Skrevet
Proud Mary
Proud Mary. En beskrivelse af den længste, mest lærerige og sårbare nat i mit liv. Om Mary i lerhytten i bushen i Kenya. Vi delte seng, tæppe og livshistorier. Mød Proud Mary, et studie i livsglæde og sejhed! ♥
Jeg ville på eventyr og det kom jeg! Jeg havde forud for rejsen underholdt mine venner og familie: ”Jeg skal til Kenya og blandt andet skal jeg hjem og sove hjemme hos en afrikansk familie i deres lerhytte”. Jeg havde bare aldrig tænkt det igennem og til ende, hvordan det egentligt ville være. Det lød som et eventyr af kaliber og jeg var klar. Jeg fik kamp til stregen!
Jeg har, på frivilligt basis, samlet penge ind til nødhjælp i 7 år nu. Jeg er glad for at jeg kan hjælpe dem som ikke er så heldige at være født af velstillede forældre. Det er skønt at hjælpe økonomisk men allerhelst vil jeg have fingrene i dejen. Jeg vil helt derud hvor de går langt efter rent vand. Jeg er klar til at grave en brønd. Det har jeg sagt i mange år. Man skal passe på med hvad med kalder på, det kommer ofte til at ske.
I sidste uge gennemlevede, oplevede og overlevede jeg mit livs (so far) største udfordring. Jeg tilbragte en enkelt nat i et hytte lang fra alt, midt på savannen, sammen med Mary og Marys familie. Ingen el. Ingen vand. Ingen kære mor!
Mary er en 55 årig fantastisk dame. Hun er gift og har 4 børn og 2 børnebørn. Hendes mand er snedker. Han bor i Kibera, slumbyen ved Nairobi. Han kommer hjem og besøger familien på landet ca. Hver 6 uge. Mary bor hvor kragerne vender. Mary har en lille butik, jeg så den. Hun havde hhv. 3 opvaskebaljer, 5 par klipklappere, lidt brugte sko og nogle Tupperware bøtter til salg. Hun var meget stolt af sin butik.
Jeg mødte Mary til et kvinderettighedsmøde ved en lille kirke langt ude på landet ved Kisumu ved Victoriasøen. Efter mødet skulle jeg splittes op fra mine rejsefæller fra Danmark. Hver især skulle vi indlogeres privat i en nat. Jeg skulle med den smukkeste, tykkeste og mest farvestrålende af dem alle, Mary. Det var jeg godt tilfreds med. Jeg havde ikke lige forestillet mig at Mary hverken havde naboer, elektricitet, toilet eller vand!
Vi kørte først 45 minutter i jeep af hullede elendige grusveje. Jeg kunne faktisk slet ikke se at det var en vej vi kørte på, jeg kunne bare se en erfaren chauffør / modig mand bag rettet på en Landrover. Han kendte sine hjørner og hjul til mindste detajle, og så var der jo ingen grund til at sætte farten ned. Chaufføren var til ære for mig. Den luksus har Mary ikke til hverdag. Efter 45 minutters kørsel fra sidste synlige lerhytte blev vi sat af midt i bushen. De sidste 45 minutter frem til hytten foregik til fods.
Det var en afsindigt smuk tur med blomstrende kaktusser, lyserøde blade dalende ned fra træerne i vinden, det er det mest uspolerede sted jeg nogensinde har været. Det var skumring før vi endelig nåede frem til hytten. På himlen var der en milliard stjerner. Jeg faldt i svime, jeg stirrede bare op på himlen og Mary spurgte om vi ikke havde stjerner i Danmark.
Overalt på grunden var der dyr. Mary forklarede mig at de har problemer med aber som stjæler afgrøder. Derfor har de mange hunde. Hund vinder over abe. De har mange problemer med slanger, derfor har de katte. Kat vinder over slange. Deres eget dyrehold bestod af køer, geder, høns og en enkelt hane. Samtlige dyr tumlede rundt på grunden, det var et minefelt af forskellige slags ekskrementer.
