Skrevet blogs.bt.dk
Så forskellige børneliv
Jeg vågner, tænder stearinlys, laver havregrød til ungerne og nyder mørket udenfor. Jeg trænger til årstider og nyder endelig at mærke, at vejret skifter. (Jeg skal nok nå blive træt af det inden januar, men lige nu er det kærkomment).
Jeg vågnede, fordi vinden rev i min markise. Mens jeg krammer ungerne vågne, tænker jeg på, hvor mange gange jeg har sunget: ’Blæsten kan man ikke få at se’ for dem. Jeg laver madpakke til Kamille. I madkassens små rum fylder jeg økologisk agurk, tomat og gulerod. I det store rum rester fra aftensmaden. Og kanelknækbrød og et æble, hvis dagen bliver lang.
Kamille fortæller om skolens rod, der kaster med sten. Hun fortæller om en voldsom episode, hvor han efter sigende har hoppet på en anden drengs hoved. Jeg håber, det er et tilfælde af ’overdrivelse fremmer forståelsen’, men siger til hende, at hun skal holde afstand til ham, så hun ikke bliver den næste, der ulogisk provokerer ham. Han lyder ikke rar.
Engang da jeg var barn, var der en rod på min skole – Claus Ove hed han. Jeg var bange for ham. Jeg var et par år yngre, og han var rå, for en lille pige. Han kastede med sne – lidt voldsommere end vi turde, elskede at nedgøre os og brugte grimme ord, som vi ikke helt forstod. Til sidst slog vi igen, og vores ondskabsfuldheder var meget mere raffinerede end hans. Engang gemte vi hans træskostøvler, så han først fandt dem flere dage efter. I min hukommelse var det i øvrigt december og mindst minus 20 grader udenfor.
Når jeg en sjælden gang som voksen har set Claus Ove eller hans brødre, ser jeg en helt anden historie end mine 10-årige øjne så. Jeg tænker, at han nok næppe fik morgenmad. Gad vide om drengene overhovedet havde madpakke med? Eller om de nogensinde mærkede, at de var elskede?
Da Benjamin var ca. 10 år, så vi et barn tigge på gaden i Frankrig. Han forstod det ikke, men jeg forklarede, at det ville han også gøre, hvis han var sulten, og jeg var væk. Hvortil han svarede: Nej, så ville jeg ringe efter mormor.«
Det går jeg og morer mig lidt over, mens jeg tænker på Benjamins klasselærer, som altid stak eleverne nummeret til Børnetelefonen, når de kæftede op om deres privilegerede problemer.
Kamille beder mig børnelogisk om at lade være med at låse døren før 15 minutter efter, at hun er gået – hvis nu hun glemmer sine nøgler. I går glemte hun dem, og da hun efter tre minutter kom tilbage for at hente dem, var jeg gået i seng igen (med det døve øre opad). Stakkels barn… Da hun lidt efter løber af sted på løbehjul, svarer jeg voksenlogisk:
»Har du husket madpakke. Og nøgler? Sidder din hjelm ordentligt, skat? – Jeg elsker dig«.
Hendes sikkershedsnet er massivt.
Fra vores trygge hjem i stearinlysskæret fører jeg den skæve fakkel videre i samfundet og tænker på følgende citat fra Jacob Holdt:
’Først og fremmest vil jeg elskes. Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg respekteres. Hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg anerkendes. Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg accepteres. Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg bemærkes. Hvis jeg ikke kan blive bemærket, vil jeg frygtes. Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades…’
Gad vide om en mor denne morgen har sendt roden fra Kamilles skole af sted med et kys?