Skrevet blogs.bt.dk
Jeg brød sammen
I september 2015 prøvede jeg noget nyt, jeg var helt uforberedt, hvilket set i bakspejlet var afsindig tåbeligt og naivt. Faktisk næsten ufatteligt, og det bidrog til eksplosionen. Jeg brød sammen.
Ikke på sådan en ’jeg har en øv dag’-måde, det må nærmere betegnes som et kollaps, som en lukket afdeling skulle have håndteret. Jeg var ikke i stand til at opsende nødraketter og røg direkte til eksplosion. Det betød, at mine nærmeste løb i skyttegravene, og ufrivilligt var skyld i endnu mere sammenbrud.
I december blev jeg opereret for en tumor i hovedet. Det udviklede sig til et ødem, som pressede så voldsomt på min hjerne, at jeg efterfølgende blev meget alvorligt syg. Med fare for at gentage mig selv, så forsvandt december. Jeg troede, det var 1993, da jeg endelig vågnede. Jeg måtte med alverdens fagfolk (jeg selv betalte), genoptræne mig til at gå, tale, køre. For jeg kunne ikke være syg, jeg skulle være mor!
Hele min verden stod på hovedet. ’Men den historie kan du da umuligt koge mere suppe på, Michelle? Du er jo i live’. En sætning som er udødelig. ’Du er i live’. Ja. Min veninde døde, og jeg var så heldig. Men man kan ikke trampe én over foden, og mens de ømmer sig sige: ’Du er i live? Find glæden over det?’
De ømmer sig sgu da stadig. Og det er ikke en suppe, nærmere en dej, som har hævet og gæret i 10 måneder. Jeg må gerne ømme mig, det er vi i min familie historisk dårlige til. Mantraet er: ’Videre’.
Jeg var fuldstændig blind for den åbenlyse reaktion, da den kom.
Jeg har været skiftevis i krig og i proces med at slutte fred med mit øje. Det har som følge af operationen ingen væske – kun det jeg påfører det. Og for en måned siden tørrede min hornhinde ud. Det var min egen skyld, at jeg blev næsten blind. Det er i forvejen en prøvelse for mig, at jeg har mistet hørelsen på højre øre. Jeg har forsøgt at finde en ny identitet som kvinde. Jeg er mere træt end normalt, halvdøv, min kind er følelsesløs, jeg er fallit, og jeg falder, da min balance er håbløs efter operationen. Den operation var som at kaste en bombe af napalm og ramme hovedkvarteret. Den blev ved med at forårsage skader, som jeg forsøgte at redde en anden hovedpulsåre. Alt sammen mens jeg var alene med to børn.
Men jeg så det alligevel ikke komme. Jeg er typen (troede jeg) med mange flere gear end gennemsnittet, jeg troede, jeg havde styr på ’fuld fart frem’. Der er flest gode ting på min vej, min bog ’Råstyrke’ kommer ud på fredag, Radio24syv har betroet mig mit eget radioprogram og læssevis af foredrag.
Forelskelse, som er presset ind i kaos. Arbejdet skal redde mig ud af en økonomisk katastrofe. Jeg tjente ikke det, jeg skulle i fem måneder som syg, forruden medicin og 500 behandlinger. Hvoraf det offentlige betalte de fem. Og jeg var i forvejen mildest talt uenig med Skat, som er de voksne. Jeg er den umodne, tåbelige teenager i det forhold.
Men det går jo godt, og derfor er jeg ikke klar til endnu en udfordring, da jeg bliver blind på højre øje. Og i øvrigt får blindtarmsbetændelse og skal i velkendt narkose igen. Jeg er bange for hospitaler. Jeg bryder sammen og har længselsfulde, vågne drømme om den lukkede afdeling. Dér vil nogle andre forstå, at intet menneske alene kan bære så meget ansvar, som mit liv har påduttet mig. Jeg opdager ikke, at vandet i badekarret bliver koldt, min datter får ingen aftensmad. Jeg bare græder, og græder og græder.
Der kommer ingen og redder mig. Ingen forældre, ingen kæreste og ingen venner. De ved det simpelthen ikke. At jeg er kollapset. For jeg er ikke i stand til at række ud. Jeg ligger i det kolde vand og hører elevatoren, og tænker hver gang den starter; redning, nu kommer min mor. Der gik 48 timer, så kom min kæreste uvidende om at han ville finde mig i tusinde stykker.
Hvorfor ringede du ikke? Hvorfor sagde du ikke noget? Hvor er dine forældre? Har du spist? Begavede spørgsmål jeg ikke kunne finde svar til. Jeg kunne kun tænke: halvdøv, halvblind, defekt. Jeg kunne ikke række ud. Jeg kunne nemlig intet. Jeg lærte meget den dag. At det første, man mister, er sin rationelle tilgang. At man ikke har et valg. At man ikke engang kan tage stilling til, om man er tørstig. Jeg vidste det ikke.
Det fede ved at ramme bunden er, at det kun kan blive bedre. Øjenlægen reddede mit øje, jeg drypper mekanisk hver time og slutter fred med, at det kun er resten af mit liv. Jeg er kun halvdøv og ved at komme mig efter et kollaps. Jeg rejser mig – det er jo det, jeg altid gør.