Mary har 4 børn, den yngste datter Fiona og den ældste datter (med mand og to børn) bor stadig hjemme. Det yngste barnebarn Mary er yndling. Det ældste barnebarn Vincent på 6 år er stum, han har aldrig været på en klinik eller hospital, reelt aner de ikke hvad han fejler. Han gik rundt for sig selv i mørket. At have en handicappet er en stor belastning for en fattig familie ude i bushen. Jeg tabte mit hjerte til den lille snottede dreng. Hvad skal der dog blive af lille Vincent?
Hytten jeg skulle sove i bestod af et skur på 3×3 meter, der var ikke gulv men Mary lånte mig et par slippers. Mary var meget stolt af bliktaget kontra strå. Indenfor var hytten delt op i to. Stue og soveværelse. Toilettet var et hul i jorden lidt fra huset. Køkkenet var en separat hytte med et lille bålsted på jorden i hjørnet. Derudover var der en lille hytte til svigerforældrene og en lille hytte til Marys ældste datter og hendes mand. Børnebørnene boede i Marys hytte. Den store pige ved jeg ikke hvor sov, Mary forklarede at hun var kommet i puberteten, så kan hun ikke længere sove i hytte med sin mor.
Der var bælgmørk. Altså virkelig virkelig mørkt. Der væltede mennesker ud og ind af hytten. Ind i mellem tog jeg et billede med blitz for at orientere mig om hvor mange der egentligt var i ”stuen”. Børnene legede med min iPad, de grinede og grinede. Jeg fortalte Mary om mit liv og min hverdag. Mary fortalte sin imponerende livshistorie, jeg ønskede at huske hver eneste detalje. Jeg knugede min telefon til mig. Dels kan den lyse, lidt, dels var den min kontakt til omverdenen. Jeg følte mig MEGET alene.
Ved hjælp af mikrolån, er der ikke længere sult i Marys familie. Hun fortalte at de store børn voksede op med stor fejlernæring og sult, men at det var flere år siden at de virkelig havde sultet. Hun handler lidt grøntsager (engelske kartofler og kål) og der er gerne lidt tilovers til familien Typisk spiser de ris, majsvælling (agtigt), lidt kylling og en smule grøntsager. Det skulle vi også have. Kylling er meget populært, de bliver handlet levende, så der er ikke problemer med at de skal holdes på køl.
Madlavningen foregik i køkkenhytten. Et lille bål på jorden og så sad vi på hug og ordnede grøntsager. Uden el har de ikke mulighed for at have noget på køl, derfor skal der handles, høstes, hentes proviant hver dag. Jeg smagte og smilede, man spiser og drikker meget lidt når toilettet er et hul i jorden!
Vand bliver hentet til fods ca. 6 km væk. Der skal hentes 6 dunke hver dag med 20 liter i hver for at de har nok til madlavning, dyr, hygiejne osv. Det er et stort tungt arbejde. Typisk er det pigerne som henter vand mens drengene er i skole. Som en ekstra lille stressfaktor er der krokodiller ved søen. Det sker at pigerne bliver taget af en krokodille. Det er næsten for sindsygt for mine sarte forkælede danske ører.
Eftersom at vi intet kan se går vi tidligt i seng. Så kl. 22 er det sengetid. Jeg skal sove sammen med Mary på 120 cm i hendes ”seng” sammen med hende og de to børnebørn. Vi deler tæppe. Det er meget grænseoverskridende og jeg er presset. Jeg foreslår at sove på en stol i stuen, Mary afslår bestemt: ”Tomorrow you will die from malaria”. Det går selvfølgelig ikke, jeg kravler med ned under tæppet og myggenettet. Jeg er lysvågen i mørket de næste 7 timer. Det er den længste nat i mit liv. Jeg tør nærmest ikke bevæge mig, jeg ligger bare musestille og tænker på dem derhjemme. Tiden er gået i stå.
