Skrevet
Modbevis mig…..
Jeg tør give mig hen, jeg tør lægge mit hjerte i en mands hænder, det er historisk set det klogeste og dummeste jeg kan gøre. Mine minder ses på trods af store dele sorg, i et meget lykkeligt skær.
De fleste af mine single venner og veninder er holdt op med at turde, og i stedet for at de beundrer at jeg stadig tør, er der en mærkelig usagt stemning omkring mine forelskelser, som om de ikke er ægte. Jeg forelsker mig simpelthen for meget, set med den følelsesskræmte øjne.
Den frygt pakkes så ind i børn, karriere, tid eller noget andet som gør at man skal kratte ret så meget i overfladen, før der står “Jeg er bange”.
Og i stedet for at lade mig flyve, er der et underligt usagt behov for at stække mine vinger, så vi allesammen kan sidde sammen og være bange for at flyve.
I stedet for at kikke på hvorfor man ikke selv tør elske, er det nemmere at kikke på min flyvestil og sige at den er forkert.
Og lad mig slå fast, at jeg leger ikke med mit hjerte og mine følelser, og heller ikke med andres. Jeg er blevet for gammel. Jeg har utvivlsomt knust hjerter, det kan ikke undgås i et levet liv, men jeg er så ærlig som min selvindsigt tillader mig. Det skulle give modparten mulighed for at tage kloge beslutninger for sig selv og fællesskabet “os”.
Historisk set har jeg slået mig mest på at en mand, som jeg elskede, fordi han (sikkert utilsigtet) har stjålet min virkelighed.
Fx. sagt “Jeg elsker dig” af mange andre grunde end den, at han rent faktisk elskede mig. Glemt at jeg var den eneste ene, som han signalerede, når der i virkeligheden var flere. Av.
Jeg er træt af at skulle retfærdiggøre om mine følelser er ægte, fordi de bliver set gennem andres egne filtre af frygt. Og med mindre du iøvrigt er den mand jeg er forelsket i, bilder jeg mig ind at du kan være ligeglad?
Selv om jeg går en anden vej en dig er jeg ikje faret vild.
Men måske har vi så travlt med andre menneskers følelser, fordi vi bruger deres fodfejl til at retfærdiggøre vores egen “følen og fumlen sig frem”.
Nå, men historisk set går jeg ud på balancelinen selvom det blæser, selvom der ikke er noget sikkerhedsnet under og selv om jeg ikke kan se hvor langt jeg skal gå. Hver gang håber jeg faktisk at det er for evigt. Monogam helt ind i knoglerne. Indtil videre seriel monogam, for jeg kan ikke finde ud af det.
Jeg vader bare barnenaivt ud i ingenting, nyder udsigten og tror på at jeg kan.
Jeg elsker at give mig hen, jeg får lykkefølelse af kropsligt at være en mands legetøj. Jeg føler mig nyttig når han veksler mellem at bruge mig for egen vindings skyld, og kører mig ud i alle verdens hjørner for min. Ser om han kan presse en ny lyd af nydelse ud af mig.
Den kropslige følelse er stærkt forbundet med kærlighed. Jeg vil elske og elskes og hvis den kropslige nydelse ikke er forbundet med kærlighed, forventningen om at det udvikler sig til kærlighed, føler jeg at jeg veksler det jeg investerer, mig selv, til en dårlig kurs. Så står jeg tilbage med en følelsen af, at det var for dyrekøbt og det kunne jeg have klaret bedre alene.
Men det kan man aldrig vide, og derfor prøver vi igen. Jeg køber nye sexede sko, fordi mit instinkt insisterer på at jeg skal være i den smukkeste parringsdragt. Jeg følger med, fordi jeg kan huske smagen af forelskelse som en narkomans første fix.
Så står jeg der igen, hele tiden lidt klogere på mig selv end sidste gang, og laver de samme fodfejl jeg så gerne vil undgå.
Jeg taler i timer med en psykolog og forsøger at forstå mine mønstre. Jeg skriver og skriver, som om ordene i mit hoved giver klarsyn i en printet model. Jeg fordyber mig i alt muligt andet, som i virkeligheden dækker over et ønske om gensidig voksen kærlighed. Jeg sviper til højre og ind i mellem også til venstre, og når de så skriver på et match, sidder jeg for første gang i en rustning af sorg og tør ikke rigtig svare. Min historie er blevet så lang, gider jeg fortælle den igen?
Jeg lærer hvor jeg selv har solgt ud af mine værdier, i et håbløst kortsigtet forsøg på at føle mig elsket.
Det jeg har investeret de sidste mange år, har ikke givet et begavet langsigtet afkast og jeg har ikke lyst til at smide alt jeg har i puljen, igen, før der kommer en der tør satse hele lortet selv. I kærlighed er det ikke “næsten”.
Jeg tør næsten elske ham.
Jeg tør næsten tro på det.
jeg tør næsten sige hvad jeg gerne vil.
– det duer ikke vel.
Mænd er modige, bare ikke i kærlighed. Åh hvor jeg trænger til at få det modbevist. Gør mig uret.
(Og til alle fixere, i stedet for at forsøge at lægge mit puslespil, hvor end velmenende det er, kan du så ikke ligge dit eget? Jeg takker nej til samtlige personlige velmenende råd. De er ellers normalt prisen for at skrive)