Skrevet
Så!
Nogle måneder efter jeg blev skilt var jeg i Rio med 3 veninder. Turen var en overlevelsesstrategi, en slags sikring for at jeg kunne overleve 14 dage uden mine børn, jeg kunne slet ikke udholde tanken om 14 dage uden dem og fik stablet Rio på benene som distraktion! Det skulle vise sig at man faktisk nærmest kan glemme sine egne børn.
Jeg havde byttet min lejlighed for et hus i Angra lidt uden for Rio. Total lukus. 700 kvm villa med tjenestefolk, pool og tennisbaner. Det var det søde liv. Svømme, sole, sludre, danse, grine, sove og forfra. Da vi havde et par dage tilbage af turen tog vi retur til Rio for at få lidt Ipanema og Copacabana i blodet. Da det begyndte at regne tog vi på shopping, og lige der midt i Adidas butikken stod den smukkeste brasilianske mand og smilede. Smukkeste.. Og smilede. Jøsses.
Vi tullede lidt rundt og pillede i noget træningstøj og så skulle vi ud af den der butik igen, og det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde lyst til at kikke på den smukke mand. 100 meter væk tænkte jeg, næe nej du, han får sgu mit nummer, tænk hvis han ringede. Der var protester fra veninderne, det gør du faneme ikke, det er pinligt, det er crazy – det er alt muligt. Men jeg var låst fast på målet. Jeg gik tilbage, skrev mit navn og mit nummer på en seddel og stak ham det i hånden med et smil.
Rio består af mennesker med perfekt kombinerede gener! Virkelig pæne mennesker som har taget af det bedste af det hele og sat det sammen til noget perfektion!
Tænk hvis han ringede. Det gjorde han ikke, men det gjorde en af hans kollegaer, og forklarede at hans ven (jeg har minsandten glemt navnet), ikke kunne meget engelsk, men han ville gerne mødes med mig kl. 21 i aften på en eller anden restaurant som jeg fik navnet på. Ha! Tænkte jeg.
En af mine veninder udbrød “Du har ikke tænkt dig at mødes med ham vel?!” – EH JO!!! Og næste udbrud “DU HAR IKKE TÆNKT DIG AT KNALDE MED HAM VEL????????” – EH JO!
Og så sad vi 4 piger der og spiste aftensmad, mig temmelig spændt på om jeg ville blive hentet. Og 20 minutter efter aftalt tidspunkt ser jeg ham, han står på den anden side af vejen op af en mur og smiler til mig. Farvel veninder, vi ses!
Vi gik 100 meter ned af vejen, så tog han mig i begge hænder og pressede mine hænder og mig op af væggen og kyssede mig i gulvet. Joe… Det var der ikke noget forkert i!
Det blev til et helt uforglemmeligt døgn på Caesar Palace hotel på Ipanema. På et tidspunkt sagde han (25 år gammel) på meget gebrokken engelsk: “I will never move to Denmark, i love my mother!” – Perfekt tænkte jeg…. Rio er et glimrende sted at komme sig efter en skilsmisse.
Den følelse af vildskab jeg er ramt af lige nu, den genkender jeg, det er en kombineret frihedstrang / crazy som kommer når det går op for en, at man har spærret sig selv inde alt alt for længe. Jeg skal ud og jeg glæder mig. Hold nu kæft hvor jeg glæder mig. Jeg kan gøre lige hvad der passer mig og det er nøjagtigt hvad jeg agter at gøre. God weekend så!
Og mor hvis du læser med her så skal du IKKE kommenterer. Jeg afbestiller kommentaren…. :)
Der er flere billeder fra turen her!
