Skrevet
Er landingsbanen til fordomme for kort
Øj, hvor er der meget vi ikke må. Vi må ikke vise for mange følelser – for vasketøjet skal ikke tørres offenligt. Men vi må heller ikke vise for få, for så er man en kold skid. Bagatelgrænsen for hvornår vi synes, vi har ret til at blande os i andres handlinger, er udvisket med de sociale medier. Nu om dage kan alle få kontakt med alle. Og hvis man gør eller siger noget forkert (eller rigtigt) så skal man nok få det af vide.
Alene i dag er har jeg fået tre henvendelser. Èn ville gøre mig opmærksom på, at det ikke skyldes råstyrke (titlen, på min nye bog), at jeg har overlevet sygdom. Det skyldes ’genetisk bestemt overlevelsesinstinkt’, skriver han, på ’hø hø’ måden som tilsyneladende retfærdiggør at vi siger ALT til hinanden.
Min bog hedder ’Råstyrke’, fordi jeg købte en diamant, da jeg fandt ud af, at jeg var syg. En rå diamant – fordi jeg så citatet ’Pressuare creates diamonds’. Aldeles uopfordret indgraverede juveleren ordet ’Råstyrke’ i min ring. Det kom til at betyde meget for mig. Iøvrigt er det bøvlet (selvom man har fede fingre), at få plads til indgraveringen ’genetisk bestemt overlevelsesinstinkt’.
Senere blev jeg ringet op at en utrolig sød kvinde, som har været igennem et forløb tilsvarende mit, og ’måske kunne vi følges?’. Det var så sødt. Men søndag formiddag vil jeg helst tale med min familie. Jeg hader i forvejen at tale i telefon, og derfor sagde jeg pænt ’nej tak’. Skuffelsen i den anden ende var enorm. Jeg kunne tydeligt mærke, at hun kom med kærlighed og var frustreret over mit nej. Men det var jo ikke hendes kærlige intention, jeg nedskød. Det var egentligt kun tidspunktet, det blev leveret på. Så jeg gider ikke have dårlig samvittighed.
Selvom alle kan få fat i alle, at ’all times’, er jeg stort set den eneste, jeg kender som, når jeg ringer op, spørger: ’forstyrrer jeg?’. Hvis jeg gør, føler jeg ikke, at jeg fejlede med mit opkald. Jeg forstyrrede bare lige med mit behov på et tidspunkt, kun jeg havde valgt.
Men det værste, jeg har gjort i den forgangne uge, er at sige (på fjernsyn), at jeg, da jeg var allermest syg, frygtede at ende som en sær, gammel kattedame. Det jeg burde have sagt, var selvfølgelig: ’At jeg ind imellem var bange for at ende som en sær, gammel kattedame, og her taler vi ikke om en kvinde med to katte. (Min definition på en sær, gammel kattedame, er et menneske (typisk af hunkøn), som har minimum 30 katte, som selv spiser kattemad – for selskabets skyld, som hellere vil have en kat mere, end hun vil have sex med et andet menneske, som er 100 pct. forløst af at være ’mor’ for mange katte.) Men det betyder (selvfølgelig) ikke, at jeg tænker, at alle, der på et tidspunkt i deres liv har fundet glæde ved at kæle med en kat, er sære. Jeg holder af mange mennesker, som ejer en kat, f.eks. mine forældre og min storebrors familie’. Men det fik jeg ikke lige sagt.
Derfor må en stor procentdel af de damer, som ejer en kat udlede, at det er dem, jeg mener. De må udlede, at jeg mangler tolerance, er egoistisk, snæversynet og smålig. Og det skal jeg naturligvis have af vide – på Facebook. Både i privatbeskeder men helst også på min væg, så alle kan se, hvor slem jeg er. Hvilket ærlig talt får det dem til at fremstå som skøre gamle kattedamer – i min optik…
Jeg vil gerne præcisere, at jeg hader katte. Men det betyder ikke, at andre ikke må knuselske dem. Nogle hader edderkopper og slanger. Jeg er ikke fortrolig med katte. Men lad nu være at døm mig på så spinkelt et grundlag. For måske er det længden på din landingsbane, for hvornår du fordømmer, der er for kort. I stedet for at skrive vrede indlæg på min væg, så brug dog energien på at bygge din landingsbane lidt længere. Og lad nu være med at skrive noget på de sociale medier, som du ikke ville sige face to face.
PS. Juleaften, dengang min søn var ca. 3 år gammel, drog vi i skoven for at finde det perfekte juletræ. Meget romantisk. Min far havde geværet med for det var en slags kombineret juletræsjagt/jagt, og det var spændende for min søn Benjamin. På et tidspunkt så vi ’den forpulede (vild)kat’, som tog fasanunger fra min fars voiliere, og min far skød den. Jeg besluttede mig for ikke at lave en scene ud af det, af hensyn til min søn. Jeg tænkte, at for Benjamin, var det nok sådån, at nogle gange skyder morfar et rådyr, i dag skød han en kat… Derefter fandt vi et juletræ og det begyndte oven at sne – meget romantisk. Nogle måneder senere skulle Benjamin og jeg på ferie. Under en mellemladning kom to ca. 70-årige kvinder kom over til os. Den ene sagde til Benjamin: ’Hvor er du dygtig til at flyve så langt. Hvor gammel er du?’
Hvortil Benjamin svarede: ’Juleaften skød min morfar en kat’.