Skrevet
Ingen dårlig samvittighed
Igår skulle jeg til forældremøde i 0. Klasse, på Bording Friskole, hvor min datter startede i sidste uge. Jeg ville med til det forældremøde, men jeg kunne ikke finde pasning til Kamille. Derfor blev hendes 13 (meget tæt på 14) årige storebror hevet hjem.
Han var på Islands Brygge sammen med sine klassekammerater, og bade og nyde årets varmeste dag. Jeg var faktisk ked af at hive ham hjem, men vi er en lille familie og jeg havde brug for hans hjælp, ergo kom han hjem.
Jeg nåede at lave mad inden jeg gik, men køkkenet lignede et krater, da jeg stormede ud af døren kl. 18.30. Mødet sluttede ved 22 tiden. Det var et godt møde, men efter 3 timers informationer, i en sangsal i 35 grader (sammen med Kamilles far), havde jeg brug for et knus, så efter mødet kørte jeg forbi Frederiksberg og kyssede lidt med min kæreste.
Jeg var hjemme sent. Da jeg kom hjem sov begge børn. Kamille var puttet fint i nattøj. Benjamin sov trygt på hans værelse. Stuen var ryddet op og opvasken var taget. Madrester var pakket på køl. Ikke så meget som en krumme i vasken!!! Jeg blev helt taknemmelig og rørt, og skrev på facebook:
107 likes og 31 kommentarer senere har jeg fået ”æren”. Tak. Jeg vedkender mig min andel og smiler stolt. Jeg sender en kærlig tanke til Benjamins far og bedsteforældre, skolen og hans venner og alle andre som er en del af hans hverdag, og dermed især har ”æren”.
Og inden at alt bliver helt lyserødt så afslører jeg hermed at Benjamin er en helt almindelig teenager. Han svarer igen. Han roder. Han har virkelige gode gener for at provokere. Hans bukser hænger latterligt lavt på røven så man, til stor irritation for mig, kan se hans boxershorts. Han er luddoven. Han har været ekskluderet fra fysik (efter han satte strøm til en banan), han har engang startet brandalarmen på en lejrskole og han smider ofte sin jakke (med indhold) væk. Han er ret morsom faktisk.
Men han er især MEGET hjælpsom. Meget selvkørende. Meget initiativrig. Meget omsorgsfuld og skøn. En fantastisk storebror.
En af kommentarerne på Facebook lød. ”Michelle, hvordan gjorde du?” – Jeg vil ikke have æren alene. men jeg vil sige følgende.
Jeg har været så tro mod mig selv, at jeg aldrig har lidt af mødrefolkesygdommen ”dårlig samvittighed”. Jeg kan sige nej og holde fast. Jeg kan ikke manipuleres med. Jeg tror på at jeg er en god mor. Derfor står jeg bundsolidt fast på mine holdninger. Jeg sætter tydelige grænser og fastholder dem. Her er ikke meget slinger i valsen. Her er masser af plads til fis og ballade, det er noget andet.
Jeg serverer i perioder mere boller i karry købt i tube, end jeg serverer hjemmebagte boller, men jeg serverer begge dele med god samvittighed og stor kærlighed. Dårlig samvittighed er ikke et godt fundament til god børneopdragelse.
Jeg tror på at Benjamin kan meget (det meste) selv. Jeg er en bowlingemor, et udtryk jeg er meget stolt af selv at have fundet på. Jeg står klar med plaster og kærlighed når mine børn slår sig, men jeg løber ikke foran dem og sweeper alle forhindringer væk, de bliver kastet ud i livet.
Mine børn har set mig glad, ulykkelig, flad, euforisk, fjollet og alle de andre tilstande jeg kan befinde mig i. Jeg skjuler ikke at jeg rummer det hele. Jeg viser at jeg kan rejse mig når jeg har slået mig. Jeg viser at jeg kan tage ansvar, når det går af helvedes til. Jeg viser at jeg kan nyde det når det går godt. Jeg viser at jeg tør elske uforbeholdent. Især er det vigtigt for mig, at vise dem at jeg kan skraldgrine af mig selv, når jeg er en tåbe. Der er alt for lidt selvironi i verden. Jeg forsøger at vise dem hvordan man er et helt menneske.
Få har rejst så meget med deres børn som jeg har. Men jeg har også rejst fra dem. Sidste år var jeg 14 dage ALENE på Maldiverne. Nøjr hvor var jeg tanket op og hel da jeg kom hjem. Børnene virkede også hele mit fravær til trods.
Jeg har råbt af dem, skammet mig og har sagt undskyld. Jeg er bestemt ikke fejlfri. Jeg har trukket dem med igennem mine op og nedture, trukket dem igennem mine kampe for kærligheden, jeg gør det igen lige nu. Senest har jeg lært, at jeg skal prioritere mig selv først oftere, for at kunne være mere for mig selv, og dermed en bedre mor for dem. Det ville jeg gerne have lært lidt før. Jeg er som mødre er flest, altså bortset fra ingen dårlig samvittighed..
En mor som ofrer alt for sine børn, kan blive noget af en belastning senere. Sikke et byrde at bære for de børn!
Og jeg har altså været alene med de unger mere eller mindre altid. Derfor har jeg brug for deres hjælp, helt lavpraktisk. Jeg har brug for at de kan tage fra når lokummet brænder. Jeg har brug for at de kan klare sig selv, når jeg ikke kan følge med. Og det var vel det som der skete i går. Jeg kunne ikke følge med og Benjamin tog over. Det voksede vi vist begge to af. Tak Benjamin.
Jeg ELSKER mine unger. Og livet.
Link til tidligere blog om “Bowling kontra Curling”