Skrevet
Rejsebeskrivelse Maldiverne
Artiklen er bragt (forkortet) i denne uges Alt for damerne, 28. juli 2011.
Rejsebeskrivelse Maldiverne Juli 2011
Jeg er mor i en meget moderne familie. En stor bittersød frugtsalat af børn, delebørn, bonusbørn, papmødre og bonusfædre. At planlægge ferie i vores hjem er lidt ligesom at løse en meget svær soduko. Da alle felter er fyldt ud både vandret og lodret og alle mødre og fædre er nogenlunde tilfredse med resultatet, står jeg tilbage med 10 dage i slutningen af juni, helt uden børn. Min kæreste er temmelig insisterende omkring en klatreferie til Italien. Det er noget med telte og vandresko og ikke lige mit yndlingsbillede af ferie, jeg nægter at tage med.
Min hjerne går nu i selvsving af muligheder. Jeg drømmer, og med vanligt storhedsvanvid, er drømmene store. Jeg overvejer at ride gennem Gran Canyon. Jeg forestiller mig en togtur på tværs af Indien. Heldigvis vælger jeg at konsultere Nyhavn Rejser som er eksperter indenfor drømmerejser. De spørger venligt om jeg er vant til at ride, der røg Gran Canyon. De informere venligt og bestemt at Indien er no-go i slut juni med mindre jeg vil være en grillkylling. Jeg er opsat på at udfordre migselv. Mine gode veninde Sofia Manning spørger drillende om et silent retreat ikke var en god ide. Jeg er ikke ligefrem berømt for at tie stille. Det er en god ide. Nyhavn rejser præsenterer hjælper mig i stedet på sporet af Maldiverne.
Jeg kikker ikke lang tid på billederne fra Maldiverne før jeg er afsindigt forelsket. Vandvillaer på pæle over havet, turkisblåt vand så langt øjet rækker. Smukke atoller kastet tilfældig over et stort område i det indiske ocean. Muligheden for total ensomhed, ro, fordybelse.
Da jeg præsenterer ideen for venner og familie og reaktionerne blandende. Nogen mener at jeg vil få økuller allerede på anden dagen. Andre mener at jeg vil vende hjem med adskillige geniale ideer. Alle er enige om at det bliver svært at opleve noget så stort uden nogen at dele det med. Alle forærer mig pludselig bøger i fødselsdagsgave. Måske er det bare sådan at blive 39 år, men jeg har dem mistænkt for at de alle spæder lidt litteratur til min rejse!
Mine egne forventninger er at jeg vil gå i dvale. Nyde hvert sekund. Vel vil jeg da savne, selvfølgelig bliver det mærkeligt ikke at have nogen at dele de store oplevelser med, men jeg kender præmisserne for denne her rejse allerede i marts. Jeg har god tid til at slutte fred med eventuelle afsavn. Jeg glæder mig bare afsindigt. Næsten hver dag i 3 måneder kikker jeg på billederne.
Kastrup – Frankfurt – Male. Jeg er i højt humør og får min yndlingsplads fra Frankfurt, oppe foran ved et vindue. Her kan jeg sidde uforstyrret og slappe af. Men så fanger min øjenkrog et ungt par som krammer hinanden farvel inde i flyveren. Han skal sidde ved siden af mig. Hun skal sidde bagerst midt i. Det kan mit hjerte ikke bære. Jeg bytter plads og tænker at jeg har ”en tilgode” hos karmapolitiet. Min glæde ved at se dem sidde puttet tæt sammen er stor. Jeg tror oprigtigt på at de lykkeligste mennesker i verden er dem som giver mest, der er mange måder at give på.
Da jeg lander i Male står der en mand med et skilt hvorpå der står mit navn, jeg bliver kørt rundt om den atol som Male lufthavn er placeret på. På den anden side er der en bugt, herfra letter og lander alle vandfly. Jeg har glæder mig afsindigt til at flyve med vandflyver og jeg bliver ikke skuffet. Vi flyver lavt henover atoller, bugte og små både. Farven på havet er ubeskrivelig. Smukt smukt smukt.
Mine forventninger til alt er skyhøje, alligevel bliver jeg så positivt overrasket at jeg flere gange bryder ud i latter og ”Nej, se nu her”, men der er ingen til at se det. Jeg morer mig kosteligt over at lyset i mit udendørs spa skifter farve. Jeg tænker at min kæreste ville elske at lege med alle knapperne.
Jeg går en tur på stranden og kikker på krabberne. Jeg ser for første gang i mit liv eremitkrabber. Afsindigt interessante at observere. De flytter ind i andres aflagte sneglehuse. Jeg tænker at det ville more min søn og skræmme livet af min datter. Men de er her selvfølgelig ikke. Jeg savner dem alle sammen, men på en god og smilende måde. På intet tidspunkt på turen savner jeg så voldsomt at det bliver hårdt for mig. Jeg mærker bare stor kærlighed og nyder at der er så mange vigtige mennesker i mit liv. Jeg glæder mig til at fortælle dem alt det jeg har oplevet. Jeg tager mange billeder så jeg kan vise dem alt det jeg ser.
