Tilbage til siden

Skrevet

Læsø kaldte IKKE

I morgen sker der det (for mig) voldsomt interessante, at jeg er på 2 tv kanaler samtidig. Jeg er på DR1 med programmet Læsø Kalder og samtidig er jeg på DR2 i Detektor.Detektor er et program som tjekker fakta og tal i den aktuelle debat og undersøger, i hvor høj grad det, magthavere, meningsdannere og medier siger, faktisk kan dokumenteres. De søger med andre ord virkeligheden, den som jeg jo holder så usvigeligt meget af.

Og dem som vælger at se DR2, vil nok finde ud af, hvorfor jeg har haft det så skidt med “Læsø Kalder” programmerne. Hvorfor jeg til sidst hadede at være på Læsø. Hvorfor jeg adskillige gange i løbet af et par uger, ringer grædende hjem og vil hentes.

Jeg kunne ikke holde ud at være der. Der var en grund. Jeg kunne så heller ikke bare skride, for jeg anede ikke hvad historien ville ende med at være. Alt kan ske (og sker) i klipningen. Så jeg blev. Jeg blev danset så langt ind på et for mig ukendt dansegulv, at jeg ikke havde andet valg, end at lade produktionen bag, danse mig ud igen.

Men jeg råbte, jeg skreg, jeg tudede, jeg argumenterede. Og jeg tabte. Nu får jeg lidt luft. Da Detektor kontaktede mig i sidste uge, vidste jeg, at jeg er IKKE SKØR. Jeg havde ret!

Jeg har lovet Detektor ikke at tale med andre medier, før programmet er sendt i morgen, så det holder jeg. Jeg lovede også produktionsselskabet bag, at de ville ønske de ALDRIG havde mødt mig, hvis de forsøgte at løbe om hjørner med mig. Det holder jeg så også.

Det var nok derfor at resten af holdet mødtes til premiere aften med sushi, mens jeg slet ikke blev inviteret, hørte blot om middagen af omveje. Det vækkede en gammel væmmelig følelse af at stå alene i skolegården.

PS. Læsø kaldte ikke. Vi kom af eget påfund, for at lave tv, men de tog voldsomt godt imod os! Jeg kom for at gøre en forskel. Det eneste jeg udrettede, var at lave noget tv jeg IKKE er stolt af.

PPS. Jeg skal se DR2!


2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010