Skrevet
Jeg har kun et liv. Tror du på reinkarnation?
Når jeg ser ægte kærlighed, går jeg i bro af misundelse. Men den er sjælden. De fleste går rundt med kroppe plastret til med deres foretrukne distrahering: Druk, shopping, spil… Alt der kan distraherer os, men som ikke er virkelighed eller kærlighed. Det virker som om, vi kollektivt har aftalt, at tro på reinkarnation. 99 pct. af os går ihvertfald gennem livet, som om vi får en chance til.
Uden at opdage det, er vi faret helt afsindigt vild. Vi tager fejl af dét, som betyder noget. Vi tror, at to ens ting, har forskellig værdi, hvis den ene hedder Gucci og den anden er købt i Netto. Vi tror, at det er fællesskab at beundre den største og dyreste bil, men i virkeligheden er det at cykle vildt afsted – på en tandem.
Jeg vil elske hele dagen, filtre mig ind i kærlighed og et andet menneskes krop. Jeg ville smage, kilde og drille. Men sandheden er, at det er sket nul gange i år. Nul gange har jeg været i Nirvana med en mand, jeg elsker. Nul gange.
2016 har været blottet for kærlighed. Ikke fordi jeg ikke tør satse på kærligheden. Jeg tør det – så vanvittigt meget, at det stiller (for store?) krav til min omverden…
Jeg lagde alle mine æg i én kurv. Men dén mand, hvis kærlighed, jeg så gerne ville have, kunne eller turde ikke gengælde min. Han var bange for fremtiden, af frygt for at gentage fortiden, sagde han.
Hvad er det for en frygt? Frygten for at skille sig ud? Frygten for at blive såret? Frygten for hvad de andre tænker???
Frygten holder os tilbage. Tvinger os til at vælge de sikre veje i stedet for dem, der føles rigtige. Jeg bliver mere og mere original med årene, efterhånden som jeg tør lytte til og styre efter min ’bullshit detektor’, undgår jeg 100 pct. de sikre veje. Jeg vil til hver en tid hellere én enkelt tur til Nirvana, end at træffe et sikkert valg.
Jeg vil hellere tiltrække en mand som hiver mig rundt i livet, underlivet og overlivet (p.g.a. mine tanker, mine ord og mine handlinger), end jeg vil leve med én, der kører på autopilot i en bil, hvis største formål er at signalerer økonomisk succes. Dét er min autenticitet. Den vil jeg ikke bytte.
Hvem imponerer mig? De gør de, der tør livet. De, som tør sætte handling bag deres ord. De, som tager livet røv-seriøst på den sjove, selvironiske måde. Ham, der siger, dét, som ingen tør høre. Hende, som insisterer på at holde fast i sine værdier. De, som er i sync med deres egen sandhed, og ikke den masseforførelse som størstedelen af vores valg i livet repræsenterer. De, der tør leve med døden i hånden, og som ved at de valg, de træffer eller ikke træffer i dag, afgør hvordan imorgen bliver.
Prisen jeg betaler er ensomhed, mens I betaler for tosomheden med jeres rygrad. En tosomhed som for de fleste, set med mine øjne, er dyrekøbt. For på gaderne ser jeg par med undertrykte skrig og ikke særlig megen dybfølt lykke. Jeg kan ikke sige, hvad der er klogest. Hvor smerten er mindst. Jeg kan bare se så vanvittig meget konformitet, at jeg får lyst til at skrige. Brøle. Smide tøjet. Gøre oprør. For jeg vil hellere falde, flyve og zig-zagge – end at leve sikkert. For jeg har kun ét liv.
Min far sagde engang: ’Hvis du er den eneste ud af ti, som skiller dig ud. Så er det nok dig, den er gal med’.
Men selvom jeg er én ud af tusind, mener jeg stadig, at det er flertallet, der er ’de skøre’.
