Skrevet
De liberale svin!
På min morgen Facebook stuegang, hyggede jeg mig gevaldigt over en status fra altid skønne Suzanne Bjerrehus. Hun har lagt et billede op, fra et fødselsdagsfest igår aftes. Hun sidder sammen med Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og Simons mand Henning.
Hun takker for en fantastisk aften, 50 års fødselsdag for Lars Seier (Saxobank). Hun glæder sig over en skøn aften, fuld af kærlighed og gode oplevelser krydret med skøn live musik af ingen ringere end Bryan Ferry.
Og så kan det nok lige være at Hr og Fru Danmark fandt de små sko frem og bandt dem stramt fast på fødderne. Og det er så forudsigeligt at det er trættende. Jeg vil ikke kede jer med det hele, men her er et udpluk.
“Dit valg af selskab er ikke imponerende” / “Der findes et andet Danmark, jeg håber du ser det en dag!” / “Spark Simon Emil i røven den arrogante lille trold!” / “Jeg væmmes når jeg ser den gnom Simon Emil” / “Du er da for klog til at have så ubegavet selskab” / “Ulækkert!”
Heldigvis er der også en masse fine kommentarer, de er bare ikke relevante for denne her blog, så vidt vides er Suzannes profil åben, så klik selv ind og se – og kommenter!
Det er søndag morgen. Vi har lige spist morgenmad med ungerne. Nu skal jeg arbejde. Jeg arbejdede igår lørdag. Jeg arbejdede fredag hele dagen og hele aftenen. Jeg arbejdede torsdag hele dagen og hele aftenen. For at det ikke skal være løgn arbejdede jeg også onsdag aften, men der havde jeg heldigvis holdt fri med min datter hele dagen.
Jeg vil faktisk helst ikke arbejde om aftenen. Og helst slet ikke i weekenderne. Men jeg driver to virksomheder og jeg kan ikke selv bestemme hvornår der er kunder i butikken. Nogengange så tænker jeg, at det er ligesom en taxachauffør som praler med hvor meget han tjener, hvis man regner hans timeløn ud, er den måske knap så imponerende.
Jeg er en af de fjolser. En af dem som KNOKLER røven ud af bukserne, løber store chancer, skaber noget fra bunden uden at vide om det ramler. Godt nok omsætter jeg for en del, men skal vi regne det ud målt op i mod timeløn og press og ansvar?
Den ene virksomhed Runningdinner.dk laver events for singler. Det viser sig at aftener og weekends er et godt tidspunkt at lave events for singler på, ergo arbejder jeg om aftenen. Når mine værtinder melder sig syge, så hopper jeg ind. Ofte lørdag aften. Så er der alt det forberedende arbejde med website, samarbejdsaftaler, kommunikation med kunder, regnskaber, kontrakter etc. Sådan er det, så arbejder jeg der.
Den anden virksomhed Michellehviid.dk drejer rundt om mig som person. Jeg blogger, jeg blander mig i debatten, jeg har skrevet en bog. Jeg holder foredrag. Dels for virksomheder, det er ofte i almindelige arbejdstider, ofte i Jylland, det giver med transport nogle meget lange arbejdsdage. Og de foredrag jeg selv arrangerer, foregår når andre har fri, dvs aften og weekends. Sådan er det, så arbejder jeg der.
Læs det nu ikke som en klage. Jeg har selv valgt det. Jeg ELSKER mit arbejde. Jeg er stolt af hvad jeg har skabt. Jeg har 4 ansatte på lønningslisten. Jeg føler ansvar for dem. Jeg føler mig også fri, selvom jeg knokler som en hest, for jeg refererer kun til mig selv og det har været et vigtigt parameter for mig. Jeg bestemmer selv, min største frihed.
Altså bortset fra jeg jo ikke kun bestemmer selv, og bortset fra at jeg slet ikke er fri, for jeg bliver nødt til at være på pinden når kunderne er der. Jeg svarer mails i døgndrift, også her søndag morgen. Jeg ordner bilag. Kommunikerer med revisor, advokat, bank, dataløn, kunder, samarbejdspartnere. Jeg skal kunne tusinde ting, hvoraf nogle falder mig naturligt men andre er en gåde. Alle kuverter fra SKAT og min revisor giver mig stress, for jeg er elendig til alt med regnskab og jeg er bange for at lave fejl. Ofte er jeg ved at tude. Det gør jeg så lidt i det skjulte, det andet er uprofessionelt.
Jeg er et meget ihærdigt menneske. Jeg blogger. Jeg følger med. Jeg videreuddanner mig. Jeg tager chancer. Jeg satser butikken, belåner alt når jeg forsøger at skabe noget større. Igen. Jeg produktudvikler. Jeg tænker så det knager – i døgndrift. Det lader sig gøre fordi jeg aldrig ser fjernsyn. Det har jeg valgt fra.
