Skrevet
Intet er mere perfekt, end imperfektionisme
Mit BMI er alt for højt. Mit hår er for tyndt. Mine sko er fra forrige år. Mine øjne er ikke lige store, og jeg har flækket lidt af en tand.
Men blomsterne blomstrer på min altan. Jeg har købt en ny halskæde, hvor der står ’mom’ i en lille firkant, og der er også en diamant. Solen skinner og det er sommer.
Desuden har jeg lige været i Jordan med min datter. Vi så den arkæologiske by Petra. Sakkede om storheden, om troen på noget, der er større end os selv. Jeg prøvede at lære hende om livets vigtige værdier. Viste hende noget, som jeg håbede vil imponere hende mere, end når endnu en blogger viser ’dagens look’ på youtube. Men det vigtigste, jeg gav hende, var en uge med sin fætter og kusine. Den oplevelse har hun med sig for evigt. Og mindet om Petra.
Og hun fik brug for det… Allerede få dage efter, vi kom hjem, kom hun grædende ud fra badeværelset. Med tårnene trillende, fortalte hun, hvordan en dreng i hendes klasse havde sagt, at hun ville se klam ud i bikini. Og så havde han spurgt hende, om hun overhovedet kunne se sine egne fødder. Det er ikke en udtalelse, som kan drejes til noget positivt – overhovedet. Helt ærligt! Hun er ni år. Og ’outshamingen’ af kroppen er allerede begyndt i hendes bevidsthed. Det er da forbandet, at vi allesammen er slaver af et sygt ideal. Vi er så hjernevaskede, at vi syntes, at den svenske kronprinsesse var smukkest, da hun var mest spiseforstyrret og tyndest…
Nogen burde lære den dreng noget andet, end at slå folk i hovedet med ord. For ord bliver til holdninger. Og holdninger bliver til virkelighed. Han burde passe sin egen butik, og spørge sig selv, hvorfor han har behov for at nedgøre andre. For det bliver hverken han – eller andre – større af.
Jeg trøstede hende, knugede diamanten om min hals og gjorde mig tanker om, hvordan jeg vil være – som mor. Min datter skal vide, at hun hos mig altid har helle. For mig er hun altid den smukkeste pige i verden, uanset hvordan hun ser ud. Jeg håber, at hun hurtigst muligt lærer, at udseende kan stå i vejen for så meget smukt. For hun skal selv være med til at skabe det smukke – med sin hjerne og sine hænder. Jeg håber, hun lærte meget den dag, f.eks. at man aldrig kan veje andre menneskers duelighed ved hjælp af et spejl.
Jeg glæder mig, til hun opnår den frihed, jeg har.
I en alder af 44 år, er jeg nemlig afsindig godt tilpas i min fede, tyndhårede, forkert klædte krop. Det kunne simpelthen ikke rage mig mindre, om jeg er flot i en bikini. Det interesserer mig til gengæld voldsomt, om jeg gør mig umage. Om jeg møder livet med mod. Om jeg tør grine af mig selv. Om blomsterne på min altan blomstrer. Og om solen skinner.
En kvinde sagde engang, at hun håbede, at hendes børn ikke ville blive alt for perfekte – lige for at sortere de største røvhuller fra blandt kommende bejlere og venner. Jeg er enig og må huske at minde Kamille – og verden om – at intet er mere perfekt end imperfektionisme.
