Skrevet
Frygter følelsløshed mest
I 2016 må vi ikke være kede af det. Ikke have ondt, hverken i psyken, hjertet eller fingeren. Det må kun gøre ondt under fødsler, men selv når vi føder liv kan vi få en blokade. Alt smerte må væk.
Hvordan skal den strategi lære os at tåle vindstød med stormstyrke?
Det er vildt hvor mange der har foreslået mig medicin det forgange år, til at tage toppen af min følsomhed og smerte. Det er sgu da også anstrengende med en der tillader sig at gå rundt og ikke være (mest) glad. Det fylder for meget.
På Roskildefestivallen mødte jeg mange jeg ikke har set længe, og det gængse spørgsmål er “Hvordan går det med dig”, og da jeg har toppet sygdom, sorg, savn med kærestesorger fra helvede, byder min krop mig et kollaps som svar på det spørgsmål. Jeg begynder at græde. Min ventil.
Og så står de der i deres outfit afvejet mellem sexet og praktisk og er slet ikke rigtig interesseret i et svar, og så tuder jeg. Det er da også pænt anstrengende, og det kunne man få styr på med medicin. Alligevel går jeg rundt og er insisterende grådlabil. Alt for meget virkelighed til, at det selv med solbriller på, er håndterligt og tåleligt.
En veninde sagde igår. “Du betaler lige nu prisen for at have elsket. Elsket med hud og hår og hver en celle i din krop. Det slipper jeg for, for jeg tør slet ikke elske”
Hvis man med medicin, impulskøb, vin, sex, ludomani, cutting, spiseforstyrrelser, hash eller foretrukne stimulans kapper bunden af af de sværeste følelser, så sker der det uheldige at man også kapper toppen af.
Og jeg VIL mærke nirvana når kærligheden støder ind i mig, jeg vil grine så tårene triller, smage så det giver kuldegysninger. Prisen for det er at græde så Hekla går i udbrud. Men det er i virkeligheden ikke nogen høj pris. For mig.
Jeg vil leve så vildt at det desværre skræmmer de fleste. Jeg bliver et irriterende spejl hvor folk, hvis de tør kikke på mig, må se på dem selv. Det er fandens også, for når vi kikker for meget bliver for mange klemt mellem hjerte og hverdagsvirkelighed. Det er for helvede den vi er i gang med at overdøve.
Og i lysglimt møder jeg en som vil være sammen med mig i regnen, siger, lad os være nøgne og smage og være vilde og flå vores hjerter ud og vise dem stolt og sårbart frem. Tro på hinanden og på nuet. Det er magisk. Regnbuer enhjørninger orgasmer og lyn.
Men så bliver vi forstyrret af alle realiteterne og en af os begynder at klæde sig på, finde varmere støvler frem fra kælderen, snører tøjet lidt for stramt ved hjertet.
Og så står jeg der nøgen alene i regnen, og tænker, gid du turde. Vi kunne have danset os varme. Og så danser jeg bare alene, lidt vildere, og i det mindste er tårerne varme.
Uanset spørgsmålet, er svaret kærlighed. Hvis jeg har valget mellem stor sorg efter stor kærlighed, og ligegyldighed, så danser jeg alene, men alle er velkomne.