Det her liv virker godt for mig. Jeg kender mange (flest) som ikke ville røre det liv med et ildtang. Usikkerheden, indsatsen, arbejdstiderne, ensomheden, ansvaret – det er for meget for de fleste. Jeg kender også mange som rigtig gerne vil, men slet ikke tør.
Når det så går godt – og det gør det lige nu, så er regnestykket ca. som følger. På en omsætning på 1000 kr har jeg udgifter og lønninger for ca 400 kr. Så skal jeg betale moms. Så skat. Og resultatet af en omsætning på ca. 1000 kr, er at jeg har ca. 150 kr i hånden. Og jeg ER glad for at betale skat. Jeg ER glad for at bo i et velfærdssamfund. Husk det inden du falder over mig.
Men for (#€?#€?!3#”? hvor er jeg træt af at betale for alle dem som faktisk godt kunne selv. Jeg vil hjertens gerne hjælpe folk i nød. Jeg har masser af plads i mit hjerte til både flygtninge og arbejdsløse som kæmper og prøver. Desværre kender jeg mange (ja MANGE), som kunne gøre meget mere selv, men hvor det simpelthen ikke betaler sig, fordi systemet er forældet, grotesk og decideret ubegavet.
Når min indkomst så alligevel løber op, så møder jeg Janteloven og holdninger a la “Liberale svin”, “det er nemt for dig at sige, du er så privilegeret” eller “Det skal du ikke udtale dig om!!”
Jeg forstår det ikke. Jeg føler oprigtigt at dem som peger fingre af mig for at være snævertsynet, er de mest snævertsynede af dem alle. Jeg har ingen uddannelse. Jeg er ikke født med en guldske. Mine virksomheder er bygget på et solidt fundament af fiasko. 3 gang var lykkens gang for mig som selvstændig. Det har været sejt.
Gad du? Så gør det dog. Indtil da, så klap da os på skulderen som gider. Mange af os føler faktisk at vi bliver “straffet” og hængt ud. Vi er nogle rige svin, kapitalister som ikke tænker på andet end penge og os selv. Som udgangspunkt, indtil andet er bevist, ser vi nok NED på arbejdsløse. Ved du hvad, det passer simpelthen ikke.
Jeg genkender det ikke. Jeg kender få som har lavet så meget velgørenhedsarbejde som mig. Jeg har altid tid til at sludre med en hjemløs og give en skilling. Jeg bekymrer mig oprigtigt om mine medmennesker. Jeg vil hjertes gerne dele. Jeg er gavmild som få. Men jeg føler lige nu at mange af de midler som kunne hjælpe stort, bliver kastet i et endeløst stort sort hul. Og så brokker jeg mig.
Når jeg er liberal og skælder ud på regeringen eller holdninger osv, så er det ikke fordi jeg ikke har plads til folk som har brug for hjælp. Jeg vil netop gerne hjælpe, men jeg føler oprigtigt at det vi gør lige nu – hjælper INGEN. Vi bruger en grotesk formue på at hjælpe meget få.
Det er en fadæse. Og mon ikke det er det de liberale kæmper for. At alle skal tage lidt mere ansvar. Og vi ved jo allesammen godt at i krisesituationer så kan alt lade sig gøre. Når lokummet virkelig brænder, i krigstid fx, så står vi allesammen sammen, så finder vi allesammen nye veje.
Men det er selvfølgelig nemmere at skælde ud på Simon Emil, når han tillader sig at sige sandheden til en enlig arbejdsløs mor til 3, at det nok er meget godt at hun bliver steriliseret. Uha nej, så er han et hjerteløs gnom. Kunne man forestille sig at han måske havde så meget hjerte, at han faktisk tænke på de 3 børn der allerede var, og den pressede mor? Hvis det var min datter, som var i den situation (og jeg ikke kunne hjælpe) så ville jeg også foreslå sterilisation.
Vi kan meget mere. Allesammen. Vi ser det så fint i matador i øjeblikket. Der er krise i Korsbæk, så kan Maude pludselig køre bil, livsfjender samarbejder, svage bliver modige, æbler bliver til the. Jeg vil gerne hjælpe alle som ikke kan selv, jeg er edertræt af at hjælpe dem som godt kan selv, men som læner sig tilbage og venter på velfærdsdanmark. Vi ER i krise. Heldigvis ikke i krig – men i hvert fald i krise. Samarbejd på tværs. Opfind erstatninger. Gør noget.
Lad være med at pege fingre af Suzanne Bjerrehus og en blæret middag med Bryan Ferry live. Vær glad for at personer som Lars Seier findes. Vær glad for at vi har så visionære mennesker i Danmark. At flyve Bryan Ferry ind til en middag, det er sgu da noget. Jeg var desværre ikke inviteret, det må jeg arbejde på inden manden fylder 60 år.
Husk. Intet i verden er nemmere, end at sidde hjemme i sofaen og brokke sig, og pege fingre af dem som danser til Bryan Ferry.
God søndag. Nu skal jeg arbejde.
Kh
Michelle