Skrevet
Hvis du synes jeg er for meget, så overvej om du selv er for lidt
Jeg er en virkelig god mor. Og en lortemor.
Jeg er en afsindigt dygtig forretningskvinde gearet til at tjene penge. Og en elendig økonom, hvis husleje er en uforudset udgift – hver måned.
Jeg er en fantastisk kæreste og en hysterisk møgkælling, som går op i ligegyldigheder, som gjaldt de mit liv.
Jeg har poppet popkorn uden låg på gryden, for at skabe fyrværkeri, da det var den eneste, jeg havde råd til på min søns fødselsdag. Jeg har råbt af min datter og truet med ting så grumme… Ting som var min egen største skræk, da jeg var barn.
Hvor ubegavet er det, som den voksne (om end i afmagt) at råbe: ’Jeg sætter dig af…’ til det barn, som man selv er skyld i, er træt og/eller sulten?
Jeg har udrettet ting professionelt, som giver mig anderkendelse, til jeg går i graven. Og jeg har kvajet mig og set millioner flyve min næse forbi, fordi jeg fejlede eller var tåbelig for stolt.
Jeg har fulgt min liderlighed og sendt billeder til en fremmed mand i håbet om, at han ville komme og nulstillede mig på den mest primitive dyriske måde. Jeg ser det som min fornemmeste opgave, at tilfredsstille min mand (når jeg har sådan en i hjertet) så han er den heldigste i verden, eller som minimum i Danmark. Altså når jeg ikke lige er en præmenstruel snegl, der er krøbet i skjul i mit sneglehus med total mangel på overblik. Når jeg bare vil holdes om, selvom jeg selv har gjort det svært at gøre – netop det.
Jeg er smuk, grim, ulækker, delikat, klog, dum, forsmået, overskudsagtig, sjov, plat, imponerende og uimponerende. Kort sagt et menneske.
I må tænke om mig, som I vil. Jeg er ligeglad. Jeg står endelig ved mig.
I mange år har jeg uden held forsøgt at fjernstyre alle de andre idioter. Nu har jeg givet op. (Jeg kan ikke 100 pct. afvise, at jeg ikke giver det én dødsdømt chance til … Det kunne jo være, at miraklernes tid ikke var forbi.)
Men ikke nu. For en dag, da jeg vågnede, rummede jeg det hele, alle følelserne, også de såkaldt grimme. Jeg var i fred med mig selv.
Dét kunne jeg godt unde alle at opleve.
Fritagelsen fra skam. Fitagelsen for at spekulere på om man er for meget. Lykken ved at være 45 år og elske sig selv – både de gode og de dårlige sider.
Jeg elsker den sang af Tori Amos, hvor hun synger om, dét hendes far sagde til hende, da hun var barn: ’When are you gonna love you as much as I do?’
Nu.
Lige nu.
I dag.
Mine børn må gerne begynde at elske sig selv, før de bliver 45 år. De må begynde NU – men det er måske for meget at forlange.
Jeg har sagt det før og råber det gerne igen: ’Alle der synes, at du er for meget, skal overveje om de selv er for lidt’.
Gør det. Nu. Gør dét, du ikke tør. Bare gør det.