Skrevet
3. åbenbaring ramte igår
Første gang var 2002. Og umiddelbart efter (5 minutter efter faktisk), sagde jeg mit arbejde op og ændrede min hverdag radikalt. Jeg var ved at aflevere min søn i børnehaven, da følgende ordveksling fandt sted. Benjamin sagde, at han ville ønske at vi skulle på stranden. Jeg svarede voksent, tomt og mekanisk at der var intet i hele verden jeg hellere ville, men at jeg skulle på arbejde. 2 smukke 4 årige øjne kikkede på mig “Hvis der ikke er noget I HELE VERDEN du hellere vil, så forstår jeg dig ikke!” – Jeg var skakmat. Jeg stod af hamsterhjulet og definerede min egen hverdag. Jeg så i et splitsekund virkeligheden helt ærligt, det gav mig hår på brystet til at turde leve mit liv som jeg ville, uden hensyntagen til andres forventninger. Sikke en frihed. Det har jeg aldrig fortrudt!
Anden gang var i Zimbabwe i 2009. Umiddelbart efter vidste jeg at alt ville blive godt igen lige nu, efter stor modgang. I slutningen af den vildeste rejse, gennem et korrumperet, sultent og fattigt land, var jeg så heldig at opleve Victoria Falls. Det møde blev en mindexplosion af de store. I et splitsekund så jeg virkeligheden helt ærligt. Jeg var kommet til at falde i en offerrolle af de store, min skilsmisse havde taget hårdt på mig. Ikke så meget tabet af selve manden, men tydeliggørelsen af at jeg ikke kunne få en familie til at fungere. Men der stod jeg og hørte vandet buldre, vælte mod jorden og vidste, at hvad end jeg gjorde (eller ikke gjorde) med mit liv, så ville det vand blive ved med at falde. Life goes on. Jeg kunne lige så godt tørre øjnene og have en fest. Jeg har siden kaldt denne åbenbaring “Den dag jeg trak mit hoved ud af røven” – og igen fik den smukkeste udsigt. Sikke en frihed. Det har jeg aldrig fortrudt!
Tredje gang var igår aftes. I min kærestes arme. De sidste 4 måneder har været den vildeste kærlighedvandring. Jeg har et mentalt billede af en lang række af værelser forbundet af døre. Jeg ved godt at alle de værelser er der, men jeg har aldrig turdet gå der ind. Med min kæreste i hånden har jeg gennem 4 måneder åbnet den ene dør efter den anden. Helt trygt. Og det blev smukkere og smukkere. Renere og renere. Vildere og vildere. Til sidst stod jeg i det sidste værelse som bare var ren kærlighed, tryghed og smukt. I det værelse er jeg lykkelig. Jeg er klar over at det lyder helt religiøst, men det er altså det billede min hjerne serverer for mig. Jeg har stået i det sidste værelse i måneder. Og nydt det, følt at jeg var kommet hjem endelig. Her blev jeg elsket for nøjagtigt den jeg er. Men pludselig igår aftes forstod jeg, at rejsen kun lige er begyndt. At der er en hel verden af kærlighed foran mig, som jeg slet ikke vidste eksisterede. I de tryggeste arme lå jeg bare og græd og græd og græd af lykke. Og blev grebet. Det hele er jo kun lige begyndt! Jeg ved at jeg kan få en familie til at fungere. Selvfølgelig kan jeg det. Jeg gør det LIGE NU uden et gram af frygt. Jeg bliver grebet. Og elsket igen.
Taknemmeligheden vil ingen ende tage.