Tilbage til siden

Skrevet blogs.bt.dk

Vi gør som vi plejer, men er “plejer” ikke død?

Vi lever efter nogle oldgamle systemer, der er, som de er, fordi de gav mening – en gang. Alt for sjældent forholder vi til, om systemerne stadig giver mening. Vi gentager dem bare igen og igen – per automatik.

Min yndlingshistorie er den om, hvordan de fleste opskrifter foreskriver, at man, når man koger en skinke, skærer enderne af, før man putter skinken i gryden. Det har vi set vores mødre gøre, så det gør de fleste uden at forholde sig til hvorfor. Indtil en eller anden ukuelig tosse insisterer på at finde ud af hvorfor. Og så viste det sig, at de fleste hjem i 70erne havde gryder, der var for små. Derfor skar husmødrene enderne af…

Et andet eksempel er mødetider. Hver morgen møder vores børn i skole kl otte. Det var super hensigtsmæssigt, dengang vi var et industrisamfund, og forældrene skulle møde tidligt på fabrikken. I dag har de fleste familier en helt anden hverdagsstruktur, men vi gør alligevel som vi plejer. Hele vinteren skal ungerne vækkes – og jages ud – i mørke. Uden tvivl var det smart – engang. Men hvorfor møder børnene i dag en time før næsten alle andre, jeg kender? Er der forskning, der viser, at de lærer særligt godt, før vi andre overhovedet er klar til at tænke på at gå på arbejde?

Et tredje eksempel er sommerferien. Hvert år rejser samtlige familier med børn i skolealderen på ferie – samtidig. Det gav mening i industrisamfundet, hvor fabrikkerne lukkede i sommerferien. Men ingen forholder sig til om det egentligt er hensigtsmæssigt i den samfundsstruktur, vi har i dag. Måske findes der en anden mere individuel vej, en mulighed som gør, at vi ikke føler os som kriminelle forrædere. hvis vi tager vores børn ud at rejse i løbet af skoleåret. Måske lærer de endda på en rejse, mere end de i samme uge ville lære på skolebænken? Men det tæller ikke. For plejer, holder ferie om sommeren. Heldigvis er det ikke kun skidt – for rejseindustrien, der lever af udbud og efterspørgsel – får jo noget ud af det, og kan virkelig skrue prisen op i industriferien.

Kast et blik på vores samlivsformer… Vi bliver gift – som vi plejer – uden at tænke over om ægteskabet som institution fungerer eller ej. Viser det sig ikke at fungere, lever vi drømmene (eller frustrationerne) ud i det skjulte. Det beviste sidste uges lækningen af brugerne af utroskabssitet Ashley Madison i USA. En skare på 36 mio. brugere synliggør, hvor forlorent livet bliver, når vi gør, som vi plejer, uden at tænker over, om plejer virker.

Er det sådan, at man har lyst til at knalde alle mulige mennesker, bør den lyst vil afspejles i den måde, vi vælger at leve vores liv på. For er det forbilledligt for børnene, som selv bliver gift efter en forældet model, hvis de oplever deres forældre signalere evig troskab i kirken, men leve efter helt andre regler i virkeligheden? Der er mange smukke måder at leve på – løgn er ikke en af dem. Eksemplet viser med ekstrem tydelighed, at vi altid skal sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi lever.

Plejer er i mange tilfælde død. Måske bliver verden større af at gøre noget andet, end du plejer? Bad nøgen. Stop op og pluk ukrudt i vejkanten. Sov i den modsatte side af sengen. Skift ringetone på mobilen. Lad være med at sværge evig troskab, hvis du søger utroskab.

Vær den tosse, som tør spørge, hvorfor du gør, som du gør. Du må godt gøre, som du plejer, men skænk det lige én ærlig tanke, om plejer er det, du vil. Indtil det modsatte er bevist, har vi kun dette ene liv.


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010