Skrevet
Det er dag nul. I dag.
Nyt år. Nyt hjem. Ny udsigt. Ny indsigt. Ny frihed. Det er dag nul. I dag.
Jeg forsøgte, af kærlighed, at slæææææbe den største bygge- og stopklods fra 2013 med ind i 2014. Men i dag slap jeg den. Igen. Den falder alligevel hele tiden hårdt ned over mine fødder og mit hjerte. Min største lektie i 2013 må være, at gensidig kærlighed ikke altid er nok. Men jeg havde åbenbart ikke forstået det helt, og tog en tur mere 2014 style. Kærlighed er ikke nok. Det ville jeg ellers have svoret på, men jeg er blevet klogere og det gjorde nas. Nas.
Vi troede nok ikke engang på det selv, sådan som vi sneg os rundt som idiotiske tyveknægte om natten, hvis det ikke var et tegn på overskredet holdbarhedsdato, så ved jeg ikke hvad.
Jeg elsker den nye lejlighed. Jeg er stolt af min ninjaflytning. 1-2-3-48 timer og et færdigt hjem. Bum. Og her sidder jeg nu og er glad. Og lettet. Og ensom. Og ked. Og forventningsfuld. Og forvirret. Og utålmodig af helvedes til. Jeg genkender det, jeg vil gerne kende slutningen, eller som minimum vide at slutning er happy, men jeg kender ikke engang næste kapitel. Det skal jeg lige slutte fred med. Igen.
I går dukkede et nyt bekendskab op, uanmeldt, i mit køkken. Hun trængte til et knus og det fik hun. Og en kop te mens tårerne trillede. En entre jeg har været leveringsstærk i, i hele 2013 – “Hej og vrææææl”. Så mest af alt tænkte jeg vel bare “artsfælle”. Hun undskyldte og ville ikke “bare græde i mit køkken” og følte sig utilpas ved sin entre. Jeg synes det var hyggeligt at hun kom. Jeg sendte hende en besked sent i går aftes, hvor der stod “Du virker sund og rask og naturligt reagerende” og i morges svarede hun, at det var det bedste kompliment hun havde fået meget længe. Og hun er ellers smuk.
Hvorfor er vi så bange for virkeligheden og tårer og mennesker i sorg. Jeg forstår det ikke. Intet menneske går gennem livet uden at miste og sørge og fejle og rase. Alligevel er det så latterligt tabubelagt. Evigglade mennesker findes ikke engang i Disneyland. Fri mig fra det lorteglansbillede af everhappy. Der er nok noget om det der positiv psykologi, men det har også sat en kile af “Jeg gør nok noget forkert – hvis jeg er ked af det” ind i mange mennesker.
De sidste 3 måneder har jeg været fyldt til kvælningspunktet af forbudte følelser. Vrede, hævngerrighed, jalousi. Jeg har ellers ikke være jaloux i meget lang tid. I mange år. Men en halskæde som ikke var til mig, satte ild i alle forbudte følelser i min krop, og jalousien for rundt i mig som en djævel med modhager.
MODBYDELIGT. Virkelig modbydeligt. Jeg fik kvalme og ondt i min mave.
Hvad er det det fortæller mig? Det fortæller mig at jeg ikke har taget ansvar, at jeg har siddet mig selv overhørig! Men jeg lærte også en masse da jeg fik det fordøjet. Pludselig forstod jeg mange af de besynderlige reaktioner, jeg ind i mellem får på Facebook, som har været helt sorte for mig at forstå. Jalousi. Fy for satan en led følelse. Man må gøre hvad der skal til for at komme den kvit!
Jeg har brugt mange år af mit liv, i et forsøg på at fjernstyre din andre. Jeg kan ikke huske et eneste eksempel hvor jeg har haft held med projektet, men det har ikke afholdt mig fra at forsøge igen. Og igen. Og pludselig gør det så nas, at man kommer i tanke om at det er et dødsdømt projekt. Der er et at gøre, man SKAL i stedet styre sig selv væk. Og klappe sig selv på skulderen, og sende en sms til sig selv og skrive “Du virker sund og rask Michelle, naturligt reagerende!”
De følelser er ikke forbudte, de er et sundhedstegn og et signal om at noget skal ændres.
Autenticitet. Det bliver min ting. Også i 2014. Æde min egen medicin. Og løbe. Jeg elskede at løbe. Det vil jeg igen.
Jeg har spændt løbeskoene, første tur var i går med ny løbemakker og 5 skønne km, i stiv kuling og minus 349 grader. En god ven som jeg holder mere og mere af, som altid kan få mig til at grine, løb forrest op af bakken i Søndermarken. Iøvrigt leverandøren af to af mine yndlingsudtryk. “Det griner vi af om 100 år” og “Snup en franner med sylle”. Nu i løbesko. Det var en god start. Nåe ja, så har jeg været i karbad 2 gange. I dag. Det hjælper altid.
Vi ses 2014. Jeg er mere klar end nogensinde. I dag er dag nul. I morgen er den første dag i resten af mit liv. Det er mit eget forpulede ansvar at 2014 bliver godt. Mange har spurgt mig hvordan jeg gør, med flytning, med sorgbearbejdelse, med alt muligt. Sagen er den, at jeg bare gør det, jeg fortsætter. A little less conversation al little more action, og pludselig er sidste flyttekasse tom og de 5 kilometer er løbet. Frem over isen, you´re gonna hear me ROAR!
PS. Her bor vi nu og her er virkelig hyggeligt og børnene er glade, og det er faktisk nok (for lige nu!)
PPS. Husk at jeg elsker jeres likes og kommentarer. Det er rart at vide at der er nogen i den anden ende :)
PS. På torsdag holder jeg foredrag i Kolding. Læs mere her!