Jeg har aldrig været en stor naturelsker. Hele min familie elsker at fise rundt ude i skoven, det har aldrig rigtig ramt mig. Maldivernes natur går lige i hjertet på mig. Her er så ufatteligt smukt. Alle tænkelige farver turkis og blå glitrer så langt øjet rækker. Himlen spejler sig i vandet som er helt klart. Små søde hajer jagter stimer af fisk ind mod strandbredden, her står en hejre klar til at snuppe de småfisk som slap fra hajen. Rokker flyver gennem vandet med store vingeslag. Jeg kan høre eksotiske fugle skrige. Man kæmper mod hele sit liv, men pludselig en dag vågner man op og er blevet til sin mor. Jeg griner højlydt af mig selv da jeg låner en bog og lokalt dyreliv og ser mig selv sidde og slå forskellige fisk og fugle op.
Dagen inden afrejsen til Maldiverne laver jeg et radiointerview hvor jeg skal forholde mig til døden. Det sætter en masse tanker i gang og de tanker har jeg med mig. Jeg får lyst til at skrive et brev til mine forældre. De er sunde og raske og i fuld firspring må man sige, men det er vigtigt for mig, at de ved hvor højt jeg elsker dem. Jeg griner af alverdens sjove minder. Husker små anekdoter fra ferie, det er møghyggeligt at være alene, jeg er langt omkring i min hjerne.
Det jeg nyder allermest er at jeg ikke skal tvinge mig selv i seng. Jeg er udpræget B-menneske men har en evig kamp med B-menneske livsstilen. For børnene skal jo op om morgene, min datter A-menneske af den ondeste slags. Derfor skal jeg altid og hver dag tvinge mig selv i seng. Ligge vågen og drømme om snart at falde i søvn. Maldiverne og jeg er vågne når det passer os og sover når det passer os. Det er befriende og når jeg læser til midt ud på natten smiler jeg ved tanken om at jeg jo bare kan sove hele dagen i skyggen.
Det jeg slet ikke nyder er måltiderne på restauranter. Jeg føler mig som en udstødt freak når jeg tropper op alene og skal spise en middag omgivet af par. Jeg overvejer at lave et skilt hvorpå der står ”Alone by choice”. Efter et par dage står jeg helt af overfor restaurantsituationen. Heldigvis kan jeg få alt leveret til mit hus, lige når det passer mig. Jeg lever af roomservice det meste af turen. Villaen jeg bor i er på 240 kvadratmeter, så selvom jeg er ”på værelset” det meste af ferien føler jeg mig ALDRIG lukket inde. Badeværelset er udendørs og jeg bruser under åben himmel. Flere steder er gulvet lavet af glas, om aftenen kan jeg ligger mig fladt på maven og se fiskelivet neden under mig, det er magisk.
Det som irriterer mig mest, er at jeg ikke kan smøre mig selv ind i solcreme på ryggen. Jeg er afhængig af hjælp, men alene. Jeg spørger en ung tjener om han vil hjælpe mig. Han smiler men virker også ldt beklemt. Midt under indsmøringen kommer jeg i tanke om at jeg befinder mig i et muslimsk land, der er IKKE meget burka over min bikini, stakkels dreng. Jeg eksperimenter foran et spejl. Hvis jeg smører solcremen på håndryggen i stedet for håndfladen kan jeg faktisk selv.
Jeg har nu tilbragt de sidste 10 dage i paradis. Denne her oplevelse kan jeg leve højt på meget længe. Jeg har passet på mig selv. Dyrket masser af sport og yoga, gået så lange ture, som bitte små atoller nu engang tillader. Jeg har sovet længe, sovet til middag og er gået tidligt i seng. Jeg tror min såkaldte bodyage er halveret!
For 5 år siden ville jeg ikke have været klar til denne her tur. Ikke engang for 2 år siden, det ville være endt med gråd og ensomhed på en dårlig måde. Men jeg var klar og det har været fantastisk, jeg er taknemmelig og lykkelig Jeg har slugt ikke mindre end 8 fantastiske romaner. Jeg har læst slægtsromaner og om kvindeskæbner fra hele verden. Jeg har savnet min familie, men især har jeg nydt at være alene. Jeg vil til enhver tid gøre det igen. Rejse væk alene. Jeg vil også opfordre dig til at gøre det hvis du har chancen. Snup en forlænget weekend i et sommerhus. Alone by choice…
Det store spørgsmål hjemmefra, var om jeg ville nyde at være alene så længe. Svaret blev et stort rungende JA! Selvfølgelig har der været stunder med store savn, selvfølgelig ville jeg ønske at min familie oplevede alt det her. Det må blive en anden gang. Jeg har virkelig mærket hvem jeg ikke kan undvære i mit liv, hvor stor pris jeg sætter på min kæreste og min familie. Jeg har haft store oplevelser og mange små stunder af total lykke. Igår lød der en mærkelig plasken i vanden da jeg lå og småsov, jeg satte mig op for at se hvad det var, i hundredevis af små blå fisk kom springende gennem bugten, som småbitte delfiner. Min første reaktion var at råbe “SE, SE, SE” og så var de væk, ligeså hurtigt som de dukkede op. Gid nogen havde set det sammen med mig. Det er min sidste aften på øen og jeg skriver med duften af frikadeller på hjernen. Jeg glæder mig sådan til at komme hjem og forkæle min familie.
Det startede som en drøm, nu er det min virkelighed. Husk at drømme og drøm endelig stort.
Kærlig hilsen Michelle
Fakta
Rejsen var arrangeret af Nyhavn Rejser, der er hundrede måder at rejse på, afhængigt af økonomi og sind, hør eksperterne inden afgang.
Jeg boede på følgende resorts:
1. KURAMATHI
2. VELASSARU
Se alle billederne fra turen her og her!
