Skrevet blogs.bt.dk
Goderne er – for – ulige fordelt
Den sidste halve time har min datter Kamille grædt som en pisket. Sammen med mine børn er jeg i New York – på vinterferie – og på vej ud for at spise. Men hun kan slet ikke rumme alle de hjemløse vi ser overalt. Hun vil hjælpe dem. Hun synes, at vi må deles. For hvorfor ligger de bare dér – på gaden? Vi må da tage et ansvar, græder hun.
Efter nogle vilde dage med geysere og Den Blå Lagune. Is, sne og vandfald i Island, har vi et par dages ferie i USA. Det er luksus. Vi går ud og spiser, og det er jo dejligt for os.
Men turen minder mig om mine unge dage. Dengang jeg talte mine penge hver dag. Det gør jeg også nu. Jeg vender hver en ’dime’, men er stolt over, at det – efter en gevaldig økonomisk røvtur – er lykkedes mig at spare sammen til denne her tur.
Jeg er stolt af, at der er blevet råd til både en islandsk sweater og dyre musicalbilletter til Aladdin på Broadway.
Vi har det godt, og der er meget vi kan. Selvom vi må gå hjem til vores hostel, når Kamilles jetlag slår rekyl, for der var kun lige er råd til turen – og taxa er bestemt ikke en del af vores budget. Alt er: ’Hvis vi gør det, kan vi ikke det’. Og jeg kan godt få lidt ondt af mig selv, når jeg igen må sige: ’Nej, det har vi ikke råd til’.
Min søn Benjamin har i sit 17-årige liv oplevet, hvordan jeg er gået fra ’Totalt på røven’ og at spise økonomisuppe med fogeden til bords, til at slå ud med armene og sige; ’køb dog en af hver’, til igen at kæmpe for undgå fogedens besøg. Ja, bare det at bevare vores tag over hovedet var en kamp.
Kort sagt – livet – som selvstændig iværksætter. Syg selvstændig iværksætter. Til hans fire års fødselsdag poppede jeg popkorn uden at sætte låg på gryden. Så hele køkkenet regnede med popcorn. Det var min gave til ham. Den kostede kun 8 kr. – som jeg lige havde. Siden skiftede min situation og han fik Mac-computere og flysimulatoroplevelser i fødselsdagsgave. Men han husker bedst popkornene.
Her til aften fik jeg en gourmetburger med chili og mango. Kamille fik en almindelig gourmetburger (uden løg) og skyllede den ned med et ni-årigt jetlagssammenbrud – over alle de stakkels hjemløse. Jeg prøvede at forklare hende, at de hjemløses vej til hjemløshed har været brolagt med dårlige beslutninger. Men mit billede af de hjemløse bliver farligt forstyrret ’over here’. Vi ser alle typer tigge – den forhutlede krigsveteran, den 50-årige asiatiske dame – og børn – som aldrig selv kan gøres ansvarlige for deres valg.
Jeg forsikrer hende om, at hun aldrig havner der – på gaden. Men hun er bekymret for sin ene storebror (på fars side) som er flyttet hjemmefra med sin kæreste… ’For bliver han hjemløs, hvis de slår op? Nu hvor hans lillebror har fået hans værelse?’ Når jeg trøster hende, forsvinder min følelse af at være fattig. Jeg er rig. Vi er rige. Vi har masser at give af.
Jeg sender en tanke til Donald Trump. Tidligere på dagen fik vi at vide, at hans lejligheder med udsigt til Central Park koster ca. 100 mio. dollar – stykket. USA er ’the land of opportunities’, hvis man altså ikke lige er hjemløs – og har indrettet sig i en papkasse, hvor man bor – også i frostvejr. I mine yngre dage var jeg kendt for at være mere liberal end den amerikanske præsident. Men halvvejs i livet, må jeg erkende, at livets goder er ulige fordelt – for ulige.
Jeg lover Kamille, at vi i morgen giver lidt af vores penge til tiggere. Vi kan ikke hjælpe alle, men vi kan hjælpe lidt.
Og i nat vil jeg drømme om, at nok amerikanere stemmer på Bernie Sanders den 8 november 2016.