Skrevet
Jeg slapper af…
Jeg slapper af. Jeg ligger formålsløst i min sofa. Aldeles formålsløst. Altså godt nok skriver jeg lige denne her blog, men ellers. Jeg ligger bare her. Wauw. Hurra. Ahhhhh.
Det har godt nok været vældigt. Og så spørger min søde veninde aka BS Krisztina: “Michelle, hvorfor får du ikke trænet?”. Og så spørger hendes skønne kæreste – som også er min ven. Og det er pisse irriterende. Og godt. De står i ledtog gør de. Og de vil passe på mig, når jeg nu ikke har været særlig god til at passe på mig selv.
Og når jeg skal svare, så vakler jeg mellem følgende svar:
Fordi jeg er flyttet. Mig og mine to børn og mine 90 flyttekasser og hele mit jordiske liv og tabernakel har flyttet matrikel. Hen til min dejlige mand og hans to børn. Der var mange ting og mange børn som skulle (skal) samles i den sammenhæng, og de kommer altså først. Nye systemer. Nye relationer. Nye pladser. Nye ruter. Nye rutiner. Det kræver en del energi. Ongoing.
eller
Fordi jeg har udgivet en bog som så oven i købet blev en succes, så jeg skulle “lige” stille op til 42 interviews og tilsvarende 42 fotos (total hade). Og helst sige noget klogt og noget nyt hver gang. Det var somom det blev sværere og sværere!! Alene at signere 500 bøger tager et godt stykke tid.
eller
Fordi jeg havde et skønt arrangement nytårsaften med 1100 singler til gallamiddag. Det var vældigt! Hvis man forestiller sig at jeg har være i dialog, på den ene eller den anden måde, med dem allesammen, så løber det vel op i en milliard mails og 826 telefonopkald. Og så var der lige det praktiske og hele presset med den økonomiske del. Skal vi til Indien eller på fattiggården. Se DET er SPÆNDENDE hvert år. Vi skal til Indien, men det klarsyn kom først d. 30 dec. Det er mentalt hårdt at lægge alle æg i en kurv!
Og så var der det der maraton. Og juleaften hos ny svigerfamilie. Og 50 foredrag hvoraf de 49 var i Jylland. Den nye bestyrelsespost. Og vi må ikke glemme den der coaching uddannelse jeg er ved at tage. Og lige alt det praktiske med at leje den gamle lejlighed ud. Re-lanceringen af Runningdinner.dk og et helt nyt IT system. Og så var der selvfølgelig indkøb, madlavning og vasketøj i det uendelige. Og man skal jo ikke glemme det gode humør og ungerne som skal i svømmehallen. Madpakker og to ens vanter og hvor er shellkortet til bilen og av for satan hvor gør det nas at træde på lego med bare tæer?
Så nej, jeg har ikke glemt mig selv. Jeg har haft fart på længe, jeg har været i undtagelsestilstand. Jeg nægter at slå mig selv i hovedet. Jeg klapper i stedet mig selv på skulderen. Godt tacklet Michelle. Jeg forbeholder mig retten til at opføre mig uhyre menneskeligt, også når det ikke er helt optimalt i alle led (og muskler)
Og faktisk har det jo overvejende været skønt. Og sjovt. Og dejligt. Og tankevækkende. Og kaotisk. Og tålmodighedskrævende. Og pisse fucking lorte hårdt. And somewhere along the way, kom jeg altså ikke ud at løbe. Op på hesten Michelle Hviid. De sidste par uger har jeg heldigvis “afsluttet så meget”, at jeg begynder at have ro. Jeg ved godt hvad der er godt for mig, så jeg sætter i gear. Og nu glæder jeg mig. Først nu, er det en tiltalende tanke. Jeg har ikke haft gnisten af motivation i måneder. And so what.
Det er helt fint. Bare det ikke tager overhånd og nu vender vi kajakken. Men først ligger jeg fuldstændig formålsløst her på sofaen. Dreng er i svømmehal med sin far. Datter sover godt (efter styrt på trappe, i fatter i hvor højt hun kan skrige!!!). Mand er i bogklub (???)
Jeg ligger her. Det føles som for første gang i 100+ år at jeg slapper af. Bortset fra min juleferie som varede fra kl. 09.00 – 11.30 d. 2. januar. I dag har jeg pjækket med Kamille. Vi har syet tøj til hendes bamse, i hånden. Og lavet en seng til den med håndsyet dyne og pude. Og sløjfer. På den helt hyggelige måde med øjenkontakt og vil du sidde på skødet skat og jeg kan drunkne dig i varm kakao hvis det skal være?
Og nu ligger jeg altså her og bliver afsindigt taknemmelig. For at være netop her. For det megalækre fisk min kæreste diskede op med til aftensmad. For at mine børn trives i 1857 Frb C. For at der bliver fejet for sne hurtigere end det sner, sådan er det ikke i NV. Jeg nyder at jeg kan høre rådhusklokkerne bimle og bamle. Jeg er så sindsygt taknemmelig for den knitrende brændeovn. Uendelig gengældt kærlighed og foredrag i kalenderen året ud.
RO.
Next skal jeg passe på mig selv med løbeskoene på fødderne. Vi ses i Frederiksberg Have. I regn og slud skal Michelle ud.
Klokken er 20.21. Jeg skrider i seng. God nat. Krisztina og Thomas, tak fordi I passer på mig. Jeg savner jer.
(Først skrev jeg, jeg skider i seng – det gør jeg så ikke!)
