt, især mig. Nogle gange er jeg for tyk. Men nu ved jeg, at jeg er elskelig – for nogen. Og det er godt nok. Alle behøver heldigvis ikke kunne lide mig.
Derfor siger jeg altid, hvordan jeg har det til dem, jeg har kær. Så behøver de nemlig ikke gætte. For tænk, hvis de gættede forkert – og tog fejl.