Skrevet
I tilfælde af brand…
Jeg blev lige spurgt hvad jeg ville ønske folk havde vidst, da jeg blev alvorligt syg. Så med fare for at gentage mig selv:
At man ikke kan spørge et menneske i krise “Hvad kan jeg hjælpe dig med”, så giver man jo den syge ansvaret. De skal netop have fjernet ansvar.
Valgmuligheder og mad på dørtrinnet uopfordret. Og så huske at efterskælvene man ikke kan se, er slemme, år efter at man fysisk er hel igen. Jeg ville ønske at mine mennesker havde haft plads til de voldsomme reaktioner fra mig, som de ikke selv kunne forstå og rumme. “Nu var jeg jo rask”
Og en forståelse for at selve sygdommen smadrer effektivt omkring en. Økonomi, venskaber, familierelationer, børn, mobning af børn, nætter hvor man burde sove, arbejde, vægt. Og piller skorpe af sår fra barndommen. Det er som en fuld viking med et maskingevær. 2 år og en måned senere er jeg mest et godt sted. Sidste år græd jeg nok hver dag. Mest alene. Hver dag.
Fuck den berøringsangst som er en andens hverdag. Hver dag. Og så husk lige at konceptet med at miste overblikket, ikke kan forenes med overblik. Man kan ikke gøre det “på en mere hensigtsmæssig måde” – så har man jo netop – OVERBLIK.
Og hvis man bare ikke magter den syge, så tag dig tydeligt af børnene ❤
(Jeg fik en alvorlig blødning i hjerne. I forbindelse med en operation af et akustikus nerinom, som er en knude på hørenerven, i Dec 2014)
ÅBNE FOREDRAG:
København 16/3:
https://m.facebook.com/events/742831432539947/
Aarhus 15/3:
https://m.facebook.com/events/907043679430722/
Aalborg 23/3:
https://m.facebook.com/events/907043679430722/?ti=icl
