Skrevet
Alene igen ❤
Jeg er et meget åbent menneske, og som det naturligste i verden, og uden at tænke over, at det er anderledes end de fleste, så inviterer jeg verden indenfor.
I griner og græder med mig. Det er for det meste sjovt. Ikke i dag. Det er fucked up idag! I dag er en af de dage hvor jeg drømmer om at være usynlig.
I mandags væltede min verden. Morten har forladt mig.
Alt er kaos. Jeg er i sorg. Min hverdag er i opbrud. Vi skal flytte og jeg ved ikke hvorhen. Jeg ved bare at det skal være max 500 meter fra Kamilles nye skole. Det skylder jeg hende, her i mit major voksen fuck up.
Jeg sidder i Kastrup og venter på Benjamin som lander om lidt. Jeg har 15 timer før jeg skal aflevere ham herude igen. For først at se ham d 25. nov.
På de 15 timer skal jeg høre om hans lejrskole i Paris, nyde hvert sekund og snuse ham ind. Gøre ham klar til den største afgang i hans liv. Han første store rejse alene.
Og så skal jeg bevare fatningen mens jeg fortæller ham, at mit hjerte er knust, vores trygge hverdag er i opbrud, at Morten har forladt mig. Fortælle At jeg (igen) tager ham med igennem kærlighedscentrifugen. Jeg skal forsikre ham om at han ikke skal bekymre sig om mig.
Jeg har overvejet at sende ham afsted i lykkelig uvidenhed. Men stor er frygten for, at det rammer ham fra uventet kant, når han er så lange væk at jeg ikke kan ae og gribe.
This too shall pass and forgiveness makes you happy…
Det er for meget på en gang. Jeg kan ikke gribe det hele.
Jeg græder for mine børn især. Mine ex-bonusbørn. Deres sorg.
Jeg troede på kærligheden. Jeg satsede på kærligheden. Det var det eneste rigtige at gøre. Jeg troede på det og for første gang nogensinde, ved jeg ikke om jeg gør det igen, jeg har ikke evnerne, jeg svigter mine børn. Jeg vil være alene!
Alle græder. Det hele er ufatteligt tomt og sørgeligt.
Jeg elsker helt alene. Savner en mand. Savner en mands børn. Jeg er på vrangen.
Heldigvis er jeg også stærk og fattet. Jeg har været her før. Jeg kender vejen. Jeg er (for første gang nogensinde) ikke bange for at være alene. Men jeg har mistet. Mine børn har mistet. Der skal grædes. Vi skal allesammen hele og det tager tid.
Det er ikke sjovt at sige goddag og farvel til sin søn på de præmisser, på 15 timer. Bagefter kommer turen med Kamille, lille bitte Musling som for 3 uger siden flyttede skole. Barnet som elsker alle betingelsesløst. Det er så uvirkeligt og jeg er så ulykkelig. Træt.
Skam er en faktor..
Jeg er heldigvis mandsopdækket af kærlighed. Jeg er omringet af mennesker som står på hovedet for mig. Tak. Jeg bliver aet og madet og føler mig på en og samme tid, så elsket og så uelskelig.
Kh Michelle
