Skrevet
Kan det passe?
Kan det passe at frøer skal skræmme livet af mig til døden os skiller. Og er det hensigtsmæssigt, at være bange for frøer når man er single? Kan det VIRKELIG passe? Jeg gik i akut frø-fobi i en alder af ca. 13 år. Mine forældre købte et fint hus som var bygget i skovkanten, på en grund som var en drænet mose. Alle frøer i Danmark holdt højmesse på den grund hver dag. De dummere af frøerne hoppede ned i vores kælderskakt – og blev der. Der skal mange frøer til at fylde sådan en kælderskakt. Jeg overgav mig, frøerne vandt. Jeg udviklede den geniale strategi, at blive til en saltstøtte hver gang jeg stødte på en frø. Jeg lavede en simpel “Birthe Rønn Hornbech” og stod bare stille, stirrende og tavs. Jeg blev virkelig meget bange for frøer. Frøer bevæger sig på en yderst angstprovokerende og uberegnelig måde. Mine øjne løb i vand på kommandoen “FRØ”.
Tik tak – så blev jeg mor og dagen oprandt hvor Benjamin faldt i svime over en frø og ville tættere på. Kunne det virkelig passe at frøer er farlige. Kunne jeg tillade mig, at overføre min fobi til den søde lille dreng? Jeg overvandt det på et fingerknips. 12 års forbi blev pulveriseret, jeg gik over og samlede den klamme lille satan op og viste den til Benjamin. Iført det mest falske smil verden nogensinde har set. Men jeg gjorde det. Jeg bestemmer sgu da over mig egen hjerne! Det er ikke “sådan lige” at overvinde en fobi, men vi kan hvad vi vil og vi får hvad vi fokuserer på. (PS. Jeg er stadig ikke sådan rigtig vild med dem, håber snart jeg finder en jeg gider kysse!)
Kan det passe, at det færdige resultat, billedet af mig til Femina, bliver bedre HVIS jeg står og poseret så latterligt? Kan det VIRKELIG passe? Jeg er jo ved at falde, det forekommer afsindigt unaturligt og jeg har ikke lyst. Jeg har det som om jeg snyder på den klamme måde. Men hver gang, indtil den dag, jeg så et billede af mig, blev jeg helt træt og ked af det. De billeder var bare aldrig særlig gode. Men DEN dag faldt det mig ind, at gøre som både fotograf og stylist sagde. Også selvom jeg nærmest fik kvalme af falskhedsgraden. Det blev de bedste billeder der nogensinde er taget af mig.
Og siden er jeg blevet fotogen??! Jeg ignorerer nu at benene står i en stilling som får Angelina Jolie til at blegne, og mig til at falde, jeg smiler og smiler til kvalmen banken mod indersiden af panden. Billederne er siden den dag (næsten) altid blevet gode. Det kunne passe. Hvis vi gør som vi plejer, får vi (interessant nok) det samme resultat som vi plejer. Hvis vi leder efter et nyt resultat må vi gøre noget nyt. Det er ret simpelt.
Kan det passe at man kan hvad man vil? Kan det VIRKELIG passe at jeg får det jeg fokuserer på. I tirsdags skulle jeg ud at løbe med min fantastiske løbetræner Kenneth Munk. Vi løber typisk intervaltræning af særlig væmmelig karakter. Han presser virkelig citronen, det kan man vel også tillade sige når man er Danmarks hurtigste mand nogensinde til at løbe 100 km. (skriver ethundrede kilometer!). Når jeg løber alene, løber jeg bare derudaf, lidt intervalforskrækket er man vel altid. Men det er jo de forbandede (#€&”? intervaller som virkelig skubber til formen. Men jeg kan ikke presse mig selv på den måde, jeg droppede intervallerne tirsdag og løb i stedet 14 km. Hvilket jeg da også er ret stolt af.
Men så slog det mig. Hvorfor “kan” jeg ikke løbe intervaltræning alene? Hvad er det for en latterlig overbevisning? Kan det virkelig passe. Gør den overbevisning noget godt for mig? Selvfølgelig ikke. Så her til morgen kørte jeg ud i dyrehaven – ALENE! Jeg kørte ud til Kenneths yndlingstrappe, jeg tonsede op og ned af den trappe og havde Kenneth med i hjertet. Og løb lange intervaller rundt om søen. Og gjorde det. Det kunne passe. Jeg kan hvad jeg vil og det føles så fedt. Jeg kan jo sagtens. Det tog mig 39 år men jeg fatter det nu, nu har jeg gjort lige som de sagde jeg sku. Løb Michelle bare løb. Og det gør jeg så. Og til september løber jeg det maraton. Bare fordi jeg kan.
Kan det passe at det er mig? Når jeg kikker på billedet herunder, bliver jeg VED MED AT GENTAGE: “Er det VIRKELIG mig? Kan det passe?”… Min hjerne har, efter 20 års magtkamp mod egen krop, svært ved at fatte det. Men det ER mig. Jeg tog billedet på vej til træning i fredags. Det har kostet blod, sved og tårer (ikke særlig meget blod!) Hurra. Jeg har ALDRIG haft det bedre. Både i krop, hjerte og sjæl.
Hvis du trænger til en los bagi, så kan du jo overveje:
1. Kan det passe at det der vedvarende fortsatte motion virkelig gør så godt som “de” siger? Kan det passe?
2. Er din nuværende strategi god. Så fortsæt. Er den dårlig så begynd at skru på knapperne…!
3. Hvem ser du op til. Hvorfor ser du op til ham/hende. Gør du hvad han/hun gør?
Du kan da overveje det? Helt sikkert er det, at hvis du gør som du plejer, får du det samme resultat som du plejer, så ELSK det resultat. Ha en god dag.
Jeg er altid glad for jeres kommentarer på bloggen. Og er lykkelig hvis i “Liker” så bloggen kommer lidt rundt i verden! Jeres reaktioner er min benzin til fortsat at dele mine tanker og min hverdag. Kh Michelle