Skrevet blogs.bt.dk
Vis børnene dit uperfekte liv
Vores unger burde tvinges til at se vores uperfekte liv. De skal præsenteres for det og spejle sig i det. Kun på den måde kan de opdage, at de ikke behøver Prada, kongeligt porcelæn eller nummererede sneakers for at blive lykkelige. De skal opleve, at man kan overleve nullermænd uden at få støvallergi.
De seneste år har vi snakket meget om curling-forældre. Jeg kender nogle unger, som bor på skift hos deres mor – en uge, og så hos deres far – en uge. Det er ret normalt. Den uge, de er hos deres mor, gør far klar. Han handler ind og får vasket, så der ikke skal spildes tid på den slags, mens ungerne er der. Den uge, han er uden børn, er han meget ude, går i biografen, har vennerne på besøg og passer sine fritidsinteresser. Han arbejder så vidt muligt sent, så han kan komme tidligt hjem i sin børneuge. Det er også i den børnefri uge, at han kan rode – han er jo alene – og fikser det, inden børnene kommer. For han har savnet dem og vil ikke spilde tid på den slags pjat, når de endelig er dér.
Når han har ungerne, hygger han med dem, tager med til deres sport, hjælper interesseret med skolearbejdet, lave deres livretter – med øjenkontakt. Han henter dem med glæde fra skole. Henter smilende det, de evt. mangler, før de overhovedet opdager, at de mangler det. »Er du tørstig?« spørger han og er allerede på vej i køkkenet, før de når at mærke tørst. Han nyder, at de er der. Og han skal savne dem en hel uge igen – lige om lidt.
Den uge, de er hos deres far, vasker mor. Hun gør rent på børnenes værelser, så der er hyggeligt, når de kommer retur. Hun ser sine veninder, læser en bog og er sent oppe, for der er ingen madpakker – den uge. Til gengæld får hendes arbejdsplads lidt ekstra. Om fredagen bager hun, så hun er klar til at tage imod børnene med økologiske pølsehorn. Og et hjem, der står knivskarpt.
Godt, jeg ikke er en af de unger. Der er ingen tvivl om, at deres mor og far elsker dem og vil gøre det bedst mulige. Men jeg synes, de glemmer, at børn vokser af at have ansvar. Børn lærer af selv at skulle hente de ting, deres behov dikterer dem. Det er et kæmpe tyveri, hvis børn aldrig er alene hjemme. For store børn bliver større af at passe de mindre. Det samme gælder de små. En gammel tommelfingerregel siger, at to børn, som tilsammen er 18 år, er gamle nok til at være alene hjemme.
Når de to unger, der pendler mellem to perfekte hjem, en dag bliver voksne, kan de slet ikke leve op til det… De vil tro, at de skal skabe det, de har set, selv – hver uge. Det kan de ikke følge med til og de får stress og vil tro, at de fejler.
Jo ældre jeg bliver, des mere bevidst bliver jeg om vigtigheden af ægthed, renhed og kvalitet. Jeg er tryggest som gæst i et hjem, der roder lidt. Jeg kan sagtens tørre min mund i toiletpapir (resultatet er tit det samme som i fine stofservietter), jeg slapper bare mere af, mens jeg gør det. (Man kan også pudse næse i toiletpapir – mens den slags ofte er så bøvlet de fine steder). Det bedste, jeg ved, er, hvis alle sidder ned og slapper af – sammen.
Vi har alle sammen et kamera ved hånden – hele tiden. Det er blevet normalt at få et ’hverdagskig’ ind i hinandens liv. Især det perfekte… Men vi ser kun en overflade, når vi ser billeder af servietter foldet som japanske origamisvaner på Instagram. Uopmærksomt er vi blevet et produkt af den verden, vi bliver vist. Vi tror, at vi skal være sådan selv. Det samme tror vores børn. For vi er alle sammen med i jagten på det perfekte.
For mine børns skyld opfandt jeg for seks år siden begrebet ’bowlingmor’. En bowlingmor er hende, der kaster sine børn ud i livets kegler – mens hun tror på det bedste. Vis dog din vasketøjsbunke til dem, som er vigtigst for dig. Tryk maden ud af en tube. Vis dem, at overskuddet til at være til stede er vigtigere end den perfekte steg. Giv dine børn plads til at se dig lille. For det gør det nemmere for dem at finde vej i livet.
Kh En bevidst bowling mor
P.S. 12-årige kan faktisk selv vaske tøj, de kan endda handle ind og finde vej. De bliver højst stolte af at få lov til det. Imens de gør det, kan deres forældre jo smække benene lidt op.