Skrevet
Kys det nu, det satans liv
Jeg kikkede ud af vinduet på min taxa og ind af vinduet på den bil, som holdt for rødt ved siden af. Og så det mest nedslående syn længe. 2 levende døde. Mit worst-case-scenario. Døde øjne som trækker vejret.
I bilen ved siden af mig, sad et midaldrende ægtepar og kikkede fuldstændig tomt ud af deres forrude. De var så udtryksløse at de, tilsat den rette musik, ville være mere uhyggelige end hovedpersonerne i den mest uhyggelige Stephen King film. Begge sad med en smøg i hånden. Alle vinduerne til bilen var lukket. De sad bare derinde i tågen og var levende døde og tomme. Jeg har sjældent set noget, som så så trist, usundt og vitaminforladt ud.
Jeg sad og kikkede på dem de par minutter vi holdt for rødt. Jeg spekulerede på hvad de selv ville ”se og tænke” hvis de så sig selv udefra. Spekulerede på hvad de drømte om en gang, hvornår de holdt op med at drømme og hvorfor. Spekulerede på hvornår de sidst havde grinet eller elsket så væggene rystede. Om de, hvis de åbnede øjnene, ville blive overraskede, chokerede eller bare fortsætte i tom tomgang. Hvad tænker de når de kikker sig selv i spejlet. Men så tænkte jeg, det gør de slet ikke. De sætter slet ikke spørgsmålstegn ved noget som helst i livet. Livet og bilen kører bare af sted med dem. Udtryksløst og forladt. Som det plejer.
Vanens magt skræmmer mig. Når vi står op og gør som i går, bare fordi vi har glemt alle valgmulighederne, så er det at livet stikker af med os. Jeg har skam prøvet det selv. Det er der hvor man sidder en dag i sofaen og tænker, er de fede lår mine og hvad drømmer jeg om?
I går der lagde jeg tusinde planer, men i morges der gjorde jeg som jeg plejer, synger Michael Simpson, jeg kender et par stykker som bør føle sig virkelig ramt af den sangtekst. Problemet er, at vi tror at vi har masser tid. Vi tror vi har tid. Vi kan bare begynde i morgen. Tilsæt selv ”i morgen” i det uendelige. Og pludselig sidder man i en bil på Åboulevarden og visner.
Jeg vil til enhver tid hellere ligge vågen et antal nætter og sunde mig oven på et reelt styrt, fordi jeg kastede mig ud i livet, end jeg vil ligge vågen i en seng og bekymre mig om noget som måske aldrig sker. Slip rattet for helvede. Drej uventet til højre og se hvad der sker. Overrask dig selv.
Nu ved jeg jo faktisk ikke hvor de skulle hen. Jeg kender dem ikke. Jeg har selv valgt hvad jeg så. I princippet kunne de være på vej til den vildeste swingerfest. Jeg håber det næsten!
Hvis jeg vågner en af de kommende morgener, og ikke rigtig gider tilberede mig selv en sund morgenmad, lufte ud i hytten, hænge dynerne ud på altanen, trække vejret dybt ned i maven, hoppe lidt på stedet, høre høj musik, løbe en tur, invitere gæster og ringe til en ven, så vil jeg sende det ægtepar en flygtig tanke og omgående stå op og gøre netop alt det jeg ikke lige gad.
Jeg tillader ALDRIG at ende som en levende død. Kys det nu, det satans liv. PS. Jeg er forelsket. Meget forelsket. Jeg drejede yderst uventet til højre og forelskede mig hovedkuls. Jeg lever så København ryster under fødderne på mig. Heldigvis bliver jeg holdt i hånden. Jeg nyder, savner, lever. Forundres og smiler. I en stor pærevælling. Rigtigt levet – er livet langt nok.