Skrevet
Skyld med skyld på…
Jeg har lige skrevet blog. Jeg arbejder på min første feriedag, jeg blogger direkte fra Madeira. Og inden du begynder at fortælle mig at det er HELT forkert, at jeg skal holde fri, at jeg ikke forstår at slappe af, at det er vigtigt at jeg hiver stikket, så læs lige bloggen?
(Jeg undertrykker, uden held, et behov for at forklare mig. At børnene har fået tilbudt at bade, men at de hellere ville slappe af efter en lang rejse. Men hvorfor er det, at jeg føler behov for at retfærdiggøre, at jeg arbejder fra ferien? Se, netop det handler selve bloggen om!)
Status på Facebook søndag formiddag. Fra skøn karrierekvinde / mor:
”Ville gerne overvære sønnikes gymnastikstævne, men skal i dag deltage i velgørenhedsevent og kan jo ikke være to steder på en gang!”
Og tror du ikke at der var en eller anden SPASSER som skrev: ”Stakkels din søn”
SIKKE NOGET ÆVL – Skyld med skyld på? Skam dig!
Stakkels den søn hvis mor aldrig var der. Stakkels den søn hvis mor havde lovet at være der, men ikke kom. Men ikke stakkels den søn, hvis mor tillader sig at have et selvstændigt liv. Den søn slipper nok for at bære ansvaret for sin mors lykke, en heftig byrde for de børn som er så ”heldige” at få ”Skyld med skyld på” med i vuggegave. Heldige den søn, hvis mor formår at balancere det at være mor, med også at være sig selv. Og hvad med den helt skøre tanke, at sønnen har en far, som måske endda er med til stævnet?
Status på Facebook søndag aften kl. 23.58. Fra skøn karrierekvinde / mor.
”Undskyld, jeg ved godt at det er overskudsagtigt, men jeg står her sent søndag aften og bager kager til min søns fødselsdag i klassen i morgen”
Siden hvornår, og hvorfor, skal vi undskylde for at overskudsagtige overfor vores børn. Fordi vi giver de andre mødre stress? Fordi vi giver de andre dårlig samvittighed? Fordi vi sætter andre under pres?
SIKKE NOGET ÆVL – Det klarer de da fint selv, helt uden os?
Vi må sgu da gerne sole os i eget overskud. Lad da bare dem med ekstremt overskud sætte en høj standard. Vi andre kan jo bare lade være med at følge trop. Eller vi kan ride med på vognen, og så i fald være glade for, at der var nogen som hævede barren?
Og det helt groteske er, at ingen ”vinder” den tåbelig konkurrence det pludselig blev. Det er så sikkert som amen i kirken til den årlige juleafslutning på skolen. Ved den sammenbragte buffet i klasselokalet bagefter udspiller der sig følgende scene. Dem som kommer med hjemmelavede økologiske lækkerier, undskylder for overskuddet. Dem som kommer med pizza i papbakker, undskylder for underskuddet. Er det smart?
Jeg har noteret mig, at jeg ikke må have en off dag på Facebook. Så bliver jeg ”lynchet” (af de fleste). Jeg må ikke være sur på min ex mand hvor end naragtigt han opfører sig, for så svigter jeg barnet. Nå. Jeg må ikke udstille en gnist af urimelighed, for så er jeg simpelthen for forkælet. Jeg må ikke ønske mig for meget, så er jeg utaknemmelig for det jeg allerede har. Etc.
SIKKE NOGET ÆVL.
Lad være med at mase mig ned i den kasse af perfektionisme. Jeg vil ikke derned. Jeg passer ikke ind i den. Den giver mig stress. Jeg forbeholder mig retten til at være hele molevitten. Grim og smuk. Sjov og dum. Både når det er passende men også når det er aldeles upassende.
Jeg forsøger at balancere det, så det fungere for mig og mine, nogen gange kikser det. Så tager jeg hånd om det. Jeg siger undskyld. Jeg griner af mig selv. Jeg er et menneske. Jeg er ikke altid lutter lagkage! Jeg er decideret ærgerlig hvis jeg er sulten eller fryser. Ellers hvis jeg er sulten OG fryser. Eller hvis jeg er sulten og træt og fryser. Ret menneskelig.
Vores gamle statsminister Hr. Fogh, nægtede engang at svare, under et interview af en “dybdeborende journalist”, hvad han var dårlig til. Journalisten mente han havde krav på et svar, til sidste svarede Anders Fogh, at det vel ikke var hans ansvar at lede journalisten hen til hullerne i osten. Det var et godt svar synes jeg.
Jeg siger ofte, især til kvinder, at de skal lade være med at tale sig selv ned. De skal lade være med at tilfældiggøre egen succes, de skal lade være med at tale om held og i stedet blære sig over indsatsen. Jeg siger ofte, især til kvinder, at vi skal huske at klappe hinanden frem.
Pizzabakker eller hjemmebag. Gymnastikstævner eller karrieretrip. Amen.