Jeg tænker på hvor svært det bliver at forklare mine børn omfanget af at være født i Danmark kontra Afrika. Hvor privilegeret jeg er. Hvor meget jeg holder af civilisationen, sygehusvæsenet, vandhaner, stikkontakter osv. Det bliver lige så svært som det ville være at forklare Mary, at jeg nogen gange er ked af det fordi jeg har en bums.
Endelig galer hanen og vi skal op. Der er mange gøremål for en kvinde i Afrika.
Marys datter går heldigvis stadig i skole. Mange har ikke råd til bøger og skoleuniform, det er egentligt gratis at gå i skole, men der er alligevel udgifter forbundet, ikke alle har råd. Mange piger dropper ud af skolen omkring puberteten, de har ikke adgang til hygiejnebind og derfor må de blive i hytterne når de har menstruation.
Marys datter fortalte mig at hun får pisk når hvis hun kommer for sent i skole. Pisk!! 2011?? Det var det største ”slag” for mig på hele turen. Jeg tror at afstrafning af børn, er med til at dræbe gå-på-mod og kreativitet, to faktorer som Kenya har stort brug for!
Den gode nyhed er at det faktisk er blevet forbudt at straffe børn. Det er også ulovligt at afvise et barn fra en skole fordi de ikke er iført skoleuniform. De ved det bare ikke endnu på landet og der er en stor formidlingsopgave. Det kommer til at tage lang tid pga. manglende infrastruktur og kommunikationskanaler.
Dagen efter den lange nat i Marys seng, rejste vi videre til Mombassa. Her boede vi på et luksushotel, jeg fik et tiltrængt bad. Spise en overdådig middag fra en bugnende buffet. Kikkede på tyske mænd med vielsesringe som spise middage med smukke unge kenyanske kvinder de havde købt til lejligheden. Kikkede på ældre tyske damer som holdt hof med smukke unge kenyanske mænd, de havde købt til lejligheden. Tomme blikke uden skyggen af gnist og glæde. Et klamt og fattigt liv set med mine øjne. Så var der mere værdighed over Proud Mary!
Mary sagde flere gange til mig. ”Mary is very proud of herself”, om sig selv. Jeg spurgte om hun kendte sangen Proud Mary, men hun havde aldrig hørt om Tina Turner eller Proud Mary..
Marys livskvalitet er ikke dårligere end som mange andres. Jeg tror hun liver et rigt liv på mange måder, selvfølgelig skal vi skal hjælpe hende med adgang til basale ting som vand og lægehjælp, men vi skal ikke tro at vi i vesten har patent på lykke. Jeg kender mange mellemfornøjede forkælede tosser, som kunne have godt af en nat i Marys hytte. inkl. mig selv!
Nu er jeg hjemme i Danmark og ironisk nok er her strømafbrydelse lige nu. Børnene råbte op fra respektive værelser da deres fjernsyn, musik, lamper etc. slukkede. Jeg griner af dem og fortæller om Proud Mary!
Jeg bliver nok aldrig helt mig selv igen. Jeg bliver noget andet. Noget som er mere rummeligt og taknemmeligt. Først og fremmest skal jeg græde ud i min kærestes arme.
Jeg var på denne her rejse fordi jeg er en del af www.kvinderforindflydelse.dk. Vi arbejder for at styrke kvinderne i Kenya. Vi støtter bl.a. projekter for at kvinderne får adgang til rent vand. Vi forsøger at hjælpe med at styrke dem politisk, sørge for at de får identitetspapirer og dermed stemmeret. Hjælp hvor du kan. Nyd dit liv. (Nederst under billederne har du mulighed for at skrive en kommentar, jeg vil rigtig gerne høre dine tanker) Kh Michelle.
Hør en ung skøn Tina Turner fyrer Proud Mary af her:
http://www.youtube.com/watch?v=54XRNQ2C2x0
